Anpartsinvestering. Kredit, vederlæggelse.
| Sagsnummer: | 389 /1992 |
| Dato: | 30-12-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Gert Bo Gram, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Anpartsinvestering. Kredit, vederlæggelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren er interessent i et af indklagede i 1983 blandt flere etablerede anpartsprojekter. Klageren har i det pågældende interessentskab (investorgruppe) 7 andele. Interessentskabet er etableret som et sale and lease back arrangement.
I 1986 rejste skattemyndighederne sag om værdiansættelserne vedrørende de aktiver, der var købt af de enkelte investorgrupper. Som følge heraf blev klagerens skattepligtige indkomst for årene 1983 og senere år forhøjet med deraf følgende restskattebetaling. Indklagede anlagde herefter på vegne en række af interessenterne et antal prøvesager mod skattemyndighederne.
Af et mødereferat fra en generalforsamling den 17. februar 1987 i klagerens investorgruppe fremgår bl.a., at indklagede ville yde støtte til investorerne i den opståede situation. Endvidere er anført:
"Man ville således for det første fra bankens side stille en kredit, hvorpå der ikke for tiden ville blive tilskrevet renter, til rådighed for de investorer, som måtte få behov for en sådan støtte til dækning af de opkrævninger som ville kunne fremkomme fra skattevæsenet.
[Indklagede] ville også i øvrigt søge at drage omsorg for at investorerne under alle omstændigheder ville blive stillet, som om projektet i det hele var forløbet uden direkte skattesag. En sådan eventuel bistand fra bankens side involverer imidlertid som tidligere oplyst en række skattemæssige overvejelser. Banken ville imidlertid snarest vende tilbage med en redegørelse for, hvorledes også denne støtte kunne tilsikres investorerne."
I en skrivelse af 18. februar 1987, som indklagede har oplyst er fremsendt til samtlige investorer, herunder klageren, men som klageren bestrider at have modtaget, orienterede indklagede om, at indklagede ville indbringe et antal prøvesager for domstolene samt om, at investorerne ville blive afkrævet skatteefterbetaling. Indklagede ville i denne forbindelse tilbyde en kredit, hvorom der bl.a. var anført:
"2.3. endelig opgørelse.
Hvis skattemyndighederne, som forventet, ikke for medhold i deres påstand, vil skattemyndighederne a) udbetale beløb, der helt eller delvis svarer til de efterbetalinger, der er sket i perioden. I de udbetalte beløb vil indgå en forrentning af de for meget opkrævede gebyrer.
b) opkræve beløb, der helt eller delvis svarer til de udbetalinger, der er sket i perioden.
I denne situation skal De indbetale de under pkt. a) nævnte beløb til os, medens vi til gengæld vil godtgøre de under pkt. b) nævnte beløb."
Ved kreditaftale underskrevet af klageren den 25. februar 1987 ydede indklagede klageren en kreditfacilitet svarende til "de dokumenterede skatteefterbetalingskrav, som de ændrede værdiansættelser udløser." I kreditaftalens § 4 var anført:
"Efter prøvesagernes endelige afslutning opgøres kreditten efter følgende principper:
A: Såfremt sagerne vindes helt eller delvist, afvikles kreditten ved, at banken overfor skattemyndighederne indtræder i investors krav på refusion af tidligere betalt skat vedrørende Investorgruppen Danmark I/S-9, tillige med investors krav på procent- og rentegodtgørelse.
B: Såfremt sagerne tabes og (............)"
I aftalens § 6 er anført:
"Til sikkerhed for investors indbetalingsforpligtelse giver investor herved banken transport på de løbende udbetalinger fra Investorgruppen Danmark I/S-9 helt frem til investorgruppens opløsning i 1991. Transporten anmeldes overfor Investorgruppen Danmark I/S-9.
Endvidere afgiver investor transport på de i § 4 litra A, nævnte beløb, hvilken transport anmeldes overfor skattemyndighederne."
Vestre Landsret afsagde i august måned 1991 dom, hvorefter skattemyndighedernes ændring af en investors selvangivelser begrundet i skattemyndighedernes tilsidesættelse af værdiansættelsen af aktiverne blev tilsidesat. Først efter udløbet af dommens eksekutionsfrist appellerede skatteministeren dommen til Højesteret. Som følge heraf besluttede skattemyndighederne ultimo 1991 at foretage tilbagebetaling af opkrævede efterbeskatningsbeløb.
