Afgørelse

Gældsovertagelse - frigørelse for gældsansvar

I klagernes anpart 1 indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut (institut 1) samt et lån til institut 2. Klagerne solgte i januar 1990 anpart 1 til ejeren af anpart 2. Advokat 1 fremsendte i marts 1990 gældsovertagelseserklæring til institut 1, der i marts bad advokat 1 om at indsende allonge til samejekontrakten, idet sagen først herefter kunne færdigbehandles. I april 1990 bad institut 1 advokat 1 om at indbetale ydelsen for marts, idet sagen først herefter kunne færdigbehandles. Ydelsen for marts blev herefter indbetalt. I juli 1990 meddelte institut 1 advokat 1, at handlen først kunne godkendes, når anpart 2 var restancefri, juniydelsen for anpart 1 var indbetalt, og institut 2 havde bevilget gældsovertagelse. Dette blev ikke opfyldt, og institut 1 afslog i oktober 1990 gældsovertagelse og tilføjede, at klagerne fortsat hæftede for lånet, som efter omstændighederne ville forfalde til indfrielse. Institut 1 overtog i januar 1992 anpart 1 på tvangsauktion og opgjorde i november 1992 sin restfordring til i alt 167.457 kr., inkl. renter. I april 1993 fik institut 1 transport i klagernes fordring mod advokat 1, som de havde lagt sag an imod, for et beløb på i alt 167.457 kr. Gladsaxe Ret dømte i november 1993 advokat 1 til at friholde klagerne for berettigede krav fra panthaverne. Dommen blev senere stadfæstet af Østre Landsret. Advokat 3, som repræsenterede advokat 1 i retssagen, klagede i oktober 1994 til institut 1 over sagsbehandlingsforløbet, herunder at institut 1 i stedet for over et længere tidsrum successivt at fremkomme med nye betingelser straks burde have præciseret gældsovertagelsesbetingelserne, idet gældsovertagelsen i givet fald kunne have været bevilget i foråret 1990. Institut 1 henviste i november 1994 til, at der ikke var tale om successivt at stille nye betingelser, men om at indhente oplysninger til brug for behandlingen af gældsovertagelsessagen. Først i juli 1990 havde institut 1 taget stilling til gældsovertagelsesbetingelserne. Advokat 3 indbragte på vegne af advokat 1 en sag for Nævnet, som blev afvist som en klage fra en erhvervsdrivende. Klagerne indbragte sagen for Nævnet med påstand om, at de skulle stilles, som om der var bevilget gældsovertagelse primo 1990. Institut 1 påstod principalt sagen afvist som en klage fra advokat 1´s ansvarsforsikringsselskab. Institut 1 påstod subsidiært frifindelse.

Nævnet tog ikke afvisningspåstanden til følge. Institut 1´s "forbeholdsbreve" var efter deres indhold egnet til at skabe usikkerhed hos modtageren om institut 1´s stilling til gældsovertagelsen, hvilket forekom uheldigt. Nævnet fandt dog ikke, at institut 1 ved behandlingen af gældsovertagelsesanmodningen havde begået fejl eller forsømmelser, der kunne begrunde, at klagerne i forhold til institut 1 skulle stilles, som om de var blevet frigjort for deres forpligtelser. Allerede som følge heraf frifandt Nævnet institut 1.