Værdipapirer, køb, salg, rådgivning.
| Sagsnummer: | 65 /1992 |
| Dato: | 21-08-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Værdipapirer, køb, salg, rådgivning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I marts 1986 ydede indklagedes Åboulevard afdeling klageren et udlandslån i DEM for modværdien af DKK 320.000. Beløbet blev investeret i Bikuben-Invest Europa, Bikuben-Invest Miljø og Bikuben-Invest, Afdeling 7. Bikuben-Invest, afdeling 7-papirerne blev på et senere tidspunkt solgt og provenuet investeret i obligationer. Værdipapirbeholdningen var håndpantsat til sikkerhed for udlandslånet.
I marts måned 1991 forfaldt udlandslånet til fuld indfrielse, og i forbindelse hermed rettede klageren henvendelse til afdelingen, som rådede ham til at forlænge udlandslånet i et år. Udlandslånet forlængedes herefter til marts 1992. Obligationerne, der lå til sikkerhed for udlandslånet, blev solgt, og der blev i stedet indkøbt DK-Invest afdeling Infrastruktur.
Den 18. december 1991 solgte klageren værdipapirerne i sikkerhedsdepotet og realiserede derved et ikke nærmere angivet kurstab i forhold til kurserne i marts 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham det tab, han har lidt, således at han stilles økonomisk, som om han havde afviklet engagementet i marts 1991.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han på tidspunktet for forlængelsen af udlandslånet var nødt til at tilrettelægge sin families økonomiske fremtid. Klageren rettede derfor henvendelse til bestyreren i afdelingen og gjorde ham klart, at han ikke ønskede at opnå en hurtig gevinst, men at få afviklet engagementet uden tab. Bestyreren meddelte ham, at eventuelle tab indtil daværende tidspunkt ville kunne genvindes i de førstkommende måneder. Bestyreren frarådede kraftigt at sælge sikkerhedsdepotet og påbegynde afviklingen af udlandslånet. På baggrund heraf finder klageren, at indklagede har ydet en ansvarspådragende fejlagtig rådgivning i forbindelse med forlængelsen af udlandslånet.
Klageren har endvidere anført, at afdelingen efterfølgende har begået yderligere fejl, idet klageren, forinden han overførte sit engagement til Sydbank, havde aftalt med afdelingen, at man vedrørende to af klagerens sælgerpantebreve, der var misligholdt, skulle færdiggøre rykkerproceduren, hvorefter indbetalingerne sammen med provenuet ved salget af obligationerne og renterne af disse skulle placeres på en aktionærkonto eller en anden højt forrentet konto, indtil beløbet blev overført til Sydbank. Indklagede undlod dette og meddelte i stedet klageren, at man havde returneret beløbene, da klagerens konti var opgjort. Klageren er herved blevet påført et rentetab.
Indklagede har anført, at der på det tidspunkt, hvor klagerens udlandslån forfaldt til indfrielse, var en forventning om, at der ville komme yderligere pæne kursstigninger i DK-Invest Miljø og Europa i løbet af to til fire måneder. Denne forventning var baseret på den aktuelle politiske situation, hvor der bl.a. hos anerkendte analytikere var en generel forventning om, at den økonomiske krise i USA ville vende til økonomisk vækst fra andet kvartal samme år. Denne forventning samt udfaldet af krigen i Golfen betød kraftige kursstigninger i begyndelsen af 1991. På baggrund heraf foreslog afdelingen klageren at forlænge udlandslånet i et år og beholde de deponerede værdipapirer i DK-Invest Miljø og Europa nogle måneder for derefter at sælge værdipapirerne og investere provenuet i obligationer. Afdelingen foreslog endvidere, at obligationerne, der lå til sikkerhed for udlandslånet, blev solgt, og at der for provenuet blev købt DK-Invest Infrastruktur, da man anså muligheden for kursstigninger større end renteudgiften for sandsynlig. Forsinkelsen af de forventede opsving i USA, politiske og finansielle skandaler i Japan, stigende inflation i Tyskland samt uro over den uforudsigelige udvikling i Østeuropa betød imidlertid stagnerede kurser, som endte i direkte kursfald i årets sidste to måneder. Denne udvikling gjorde sig gældende for et gennemsnit af alle verdens aktiemarkeder. Afdelingens udtalelser om forventningerne til den fremtidige kursudvikling er sket på grundlag af en fornuftig og forsvarlig bedømmelse af de på daværende tidspunkt foreliggende oplysninger, og klageren har selv truffet den endelige afgørelse, hvorfor klageren selv må bære risikoen herfor.
I forbindelse med overførselen af klagerens konti m.m. til Sydbank blev det aftalt, at to misligholdte sælgerpantebreve skulle tilbageholdes, indtil normal rykkerprocedure var foretaget, eller restancerne var indbetalt. Der blev ikke indgået en aftale om, at eventuelle indbetalinger på pantebrevene eller provenuet fra salget af obligationer skulle placeres på en højt forrentet konto. Det blev derimod aftalt, at beløbene skulle videresendes til Sydbank. Den 20. februar 1992 blev der udtrukket for nom. kr. 265.000 obligationer. Beløbet fremsendte afdelingen den 21. februar 1992 ved check til Sydbank. Renterne af de udtrukne obligationer indgik først på en fejlkonto, og forvaltningsafdelingen sendte den 24. februar 1992 en check på beløbet til klageren. Restancerne på de to pantebreve blev indbetalt, men beløbet gik beklageligvis også på en fejlkonto, og beløbet blev fremsendt på en check til klageren. Indklagede har meddelt, at klageren som følge af, at de to sidstnævnte beløb gik på fejlkonto og ikke blev sendt direkte til Sydbank, har lidt et rentetab, som afdelingen vil godtgøre klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejdere ved i marts 1991 at tilråde klageren at forlænge udlandslånet og udsætte salget af værdipapirerne har begået fejl, som kan medføre erstatningsansvar for indklagede. Det bemærkes herved, at klageren måtte være klar over, at de af indklagedes medarbejdere tilkendegivne forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han derfor selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne.
Hvad angår indbetalingerne vedrørende de to sælgerpantebreve og provenuet af obligationerne findes det ikke godtgjort, at der er begået andre fejl end dem, der er erkendt af indklagede, og i anledning af hvilke denne har erklæret at ville yde klageren en rentegodtgørelse.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.