Indsigelse mod banks håndtering af corporate actions og krav om erstatning for tab lidt ved tvangssalg af værdipapirer
| Sagsnummer: | 118/2012 |
| Dato: | 11-04-2013 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Søren Geckler, Niels Bolt Jørgensen og Morten Bruun Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod banks håndtering af corporate actions og krav om erstatning for tab lidt ved tvangssalg af værdipapirer |
| Indklagede: | Saxo Bank |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Saxo Bank begik ansvarspådragende fejl i forbindelse med tvangssalg af klagerens værdipapirer og ved håndteringen af to corporate actions i form af henholdsvis en fusion af to børsnoterede selskaber og en udskillelse af en forretningsdel fra et børsnoteret selskab til et nyetableret børsnoteret selskab.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Saxo Bank, hvor han havde to konti, som han anvendte til køb og salg af værdipapirer samt andre investeringsformer via bankens handelsplatform.
Klageren ejede 73.792 aktie-certifikater i selskabet Comstar United Telesystems OJSC (Comstar). Aktiecertifikaterne var noteret på London Stock Exchange og fulgte efter det oplyste kursen på Comstar aktier, noteret på børsen i Moskva (Moscow Exchange).
I marts 2011 fusionerede Comstar med selskabet Mobile Telesystems OJSC (MTS), hvis aktier er noteret på børsen i Moskva. I den forbindelse blev Comstars aktionærer tilbudt enten at sælge deres aktier for 6,8233 USD pr. styk eller få dem ombyttet til aktier i MTS, således at en Comstar aktie blev ombyttet til 0,825 MTS aktie.
Det fremgår af en fremlagt "Detailed Event List", at ejere af Comstar-aktiecertifikater kunne vælge enten kontantbetaling af 6,8233 USD pr. aktiecertifikat eller levering af MTS aktier ud fra ovenstående ombytningsforhold.
Banken har oplyst, at aktiecertifikater (Global Deposit Receipts) er certifikater udstedt af banker, der ejer aktier i et selskab, der typisk er noteret i et ikke vestligt land. Aktiecertifikaterne børsnoteres ofte på en vestlig børs. Aktiecertifikaternes børskurs følger som udgangspunkt kursen på den underliggende aktie og giver investorer adgang til at spekulere i kursudviklingen på aktier, noteret på børser, som investorerne ikke har adgang til at handle på.
Saxo Bank har fremlagt en udskrift fra bankens hjemmeside med en oversigt over de børser, hvor banken giver sine kunder adgang til at handle. Listen omfatter ikke børserne i Moskva og Egypten.
Banken har oplyst, at den derfor på vegne af sine kunder solgte Comstar aktiecertifikater til den tilbudte kurs. I den forbindelse blev klagerens beholdning den 15. juli 2011 solgt for i alt 503.504,95 USD.
Klageren har anført, at han ved at sælge Comstar aktiecertifikater til 6,8233 USD pr. styk er gået glip af en gevinst på 0,7832 USD pr. styk, idet en ombytning ville have givet ham 60.878 MTS aktiecertifikater, hvis børsværdi oversteg det beløb han modtog for salget af Comstar aktiecertifikaterne.
Den 22. november 2011 ramte klagerens ene konto det niveau for sikkerhedsstillelse (stop loss), som banken havde fastsat. Klageren modtog i tidsrummet fra kl. 8.20 til kl. 10.11 en række underretninger herom, og reagerede ved at sælge en aktiepost og foretage en indbetaling på 5.000 GBP. Imidlertid var det ikke tilstrækkeligt til at bringe klagerens konto inden for bankens marginkrav. banken foretog herefter et tvangssalg af de af klagerens værdipapirer, der var tilknyttet kontoen.
Den 20. december 2011 gjorde klageren indsigelse mod salget.
Den 5. januar 2012 opsagde banken klagerens engagement med virkning pr. 6. marts 2012. Banken anførte følgende begrundelse:
"While investigating and replying to your complaint from December 20, 2011 we became aware that this was the fourth time since the individual account was activated in November, 2009 that you have filed a complaint regarding Stop Out of margin positions on your account.
In all complaints you have raised claims of the Stop Out of margin positions on your account being incorrect with various reasons and in all instances you have received both thorough explanations by us in our replies to you and by members by the Client Trading Service team and documentation that all five Stop Outs were executed correctly and to correct pricing.
We see this as clear indication that our services are not in accordance with your needs and therefore any further cooperation will only lead to additional dissatisfaction and loss on both yours and our account…"
Klageren ejede også en beholdning af aktiecertifikater i selskabet Orascom Technology Holding SAE (Orascom). Aktiecertifikaterne var noteret på London Stock Exchange, mens aktierne i Orascom er noteret i Egypten (Mubasher). I forbindelse med en udskillelse af en del af Orascoms virksomhed til et nyt selvstændigt selskab, Orascom Telecom Media and Technology Holding (Orascom MT) blev aktionærer og ejere af aktiecertifikater tilbudt henholdsvis aktier eller aktiecertifikater i Orascom MT eller en kontant betaling.
