Afgørelse

Rådgivning i forbindelse med oprettelse af rateforsikring. Indflydelse på efterløn og pension.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar over for klageren som følge af mangelfuld rådgivning om en rateforsikrings indflydelse på efterløn og folkepension.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i 1947, tegnede i foråret 2000 via indklagede en rateforsikring i et forsikringsselskab, der er koncernforbundet med indklagede.

Kapitalindskuddet var på 233.675 kr., som udgjorde klagerens samlede opsparing på en stjernekonto og en investeringskonto hos indklagede. Udbetalingerne skulle påbegyndes den 1. juni 2007.

I efteråret 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede om rådgivningen i forbindelse med oprettelsen af rateforsikringen, idet klageren nu havde konstateret, at udbetalingerne fra rateforsikringen ville medføre en reduktion i efterløn og pension.

Indklagede udarbejdede den 18. september 2000 en beregning, der viste, at rateforsikringen var fordelagtig for klageren, uanset en eventuel reduktion i efterløn.

Ved skrivelse af 19. september 2000 til klageren oplyste forsikringsselskabet bl.a.:

"Du har på nuværende tidspunkt følgende muligheder:

Parternes påstande.

Den 28. december 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand: "Kompensation for det beløb som bliver fratrukket min efterløn og evt. folkepension til den tid. Eller at man flytter ratepensionen tilbage til den obligationskonto som beløbet kom fra".

Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært ydelse af kompensation i det omfang, der måtte ske reduktion i klagerens efterløn.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes rådgiver hos indklagede ved oprettelsen af rateforsikringen lovede, at udbetalingerne fra rateforsikringen ikke ville medføre reduktion i efterløn og folkepension. Hun forespurgte rådgiveren herom dels under et møde, dels under en telefonsamtale forud for tegningen af forsikringen, og denne bekræftede begge gange, at der ikke ville ske modregning i efterløn og pension på grund af ratepensionen.

I september 2000 fandt hun ved en tilfældighed ud af, at udbetalingerne fra rateforsikringen rent faktisk ville medføre reduktion i efterløn og pension.

Ifølge en pensionskyndig, som hun har talt med, vil reduktionen i efterlønnen blive på 3.578 kr. årligt. Udbetalingerne fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond bør indgå i beregningen.

Indklagede har anført, at en rateforsikring - afhængigt af adskillige faktorer - efter de nugældende regler kan få indflydelse på såvel efterløn som pension. For så vidt angår pension har såvel formueforhold som indkomstforhold betydning. For så vidt angår efterløn er der væsentlig forskel mellem den af klageren tegnede ordning og en arbejdsgiverbetalt ordning, fordi sidstnævnte indebærer et fradrag på 50% af pensionsudbetalingen. Det er sædvanligvis dette betydelige fradrag, som forespørgsler vedrørende modregninger refererer til.

Det er almindelig basisviden for en pengeinstitutmedarbejder, at der er et samspil mellem forsikring og henholdsvis efterløn og pension.

Såfremt klageren vælger at gå på efterløn som 60-årig, vil udbetalingerne fra rateforsikringen medføre en reduktion i efterlønnen på årligt 2.978 kr. beregnet ud fra den forudsætning, at værdien af pensionssaldoen udgør 305.279 kr. ved 60 år. Da efterlønnen er skattepligtig, vil den reelle betydning for efterlønnen udgøre beløbet 2.978 kr. fratrukket den påhvilende skat. Forskellen på de 2.978 kr. og det af klageren beregnede beløb på 3.578 kr. beror på, at der i indklagedes beregning ikke er medtaget udbetalinger fra Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Til støtte for frifindelsespåstanden gøres det gældende, at klageren har valgt at tegne en for hende fordelagtig ordning, og at afdelingen ikke tilsikrede klageren, at tegningen af forsikringen ikke på nogen måde ville få indflydelse på efterløn eller pension.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at man højst kan tilpligtes at yde kompensation for efterlønnen, og kun i det omfang, der efter de nugældende regler ville ske en nedgang. For så vidt angår pensionen gøres det gældende, at klageren måtte indse, at et pengeinstitut ikke 12 år ud i tiden kan afgive forpligtende udtalelser om den eventuelle indvirkning.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Efter det foreliggende lægger Ankenævnet i overensstemmelse med klagerens forklaring til grund, at indklagedes medarbejder i forbindelse med klagerens tegning af rateforsikringen i foråret 2000 på klagerens direkte forespørgsel oplyste, at udbetalingerne fra rateforsikringen ikke ville medføre nogen reduktion i hendes efterløn eller folkepension. Dette var efter de på rådgivningstidspunktet gældende regler ikke korrekt, og indklagedes medarbejder begik derfor en fejl. Ankenævnet finder dog ikke tilstrækkeligt grundlag for at anse oplysningen som en tilsikring.

Tre medlemmer - Peter Blok, Kåre Klein Emtoft og Jette Kammer Jensen - udtaler herefter:

Klageren har som følge af forkert rådgivning fra indklagedes side tegnet rateforsikringen under forkerte forudsætninger. Vi finder derfor, at konsekvensen af den begåede fejl bør være, at indklagede, såfremt klageren anmoder herom inden udløbet af den nedenfor angivne frist, skal ophæve forsikringen uden omkostninger for klageren, således at denne stilles, som om forsikringen ikke var blevet tegnet.

To medlemmer - Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

Vi lægger til grund, at tegningen af rateforsikringen var fordelagtig for klageren, selv om udbetalinger fra forsikringen vil medføre reduktion i hendes efterløn eller folkepension, og vi finder det på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at klageren ville have undladt at tegne forsikringen, hvis hun havde fået korrekte oplysninger. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede skal ophæve klagerens rateforsikring uden omkostninger for klageren, således at denne stilles, som om rateforsikringen ikke var blevet tegnet, såfremt klageren anmoder herom inden 8 uger fra afsigelsen af kendelsen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.