Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om indgåelse af bindende aftale om kurssikring.

Sagsnummer: 544 /2022
Dato: 22-08-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jonas Thestrup Nielsen, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Elizabeth Bonde.
Klageemne: Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om indgåelse af bindende aftale om kurssikring.
Indklagede: Lån & Spar Bank
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klager medhold.

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om indgåelse af bindende aftale om kurssikring.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og H, var kunder i Lån & Spar Bank.

Banken har oplyst, at klagerne havde et 1 % realkreditlån med en løbetid på 20 år og en oprindelig hovedstol på 1.496.000 kr. Lånet udløb i 2043.

Klagerne ønskede at omlægge deres lån og var i dialog med banken herom.

Banken har oplyst, at den sendte to vejledende beregninger til klagerne den 14. oktober 2022.

Ved besked af 16. oktober 2022 til banken skrev klagerne:

”[…] Vi har tænkt over det henover weekenden og er nået frem til, at vi gerne vil konvertere lånet til et 10-årigt lån med 3 % i rente. Vi vil i den forbindelse desuden gerne nedbringe gælden med 300.000 kr., så ydelsen i de 10 år bliver ca. det samme som nu.

Hvornår tænker du, at det vil være bedst at gøre det? Har I en forventning til, hvordan markedet vil udvikle sig? Kursen var 74 for et par uger siden, så vil det give mening at vente på, at den falder lidt igen, eller? […]”

Banken har oplyst, at den sendte en opdateret vejledende beregning til klagerne den 11. november 2022. Heraf fremgik om indfrielsen af klagernes realkreditlån bl.a., at kursen var 81,09.

Banken har endvidere oplyst, at den samme dag udskrev et lånetilbud på et 3 % realkreditlån med hovedstol på 751.000 kr. Om indfrielsen af klagernes realkreditlån fremgik det bl.a. af lånetilbuddet, at den pålydende værdi i obligationer udgjorde 1.404.843,87 kr.

Klagerne har anført, at bankens rådgiver samme dag telefonisk oplyste dem om, at kursen på realkreditlånet, der skulle indfries, var 77.

Samme dag oplyste rådgiveren telefonisk klagerne om, at kursen på realkreditlånet, der skulle indfries, var 73,99. Klagerne har anført, at de modtog opkaldet en time efter deres første samtale med rådgiveren.

Ved besked samme dag til banken skrev M:

”Hej [rådgiverens navn], du må gerne låse kursen på 73,99”

Ved besked samme dag til M svarede banken:

”[…] Jeg fik låst indfrielsen til de 73,99 og hjemtaget til 97,0515.

Der er dokumenter klar til digital underskrift hos jer, som I meget gerne må underskrive inden I går i seng i aften. […]”

Samme dag svarede M:

”[…]  Det er pisse fedt, og langt bedre end vi havde forventet!

Kunne vi evt. nå at lave samme aftale med 300.000 i stedet for 325.000 i egen udbetaling? […]”

Hertil svarede banken:

”[…] Det er kan jeg desværre ikke nå at rette, fordi kursen er låst fast. […]”

Klagerne underskrev lånetilbuddet digitalt den 14. november 2022.

Banken har oplyst, at den nogle dage senere blev opmærksom på, at banken den 11. november 2022 havde oplyst klagerne en forkert kurs på indfrielsen af realkreditlånet. Den korrekte kurs var 82,79, men rådgiveren havde angivet kursen på det tilsvarende 30-årige fastforrentede, 1 % realkreditlån med udløb i 2053.

Banken sendte fondsnota på kurssikring af indfrielsen af den - fejlagtige - 30-årige obligation til klagerne. I fondsnotaen var kursen angivet til 73,99.

Ved besked af 9. december 2022 til klagerne skrev banken, at der var 124.000 kr., der ikke var kommet med i det nye lån, hvorfor klagerne skulle optage et tillægslån. Banken tilbød samme type realkreditlån uden betaling af gebyr og tinglysning.

Ved besked samme dag til banken oplyste klagerne, at de ikke kunne acceptere bankens meddelelse og anførte, at såfremt de var blevet oplyst en kurs på 82,79, så havde de ikke indfriet lånet.

Herefter var parterne i dialog, og den 23. december 2022 accepterede klagerne, at banken trak 118.304,56 kr. fra H’s konto med forbehold for Ankenævnets afgørelse.

Parternes påstande

Den 27. december 2022 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Lån & Spar Bank skal tilbagebetale 118.304,56 kr. til dem.

Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken bør leve op til den indgåede aftale. 

De kontaktede deres rådgiver den 11. november 2022, da de i oktober 2022 havde møde om omlægning af lån og derfor var interesserede i at høre, hvad kursen lå på. Rådgiveren oplyste, at kursen var 77, hvorfor de oplyste rådgiveren om, at de ønskede at gå videre med omlægningen. Dette kunne dog ikke lade sig gøre, da der var nogle administrative ting, rådgiveren først skulle klare, men hun ville kontakte dem, når det var gået igennem. Rådgiveren kontaktede dem kort efter og oplyste, at kursen var faldet til 73,99, og at de skulle skrive til hende gennem appen, hvorefter hun med det samme ville låse kursen. De modtog herefter dokumenter på det anførte, som de underskrev. De optog herefter et 10-årigt lån, da de – fordi de selv lagde 325.000 kr. - ville få samme månedlige ydelse, som de hidtil havde haft.