Det fremgår af en fremlagt "Detailed Event List", at ejere af Orascom-aktiecertifikater kunne vælge levering af nye aktiecertifikater vedrørende Orascom MT eller kontantbetaling. Kontantbetalingsmuligheden var anført som "default", det vil sige den mulighed en investor ansås for at have valgt, hvis den bank (depotbanken), som håndterede Orascom corporate action ikke modtog besked om noget andet. Valget skulle træffes senest den 26. januar 2012.
Den 23. januar 2012 bad klageren Orascoms investor relations afdeling om oplysninger om, hvem han skulle kontakte hos depotbanken for at modtage aktiecertifikater i Orascom MT frem for kontantbetaling. Samme dag modtog klageren kontaktoplysninger til depotbanken.
Den 2. februar 2012 skrev klageren til depotbanken, at han ønskede aktiecertifikater frem for kontantbetaling. Samme dag oplyste depotbanken, at valget herom skulle være truffet den 30. januar 2012 og at klageren skulle kontakte sin "broker" (Saxo Bank) med henblik på oplysning om status.
Efter at klageren den 3. februar 2012 havde henvendt sig til Saxo Bank, skrev banken samme dag følgende til klageren:
"Sorry about the lack of notification.
The Orascom event was a spin off with 2 options: cash or stocks. Cash as default option.
However the outcome for the stock election would be a physical certificate listed on Egypt exchange which we don’t support. Furthermore there would be an unproportional cost (more than USD 100,-) to both issue and trade the physical certificates.
In advantage for all clients and according to our service level Saxobank elected cash.
We have no estimated pay date for the cash yet."
Klageren har oplyst, at han gjorde indsigelse mod bankens håndtering af Orascom corporate action inden den 25. januar 2012. Banken har anført, at den først modtog en indsigelse ved e-mail af 3. februar 2012.
Den 2. marts 2012 gjorde klageren indsigelse mod bankens opsigelse af hans engagement.
Den 13. juli 2012 modtog klageren tre betalinger på henholdsvis 5.111, 183.153 og 108.040 USD som følge af Orascom udskillelsen. Klageren har gjort gældende, at han derved led et tab, da børskursen på Orascom MT aktiecertifikater oversteg det beløb, han modtog som følge af, at han ikke havde fået lejlighed til at vælge at få leveret aktiecertifikater i stedet.
Klageren har anført, at der på hans ene konto samme dag er registreret et køb af 5.909 aktiecertifikater i Orascom. Banken har anført, at der var tale om posteringer med relation til gennemførelsen af Orascom corporate action og at den pågældende konto var lukket, hvorfor der ikke kunne foretages handler på kontoen.
Følgende fremgår af bankens "General Business Terms":
"….
26.2 The Client is entitled to terminate the Client relationship immediately by giving written notice to Saxo Bank. Saxo Bank is entitled to terminate the Client relationship with two months’ notice …..
…"
Følgende fremgår af bankens "Business Terms for Securities Trading":
"….
16.2 Stock splits
In case of stock splits the Client must on the basis of any qualifying shares held with Saxo Bank inform Saxo Bank within a specific deadline whether:
(i)the bonus shares should be repatriated,
(ii)the bonus shares should be offered for sale,
(iii)any supplementary/additional bonus shares should be purchased/sold.
If Saxo Bank does not receive instructions from the Client within the deadline set, if the Client does not provide sufficient funds for purchase of bonus shares, and/or the deadline prevents instructions from being made, Saxo Bank is entitled but not required to sell the subscription rights at the best possible price at the Client’s expense….
16.4 Other Corporate Actions
The following terms and conditions apply to other Corporate Actions, occurring with regard to listed companies associated with the Client’s Securities, provided the Securities are not kept in a separate custody account of the Client. Saxo Bank is entitled but not required to sell/utilise any rights for the best possible benefit at the Client’s expense…
16.5 Other issues
Saxo Bank is not liable for the Client’s receipt of information about a Corporate Action, occurring with regard to listed companies associated with the Client’s Securities, provided the Securities are not in a separate custody account of the Client. Saxo Bank publishes the relevant Corporate Actions on the Trading Platform as quickly as possible…
…."
