Spørgsmål om rådgivning om kurssikring foretaget.
| Sagsnummer: | 706/1994 |
| Dato: | 06-09-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Nedergaard, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rådgivning om kurssikring foretaget. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved slutseddel af 9. februar 1994 solgte klagerne deres faste ejendom. Af købesummen på 595.000 kr. skulle 460.000 kr. berigtiges ved optagelse af et kontantlån. Slutsedlen indeholdt en bestemmelse om, at der, såfremt ydelsen på kontantlånet afveg med mere end 1.000 kr. årlig fra den forudsatte, skulle ske regulering af sælgerpantebrevet.
Den 22. februar 1994 indleverede den ved handlen medvirkende ejendomsmægler lånetilbud og handlens øvrige dokumenter til indklagedes Bellinge afdeling med anmodning om, at indklagede videreekspederede sagen. Indklagede kontaktede klager A, og på et møde den 4. marts 1994 underskrev klager A dokumenterne til brug for lånesagens ekspedition. Dokumenterne blev videresendt til København, hvor klager B underskrev. Dokumenterne blev modtaget retur i afdelingen mandag den 14. marts 1994.
Den 16. marts 1994 fremsendte afdelingen ejerskiftepantebrevet til tinglysning samt anmodede i skrivelse af samme dag klager A om at indlevere restgældskvittering på 2 private pantebreve m.v.
Den 21. marts 1994 afleverede klageren de ønskede oplysninger. Ifølge indklagede drøftedes ved denne lejlighed hjemtagelsen af ejerskiftelånet, herunder spørgsmålet om en fastkurskontrakt, men klageren ønskede ikke at kurssikre lånet som følge af et kursfald på ca. 4 procentpoint i tidsrummet fra lånetilbudets udstedelse (til kurs 85,80). Ifølge klageren fandt der ingen drøftelse sted vedrørende hjemtagelse af lånet/kurssikring.
Ifølge indklagede aftaltes det endvidere på mødet den 21. marts 1994, at indklagede skulle kontakte klageren i begyndelsen af den følgende måned. Dette skete, og klageren tilkendegav, at hun fortsat ikke ønskede at kurssikre i håb om kursstigninger. Ifølge klageren var der ikke kontakt mellem parterne i tidsrummet mellem den 21. marts og den 19. april 1994.
Ved skrivelse af 19. april 1994 anmodede afdelingen klager A om et møde. Efter modtagelsen af skrivelsen anmodede klager A indklagede om at beregne konsekvensen af det indtil da skete kursfald. Indklagede undersøgte dette og kontaktede klageren, som meddelte, at hun ville afvente kursudviklingen.
Den 27. april 1994 drøftede afdelingen påny sagen med klager A. Ifølge indklagede meddelte klageren, at lånet skulle hjemtages, såfremt kursen, som da var 82,25, igen kom op på 85. Ifølge klageren afgav hun ikke nogen ordre herom, men modtog rådet om at gøre som af indklagede oplyst.
Den 30. september 1994 blev lånet hjemtaget på grundlag af kurs 72,60.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille dem, som om lånet var hjemtaget den 16. marts 1994.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at lånet kunne være hjemtaget af indklagede den 16. marts 1994. Allerede da klager A underskrev dokumenterne hos indklagede, gjorde hun opmærksom på, at hendes interesse var at få lånet udbetalt så hurtigt som muligt. Indklagede har forsømt at yde tilstrækkelig rådgivning om kursrisikoen samt mulighederne for at afsikre denne. Klagers forudsætning for den 27. april 1994 at gå med til at afvente eventuelle kursstigninger var urigtig, da ansvaret for det opståede tab allerede på daværende tidspunkt påhvilede indklagede og ikke klagerne.
Indklagede har anført, at klager A på mødet den 21. marts 1994 samt ved senere lejligheder afslog at indgå fastkursaftale, idet hun håbede, at kurserne ville stige. Indklagede kan herefter ikke være ansvarlig for det opståede tab som følge af de faldende kurser.
Ankenævnets bemærkninger:
Ifølge indklagede blev klager A såvel under mødet den 21. marts 1994 som i begyndelsen af april 1994 rådgivet om muligheden for at hjemtage eller kurssikre ejerskiftelånet. Dette er bestridt af klager A. På denne baggrund finder Ankenævnet, at en stillingtagen til klagen ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.