Afgørelse

Kursfastsættelse vedrørende valutaoptionsaftale.

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod indklagedes kursfastsættelse i en valutaoptionsaftale.

Sagens omstændigheder.

Den 14. juli 2000 indgik klageren, som da drev advokatvirksomhed, med indklagedes Kalundborg afdeling en valutaoptionsaftale (put option), hvorefter indklagede mod betaling af 22.023,45 kr. fik ret til at sælge 73.411.522 JPY til kurs 0,0705 den 18. oktober 2000. Meddelelse om udnyttelse af optionen skulle ske "16. 10. 2000 senest kl. 10:00 a.m. NEW YORK CITY"

Ved gældsbrev af 18. juli 2000 omlagde klageren et tidligere optaget valutalån fra CHF til 73.411.552 JPY. Lånet var et stående lån, og renten skulle fastsættes hver tredje måned.

Den 16. oktober 2000 fremsendte indklagede "Bekræftelse af indgået valutaoption", hvorefter indklagede mod betaling af 22.023,45 kr. fik ret til at sælge 73.411,522 JPY til klageren til kurs 0,0761 med forfald 18. januar 2001. Meddelelse om udnyttelse af optionen skulle ske "16. 01. 2001 senest kl. 10:00 a.m. NEW YORK CITY". Ved skrivelse af 31. samme måned returnerede klageren aftalen i ikke underskrevet stand, da han ikke kunne "anerkende kontraktskursen på 0,07610000, som jeg mener er for høj".

Indklagede har anført, at klageren på et møde den 28. november 2000 på sit kontor underskrev bekræftelse på indgåelse af optionsaftalen. Under sagen er fremlagt kopi af aftalen underskrevet af klageren den 27. november 2000.

Indklagede har anført, at man på et møde den 14. december 2000 med klageren anbefalede denne at lukke optionsforretningen, hvilket kunne ske med et tab på ca. 75.000 kr. Klageren fulgte ikke rådet.

Indklagede har yderligere anført, at man inden meddelelsestidspunktet den 16. januar 2001 adviserede klageren om, at man ville udnytte optionen, der var til gunst for indklagede. En navngiven medarbejder adviserede klageren under flere telefonsamtaler senest den 15. januar 2001 kl. 10.15, hvor det aftaltes, at tabet skulle afdækkes gennem en forhøjelse af klagerens lån i JPY, hvis rente den 16. januar 2001 skulle fastsættes for de næste tre måneder. Den følgende dag kontaktede en navngiven valutarådgiver klageren med oplysninger om det nøjagtige tab på optionen.

Under sagen er fremlagt kopi af indklagedes afregning af 16. januar 2001, hvorefter klagerens lån på 73.411.552 JPY blev indfriet til kurs 7,61 ved betaling af 5.586.619,10 kr. med tillæg af påløbne renter, i alt 5.603.957,24 kr.

Den 24. januar 2001 underskrev klageren nyt lånedokument om et stående lån (71211) på 83.420.938 JPY svarende til en aktuel modværdi på 5.586.616,80 DKK (kurs 6,6969).

Af kontoudtog af 30. marts 2001 for klagerens likviditetskonto hos indklagede fremgår:

Ved skrivelse af 26. marts 2002 meddelte klageren indklagede, at han ved gennemgang af materialet til brug for revisor og skattevæsen havde konstateret, at han ikke havde fået nogen meddelelse senest 16. januar 2001 vedrørende valutaoptionsaftalen af 16. oktober 2000. Han anmodede indklagede om at berigtige de fejl, der skete i denne forbindelse således, at hans konto skulle godskrives netto 670.320,87 kr. med valør 18. januar 2001. Ved skrivelse af 22. april 2002 afviste indklagede kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 2. september 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 670.320,87 kr. med valør 18. januar 2001.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han inden den 16. oktober 2001 blev kontaktet af indklagedes medarbejder om en forlængelse af valutaoptionen, da det var gået godt første gang. Han fik et brev om accept, men kunne ikke godkende kontraktskursen på 0,0761. Han gik ud fra, at den nye option af 16. oktober lød på kurs 0,0705 ligesom den første aftale.