Banken har under sagen fremlagt en kopi af klagerens LinkedIn profil, hvoraf fremgår, at han er ansat som Vice President, Equity Research hos en stor international finansiel virksomhed. Videre er fremlagt en pressemeddelelse af 1. august 2008 fra samme virksomhed med oplysning om, at den udvider sit analyse-team, idet klageren var blevet ansat som telecom analytiker med reference til "Head of Equity Research". Følgende fremgår af beskrivelsen af klageren i hans linkedIn profil:
"Consistently outperformed the MSCI EMEA Telecom Index and became a lead analyst covering EMEA Telecom sector i 2007. Launched coverage of six telecommunication companies and developed financial models for additional four companies operating in the emerging EMEA region (Russia, Turkey, Ukraine, Egypt,….."
Parternes påstande
Den 17. marts 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Saxo Bank skal betale 56.620 USD (Comstar tab), 62.804 + 59.847 USD (Orascom tab) og 6.049 USD (tab på grund af manglende eksekvering af Orascom købsordre) samt godtgøre ham et beløb på 10.805 USD for tidsforbruget forbundet med sagen. Desuden skal banken erstatte hans tab på i alt 158.652 USD ved uberettiget tvangssalg af værdipapirer den 22. november 2011 og anerkende, at banken har tilsidesat danske og internationale bankregler
Saxo Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hans engagement med banken er et privatkundeengagement, og at den af banken anførte værdi af hans konti er den maksimale værdi i kundeforholdets løbetid. Det meste af tiden har hans engagement haft en værdi på 100.000 – 200.000 EUR. Desuden fremgår af det af bankens generelle vilkår, at han som kunde har adgang til at klage til Pengeinstitutankenævnet. Sagen bør derfor ikke afvises.
Banken tilsidesatte sin forpligtelse til at handle i hans interesse ved at sælge hans Comstar aktiecertifikater uden forinden at bede om godkendelse til salget. Han gav besked om, at han ikke ønskede kontantbetaling.
Ved i stedet at have ombyttet aktiecertifikaterne til aktier eller aktiecertifikater i MTS ville han have opnået en større gevinst. Tabet skal opgøres på baggrund af børskursen for MTS aktier den 4. april 2011, hvor fusionen blev gennemført. Saxo Banks handelsplatform understøtter handel med MTS aktiecertifikater, der er noteret i London.
Banken er forpligtet til at videregive information om corporate actions til de kunder, som bliver berørt.
Med hensyn til udskillelsen af Orascom MT fra Orascom fik han ikke oplysninger fra Saxo Bank om, at han kunne vælge mellem kontanter og aktiecertifikater. Heldigvis fik han oplysning herom fra anden side og han blev også klar over, at der også blev udstedt aktiecertifikater vedrørende Orascom MT (og ikke kun lokalt noterede aktier). Banken forsøgte at skjule oplysningerne for ham.
Saxo Bank nægtede at efterkomme hans instruktion om at vælge aktiecertifikater frem for kontantbetaling. Selv hvis det ikke var muligt for banken at håndtere hans valg, var banken ikke berettiget til på hans vegne at vælge kontant betaling, da det jo var muligt, at han ved at bruge en anden fondsmægler kunne have udnyttet adgangen til at få leveret aktiecertifikater.
Bankens beslutning om på hans vegne at vælge kontantbetaling fandt i øvrigt sted, inden banken havde oplysning om størrelsen af den betaling, han ville modtage.
Han finder det sandsynligt, at bankens handlinger i forbindelse med udskillelsen af Orascom MT er båret af hensynet til bankens egne interesser. Banken har formentlig en kort position i Orascom aktien, som kan give banken en gevinst, hvis dens kunder bliver forhindret i at reagere hensigtsmæssigt på Orascoms corporate actions.
Hans tabsopgørelse er korrekt. Bankens oplysninger om udbyttedatoer for Orascom aktier og aktiecertifikater er ikke korrekt, da der er en fejl i årstalsangivelsen i det materiale, som banken har anvendt. Udbyttet blev først udbetalt i 2012 og han er derfor gået glip af udbyttet ved ikke længere at være i besiddelse af aktiecertifikater.
Ved at banken hverken leverede aktiecertifikater eller kontantbetalingen til tiden, opfyldte hans konto ikke vilkårene om tilstrækkelig sikkerhedsstillelse, hvilket resulterede i et krav om indbetaling af yderligere sikkerhed (margin call) og et efterfølgende tvangssalg af hans værdipapirer.
Bankens lukning af hans konti var uberettiget. Det forhold, at han flere gange ikke opfyldte bankens krav til sikkerhedsstillelse, skyldes bl.a., at banken ofte ændrede kravene til størrelsen af sikkerhedsstillelsen og forhindrede ham i at indbetale penge til kontoen.
