Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9904041/1999 |
| Dato: | 18-01-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Ole Just, Keld Christiansen og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i september 1994 klagernes daværende ejerlejlighed på tvangsauktion for et bud på 302.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt kr. 401.266 kr., som fordeltes med 356.456 kr. i kolonne 2 og 44.810 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 16. september 1994 ejerlejligheden for en nominel pris på 477.000 kr., bl.a. med optagelse af et 30-årigt kontantlån på 453.000 kr. I december 1994 gjorde instituttet en personlig fordring på 99.266 kr. gældende over for klagerne.
Klagerne nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod dem, subsidiært at kravet ikke kunne gøres gældende med et beløb af den anførte størrelse. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere posterne i instituttets opgørelse af fordringen mod klagerne. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at antage, at instituttets krav var fortabt ved passivitet. Flertallet fandt herefter, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelse, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre størrelsen af det rejste krav, samt at ingen del af beløbet var forældet efter 1908-loven. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i givet fald til dels af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet var enig i flertallets synspunkter om forældelsesreglerne, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klagerne i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 13,6052 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 14. februar 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Efterfølgende forligt.