Den 9. december 2022 blev de ringet op af filialdirektøren, som oplyste, at de skulle have et tillægslån på 125.000 kr., fordi der var sket en fejl i forbindelse med omlægningen af lånet, da banken havde købt og vejledt dem ud fra nogle forkerte obligationer.

De oplyste filialdirektøren om, at de ikke kunne acceptere denne ekstraregning, da de ikke havde lagt lånet om, hvis de havde vidst, at kursen var knap 83. De blev herefter kontaktet af en advokat fra banken, som oplyste dem om, at erstatningen var deres.

Banken bør tage ansvar for de urigtige oplysninger, som ændrer deres økonomiske situation de næste ti år.

Det er korrekt, at de talte med rådgiveren om omlægning af lån den 14. oktober 2022, men at de efter telefonisk samtale med rådgiveren den 16. oktober 2022 besluttede at vente, i håbet om at kursen ville falde til mindre end 77.

I forhold til den vejledende beregning var de ikke opmærksomme på den oplyste kurs, da de forholdt sig til den kurs, rådgiveren oplyste dem om, samt den kurs der var angivet i det lånedokument, som de skrev under på.

De var som anført af banken overraskede over kursen, hvilket skyldes, at rådgiveren en time forinden telefonisk havde oplyst kursen som værende 77, men herefter ringede og oplyste, at den nu var faldet til 73.

De afviste at oprette et tillægslån, da dette ville ændre deres månedlige ydelse til mere end inden omlægningen, hvilket de ikke var interesserede i. Dette var netop et kriterie i forhold til, om lånet skulle omlægges i det hele taget. Indfrielseskursen var dermed også årsagen til, at de valgte at gennemføre omlægningen på netop dette tidspunkt.

Lån & Spar Bank har anført, at klagerne inden den 11. november 2022 havde besluttet sig for at foretage omlægningen, jf. klagernes besked af 14. oktober 2022.  Klagerne har ikke dokumenteret, at bankens fejlagtige oplysning af 11. november 2022 om indfrielseskursen virkede bestemmende på klagerens ønske om at omlægge deres realkreditlån.

Klagerne selv var opmærksomme på, at den fejlagtigt angivne kurs, 73,99, var væsentlig lavere, end de forventede.

Den aktuelle kurs på kurssikringstidspunktet den 11. november 2022, ca. kl. 13.01 var rettelig 82,79 på den 20-årige obligation med udløb i 2043, som det tidligere lån var finansieret med. Medarbejderen angav fejlagtigt kursen på det tilsvarende 30-årige fastforrentede, 1 % Totalkreditlån med udløb i 2053.

Banken begik en fejl, men fejlen var ikke erstatningsberettiget. Bankens fejl påførte ikke klagerne et tab. Tværtimod opnåede de utilsigtet en gevinst på ca. 124.000 kr.

Banken skuffede klagernes forventninger til indfrielseskursen, og skuffede forventninger kompenseres ikke.

Banken har gennem sit tilbud om et gebyrfrit tillægslån tilbudt at kompensere klagerne ved at stille dem som om, fejlen ikke var begået.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne, M og H, var kunder i Lån & Spar Bank.

Den 11. november 2022 sendte banken en vejledende beregning vedrørende låneomlægning til klagerne. Banken har oplyst, at det heraf om indfrielsen af klagernes realkreditlån bl.a. fremgik, at kursen var 81,09. Samme dag udskrev banken et lånetilbud på et 3 % realkreditlån med hovedstol på 751.000 kr. Om indfrielsen af klagernes realkreditlån fremgik det bl.a. af lånetilbuddet, at den pålydende værdi i obligationer udgjorde 1.404.843,87 kr.

Samme dag oplyste banken telefonisk klagerne om, at kursen på realkreditlånet, der skulle indfries, var 73,99. Klagerne bekræftede skriftligt samme dag, at indfrielsen af lånet skulle kurssikres til denne kurs.

Ankenævnet finder, at banken og klagerne indgik en bindende aftale om at fastlåse kursen på indfrielsen af realkreditlånet til 73,99 den 11. november 2022. Ankenævnet finder således ikke, at klagerne havde eller burde have indset, at bankens tilbud om kurssikring beroede på en fejl. Herved har Ankenævnet lagt vægt på, at klagerne blev kontaktet direkte af banken herom.

Banken skal herefter stille klagerne som om, at indfrielsen af deres realkreditlån blev kurssikret til kurs 73,99 den 11. november 2022, og således at der ikke manglede 118.304,56 kr. i forbindelse med indfrielse af lånet.

Ankenævnets afgørelse

Banken skal inden 30 dage betale 118.304,56 kr. til klagerne med procesrente fra klagens indgivelse den 27. december 2022.

Klagerne får klagegebyret tilbage.