Han har i forbindelse med et tvangssalg af værdipapirerne på den ene af hans konti den 22. november 2011 lidt et tab. Dels på grund af de gebyrer der blev opkrævet i den forbindelse og dels på grund af, at hans værdipapirer blev solgt til priser, der ikke svarede til markedsværdien. Banken var endvidere ikke berettiget til at sælge hele beholdningen af værdipapirer, men skulle have nøjedes med at sælge tilstrækkeligt til at stop loss niveauet var genoprettet.
Han har mistanke om, at banken planlagde at forbigå Orascoms corporate action i tavshed, lukke hans konto og derefter tilegne sig det beløb, som efterfølgende blev betalt på baggrund af hans Orascom aktiecertifikater.
Saxo Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klageren på sine to konti har foretaget handler med et samlet omfang på 29,5 mio. EUR og at hans engagement havde en værdi på 600.000 EUR. Han arbejder professionelt med investeringer, da han er ansat som senior investeringsrådgiver hos en international investeringsbank og han har særlig ekspertise inden for telecom.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at det fremgår af en liste på bankens hjemmeside, hvilke børser banken giver sine kunder adgang til at handle på. Banken kan ikke pt. tilbyde handel på Moscow Exchange eller på børsen i Egypten. Det kan tage flere måneder at blive godkendt til handel på en specifik børs.
Klageren havde således ikke adgang til at vælge aktieombytning frem for salg af aktiecertifikater i anledning af Comstars fusion med MTS eller vælge modtagelse af aktiecertifikater i Orascom MT frem for kontantbetaling i anledning af udskillelsen fra Orascom.
Klageren er bl.a. på grund af sin professionelle baggrund fuldt bekendt med vilkårene forbundet med investering i aktiecertifikater, herunder at corporate actions vedrørende aktiecertifikater kan betyde, at der ikke kan tilbydes valgfrihed mellem afregning i aktier og/eller aktiecertifikater og kontant betaling.
Klagerens tabsopgørelse vedrørende Comstar hviler på den hypotetiske situation, at klageren ville have solgt MTS aktier samme dag, som han fik adgang til dem. Selv i det tilfælde vil hans tab kun være 11.769,82 USD. Klageren kan lige så godt have opnået en gevinst ved at modtage kontantbetaling frem for aktier. Klageren kan heller ikke tage udgangspunkt i børsværdien på corporate action dagen (den 4. april 2011), da han ikke ville kunne sælge aktier før valørdatoen, som var den 15. juli 2011.
Klagerens tabsopgørelse vedrørende Orascom er også forkert.
Der kan ikke opstilles en formodningsregel om, at kontantbetaling i forbindelse med corporate actions automatisk vil være mindre favorabel end levering af aktier eller aktiecertifikater. Når en corporate action giver investorer en valgmulighed vil den investeringsbank, der medvirker i et selskabs corporate action tilstræbe, at de tilbudte muligheder har samme værdi.
Saxo Bank har ikke haft positioner på egen bog med relevans til Orascom, og klagerens opfattelse af, at banken skulle have haft en interesse i at bankens kunder disponerede på en bestemt måde i forhold til Orascoms corporate action er derfor forkert. Banken opkræver ikke gebyrer i forbindelse med corporate actions, bortset fra gebyrer, der opkræves af tredjeparter (custodians).
Udskillelsen af Orascom MT fra Orascom fandt sted ved levering af fysiske aktiecertifikater, hvilket Saxo Banks on-line handelsplatform ikke faciliterer. Bankens kunder blev derfor nødt til at acceptere kontantbetaling.
Klagerens beskyldning om, at de to corporate actions har noget at gøre med opsigelsen af hans engagement er forkert. Klagerens engagement blev opsagt, da han for femte gang klagede over bankens krav om indbetaling af yderligere sikkerhed for hans engagement. Adgangen til at kræve sikkerhedsstillelse i forbindelse med de investeringer banken tilbyder sine kunder, er af fundamental betydning for forretningsmodellen. Banken kan derfor ikke have et engagement med en kunde, der så klart modsætter sig dette vilkår.
Bankens tvangssalg af klagerens aktiver den 22. november 2011 var berettiget og skyldtes, at klageren ikke efterkom bankens berettigede krav om yderligere sikkerhedsstillelse.
Ankenævnets bemærkninger
På baggrund af det oplyste om klagerens ansættelsesforhold som vice president, equity research, i en international finansiel virksomhed, sammenholdt med forretningernes karakter, klagerens handler med et samlet omfang på 29,5 mio. kr. og volumen på klagerens konti samt usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger, finder Ankenævnet, at sagen er uegnet til behandling i Ankenævnet. Sagen afvises derfor i medfør af § 7, stk. 1, i Ankenævnets vedtægter, hvorefter nævnet kan afvise sager, som på grund af f.eks. usikkerheden om bedømmelsen af de fremkomne faktiske oplysninger eller af andre særlige grunde findes uegnede til behandling i nævnet.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.