I en skrivelse af 4. februar 1992 til interessenterne i investorgrupperne anførte indklagede, at man havde krav på hele det beløb, som blev udbetalt fra skattevæsenet, men at man i stedet for skattevæsenets rente- og procenttillæg ville beregne sig en lavere rente. Det hedder herom i skrivelsen:
"Som anført ovenfor vil der blive tillagt tilbagebetalingen af skat en rentegodtgørelse på 1% pr. måned, og renten er skattefri. Det betyder, at rentegodtgørelsen fra staten svarer til en før-skatte-rente på 25-30% p.a., afhængig af deres marginalskattesats.
En så høj rente beregner vi ikke, selv om vi har en kontraktlig ret hertil. Den rentesats, De vil komme til at betale for Investor-kreditten, bliver den rente, vi overfor andre kunder har beregnet for vores totalkonto. Renten er fradragsberettiget.
De vil altså kunne påberegne en betydelig rentegevinst."
Ved skrivelse af 5. marts 1992 til klageren oplystes, at det samlede rentebeløb på investorkreditten udgjorde 18.087,30 kr., hvorefter saldoen på klagerens kredit androg 29.321,30 kr.
Efter at have korresponderet med indklagede via sin advokat har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at den ydede kredit ikke skal honoreres med et vederlag svarende til rente- og procenttillæg modtaget fra skattemyndighederne.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om afvisning, subsidiært at klageren bør anerkende, at kreditten skal honoreres ikke med rente, men med et vederlag svarende til de rente- og procenttillæg, som klageren modtager fra skattemyndighederne.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes afvisningspåstand med henvisning til, at sagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold, først er nedlagt ved indklagedes skrivelse af 24. november 1992 uagtet, at indklagede afgav første svar til Ankenævnet den 10. august 1992. Det bestrides endvidere, at klageren er erhvervsdrivende, i hvilken forbindelse må tages i betragtning, at udbudsmaterialet vedrørende investorgrupperne henvendte sig til forbrugere.
Klageren har endvidere anført, at der ikke er tale om en sædvanlig kredit. Kredittens afvikling fremgår af kreditaftalens § 4. Bestemmelsen giver indklagede en sikkerhed for, at kreditten bliver betalt. Indklagede har sikkerhed i såvel skattebeløbet som det hertil hørende procent- og rentetillæg. Derimod fremgår det ikke af bestemmelsen, hvordan skylden skal opgøres. Indklagede får således ikke en indtrædelsesret eller en transport til eje i klagerens tilgodehavende hos skattemyndighederne, men alene en sikkerhedsret/transport i det omfang, klageren skylder beløb til indklagede. Havde klageren valgt i stedet helt eller delvist at afvikle kreditten overfor indklagede, ville konsekvensen af indklagedes standpunkt være, at indklagede desuagtet havde krav på den fulde procent- og rentegodtgørelse. Indklagede har under klagesagen accepteret, at der ikke er grundlag for at opkræve renter af kreditten, og hvorledes denne herefter skal opgøres, skal afgøres på grundlag af kontraktens bestemmelser i øvrigt.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 3, idet klageren må sidestilles med en erhvervsdrivende.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det gennem hele sagsforløbet har været den bærende tanke, at investorerne skulle stilles, som om skattemyndighederne ikke havde anfægtet værdiansættelserne og dermed forhøjet investorernes skattepligtige indkomst med deraf følgende ekstraskat. Klageren har ved aftalens indgåelse været klar over, at kreditten ikke blev ydet uden vederlag, idet der dog ikke var tale om vederlag i traditionel rente, men et vederlag bestående i, at indklagede efter reelt at have udlagt en ekstra skat, som myndighedernes anfægtelse af værdiansættelsen medførte, til gengæld skulle modtage de beløb incl. rente- og procenttillæg, som skattemyndighederne nu tilbagebetaler. Indklagedes brev af 18. februar 1987 blev fremsendt som fremsendelsesbrev til kreditaftalen og må således være modtaget af klageren. Af dette brev fremgår hensigten med etableringen af den pågældende kredit. Det må i øvrigt have stået klart for klageren, at der ved ydelsen af en kredit skal betales et vederlag. Såfremt klageren ikke skulle betale rente- og procenttillæggene til indklagede, ville klageren få en uberettiget berigelse på indklagedes bekostning. Modtager klageren derimod procenttillæggene, vil klageren blive stillet, som om skattesagen ikke var opstået.
Ankenævnets bemærkninger:
Den af klageren ved tegningen af de omhandlede anparter foretagne investering er af erhvervsmæssig karakter. Klagen, der vedrører en i forbindelse med denne investering af indklagede ydet kredit, angår således ikke et privat kundeforhold og findes heller ikke at kunne sidestilles med en klage vedrørende et sådant. Ankenævnet har herefter ikke kompetence til at behandle klagen jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jf. stk. 3, hvorfor
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.