Tilbagebetaling.
| Sagsnummer: | 266/1989 |
| Dato: | 27-11-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Erik Sevaldsen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Tilbagebetaling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1983 optog klageren 3 lån i indklagedes Snekkersten afdeling. Den samlede saldo på disse udgjorde ved udgangen af året, og efter at det ene lån var indfriet, 44.139,98 kr.
I 1984 indfriede klageren det ene af de to resterende lån samtidig med, at hovedstolen på det herefter eneste eksisterende lån blev forhøjet tilsvarende. Hovedstolen på det tilbageværende lån udgjorde efter forhøjelsen 39.492,78 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 850 kr. Renten var variabel.
Ved udgangen af 1984 udgjorde restgælden 41.066,35 kr. I 1985 indbetalte klageren 8 ydelser a 850 kr., og restgælden udgjorde ved årets udgang 41.099,28 kr. I 1986 betalte klageren 11 ydelser a 850 kr., og restgælden udgjorde ved årets udgang 37.294,82 kr. I 1987 betalte klageren 5.210 kr., og restgælden udgjorde ved årets udgang 38.503,33 kr.
I 1988 har klageren ikke foretaget indbetalinger på lånet.
Efter forgæves henvendelse til afdelingen, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende at have debiteret for store renter på lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren, som til Ankenævnet har fremsendt en omfattende dokumentation i form af lønsedler og husholdningsregnskaber m.v., har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at hun ved etablering af lånet anmodede afdelingen om at trække en ydelse hver 14. dag, hvilket også skete. Det må således bero på en fejl fra afdelingens side, at saldoen på lånet på trods af hendes konstante indbetalinger siden lånets oprettelse ikke er nedbragt.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand bestridt, at der er indgået en tilbagebetalingsaftale med det af klageren angivne indhold og har yderligere henvist til, at de ydelser, som er krediteret lånet, i flere perioder har været utilstrækkelige til at dække den skete rentetilskrivning. Dette har sammenhæng med, at flere af de ydelser, som oprindeligt er krediteret lånet, måtte tilbageføres på grund af manglende dækning på den konto, hvorfra overførselsbeløbene blev trukket.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ikke fremsat konkrete bemærkninger til de af indklagede afgivne oplysninger om størrelsen af de skete indbetalinger og bevægelsen i lånets restgæld i perioden fra 1983, og Ankenævnet har intet grundlag for at fastslå, at de givne oplysninger er ukorrekte.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.