Indklagedes medarbejder kontaktede ham herefter personligt for at få ham til at skrive under, hvilket han naturligvis ikke var meget for. Medarbejderen meddelte, at indklagede allerede havde videresolgt optionen, hvorfor han var nødt til at underskrive.

Formalia i forbindelse med indklagedes udnyttelse af optionen i januar måned 2001 blev ikke overholdt. Han modtog en låneafregning til kurs 6,6969 og kan ikke anerkende, at indklagede senere retter i låneafregningen. Han fik først kontoudtog dateret den 30. marts 2001, hvorfor han ikke straks kunne reagere.

Kontoudtoget giver et retvisende billede af bevægelsen for så vidt angår det hævede beløb på 4.933.636,37 kr., men ikke for så vidt angår hævningen af 5.603.957,24 kr. Der foreligger en kriminel handling, som han ikke skal betale for, idet indklagede uretmæssigt beriger sig på hans bekostning.

Han kan ikke anerkende forpligtelsen i henhold til det forhøjede JPY lån, da han først efter modtagelsen af kontoudtoget i marts 2001 og en nærmere gennemgang af låneafregningen af 16. januar 2001 kunne konstatere, at han var blevet udsat for en kriminel handling.

Han traf ikke selv beslutning om at indgå valutaoptionen af 16. oktober 2000, men blev truet og tvunget hertil.

Indklagede har anført, at formalia i forbindelse med indklagedes udnyttelse af optionen i januar 2001 blev overholdt, idet en mundtlig advisering/meddelelse er lige så gyldig som en skriftlig.

Klageren modtog i januar 2001 låneafregning med den korrekte JPY kurs i henhold til optionen og burde have reageret på indklagedes skriftlige låneafregning, hvis den ikke var i overensstemmelse med det aftalte.

Kontoudtoget giver et retvisende billede af bevægelserne. Klageren kan ikke støtte ret på fejlposteringer, der straks blev rettet, og som alene fremgår af det efterfølgende kontoudtog.

Klageren kunne ikke være i tvivl om, hvilken risiko han påtog sig ved at indgå optionsforretningen. Der er ikke tale om en forretning med særlig kompleksitet.

Klageren anerkendte forpligtelsen på optionsaftalen og lod tabet på denne finansiere gennem en forhøjelse af sit JPY lån.

Klageren har ikke opfyldt sin tabsbegrænsningsforpligtelse.

Det bestrides, at man har truet eller tvunget klageren til at indgå valutaoptionsforretninger eller i øvrigt forfalsket sagens bilag.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved skrivelse af 31. oktober 2000 returnerede klageren den af indklagede den 16. samme måned fremsendte valutaoptionsaftale, idet han anførte, at han ikke kunne anerkende kontraktskursen indeholdt i aftalen. Klageren underskrev imidlertid aftalen på et møde på sit kontor i slutningen af november måned 2000. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tilsidesætte aftalen.

Ankenævnet lægger til grund, at indklagede inden meddelelsestidspunktet anført i aftalen af 16. oktober 2000 gav klageren meddelelse om, at indklagede ønskede at udnytte optionen, hvorefter klageren var pligtig at betale 5.586.616,82 kr. for køb af 73.411.522 JPY, der blev anvendt til at indfri klagerens stående valutalån. Klageren optog herefter et nyt valutalån på 83.420.938 JPY svarende til en aktuel modværdi på det indfrielsesbeløb, hvormed det tidligere udlandslån var blevet indfriet. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte det seneste lån, som klageren underskrev den 24. januar 2001.

Ankenævnet lægger videre til grund, at indklagede foretog fejlposteringer den 18. januar 2001 ved indfrielsen af det eksisterende udlandslån samt etableringen af det nye lån. Ankenævnet finder ikke, at klageren kan støtte ret på kontoudtoget, som af ham anført.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.