Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i indsigelse om, at pengeinstitut handlede ansvarspådragende i forbindelse med bodeling og skilsmisse og i forbindelse med klagerens tidligere ægtefælles overtagelse af fælles ejendom

Sagsnummer: 417/2021
Dato: 24-05-2022
Ankenævn: Bo Østergaard, Kritte Sand Nielsen, Karin Duerlund, Tina Thygesen og Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i indsigelse om, at pengeinstitut handlede ansvarspådragende i forbindelse med bodeling og skilsmisse og i forbindelse med klagerens tidligere ægtefælles overtagelse af fælles ejendom
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning begrundet i indsigelse om, at pengeinstitut handlede ansvarspådragende i forbindelse med klagerens bodeling og skilsmisse.

Sagens omstændigheder

Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, var kunder i Danske Bank og havde en fælles ejendom.

Den 7. juni 2021 rettede H henvendelse til banken, da hun i forbindelse med parrets skilsmisse ønskede at drøfte muligheden for at blive boende i ejendommen. H og banken aftalte at holde et møde den 14. juni 2021, hvor også H’s bekendte skulle deltage. Den 11. juni 2021 oplyste H, at klageren og hans rådgiver/bekendte ønskede at deltage i mødet. Banken meddelte efterfølgende telefonisk H, at klagerens deltagelse ikke var mulig, dels grundet de daværende begrænsninger i deltagerantal for fysiske møder som følge af corona, dels da banken ikke kunne være en del af parrets indbyrdes forhandlinger om bodelingen.

Banken har anført, at H på mødet den 14. juni 2021 oplyste, at hun som led i bodelingen ville modtage 200.000 kr. som boslod fra klageren. Det blev aftalt på mødet, at ejendommen skulle vurderes af realkreditinstituttet for at undersøge, om H kunne overtage det eksisterende realkreditlån og blive boende i ejendommen.

I en besked til klageren af 28. juni 2021 meddelte banken:

”Jeg har talt med [H] og oplyst at der er bevilget gældsovertagelse af lån i huset.

Før vi kan sætte gang i ændring, har vi brug for en kopi af jeres bodelingsoverenskomst samt at kr. 200.000 er overført til [H’s] konto fra [klageren]. …”

I en besked til banken af 2. juli 2021 meddelte klageren:

”Ikke helt forstået. Da jeg ikke har været med til møderne har jeg ikke fået forklaringen på hvorfor Danske Bank kræver at der skal indskydes 200.000 kr. for at [H] kan blive i huset …”

Banken svarede samme dag:

”Den dialog skal dig og [H] tage indbyrdes, evt. i samarbejde med en advokat.

Normalt vil beløb af denne størrelse også fremgå af bodelingsoverenskomsten som udfærdiges hos advokat. …”

Den 15. juli 2021 underskrev klageren en bodelingsoverenskomst med H. Klageren sendte en kopi heraf til banken. Bodelingsoverenskomsten indeholdt blandt andet følgende:

”Mellem 

…  

er der i anledning af vor skilsmisse, i henhold til ansøgning indsendt til Familieretshuset den 21. juni 2021, indgået følgende aftale vedrørende deling af vort fællesbo:

Bodelingsoverenskomsten er … alene en bekræftelse på de aftaler, som parterne selv har truffet.

Hver af parterne er opfordret til at søge selvstændig juridisk og anden rådgivning vedrørende indholdet af bodelingsoverenskomsten og de juridiske konsekvenser heraf, idet advokat … ikke påtager sig nogen selvstændig rådgivning herom.  …

2.1 Hustruen overtager den til mandens bodel hørende halvpart af fast ejendom: …

2.2 Halvpart af ejendommen udlægges til hustruen med virkning fra d. 01.08.2021.

2.3 Hustruen overtager den på ejendommen tinglyste pantegæld samt indefrossen grundskyld. [Realkreditinstituttet] har … godkendt at hustruen overtaget lånet … uaflyst til rest pr. 01.08.2021 kr. 1.543.711,00.

2.4 Hustruen indtræder som kreditor/debitor på ejerpantebrev stort kr. 200.000,00 tinglyst med meddelelser til Danske Bank A/S. …

7.1 Hustruens resterende boslod udgør kr. 200.000, som er udbetalt til hustruen den 30.06.2021 og 01.07.2021. …”

Banken har fremlagt sine sagskommentarer vedrørende klageren af 28. juli og 12. august 2021, hvoraf det fremgik:

”Haft kontakt med [klageren] i forbindelse med skilsmissen. Han har fremsendt budget og vil gerne have kassekredit på kr. 25t på hans nye lønkonto til brug for indfrielse af nuv. fælles kreditter. Der er aftalt flytning af div. PBS-aftaler”

 ”Gennemgang af budget for [klageren] i forbindelse med hans skilsmisse. Der opr. ny budgetkonto med mdl ovf. kr. 15.800 …”

Den 7. september 2021 rejste klageren indsigelse over for banken og anførte, at banken havde handlet ansvarspådragende i forbindelse med hans bodeling og skilsmisse. Klageren anførte endvidere, at han ikke ville have indgået bodelingsoverenskomsten, hvis han havde deltaget på mødet den 14. juni 2021, og at han som følge af banken havde mistet 200.000 kr. Den 14. september 2021 afviste banken klagerens indsigelse.

Parternes påstande

Den 30. september 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale en erstatning på 200.000 kr.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken uberettiget nægtede ham og hans rådgiver adgang til mødet den 14. juni 2021.

Banken anførte, at han ikke måtte deltage på grund af corona, og da mødet ikke vedkom ham, men alene H. Dette er han helt uforstående overfor. Ejendommen var også hans, og banken burde have rådgivet ham om de økonomiske konsekvenser. Han er endvidere helt uforstående overfor, at det ikke var muligt for fem personer at mødes grundet corona.

Banken rådgav ham på intet tidspunkt om de økonomiske konsekvenser og indkaldte ham ikke til møde om hans og H’s fælles økonomi, selv om de begge var ejere af ejendommen. Det er klart, at banken ikke blander sig i en bodeling, men han blev sat ud på et sidespor. Banken burde have inddraget og rådgivet ham.

Mødet fik store konsekvenser for hans økonomi. Han måtte indskyde 200.000 kr. i ejendommen for, at han kunne komme ud af det. Han fik fortalt, at dette skulle til for, at H kunne blive i huset.

Hvis han og hans rådgiver havde deltaget, havde bodelingen aldrig fundet sted som sket. Deltagelse i mødet ville have påvirket og ændret hans syn på den senere bodeling radikalt. Der ville være kommet betydelige oplysninger om økonomien frem under mødet, som han ikke kendte, men som han først efterfølgende blev bekendt med. Bodelingen ville have fået en helt anden form. Hovedpointen er, at banken ikke forlangte de 200.000 kr., som han var blevet fortalt. Den manglende deltagelse på mødet kostede ham 200.000 kr.  

Banken har ikke levet op til sit ansvar om at rådgive ham.

Danske Bank har anført, at banken ikke har blandet sig i parrets bodeling. Banken opfordrede klageren til at søge bistand herom hos en advokat.  

På mødet den 14. juni 2021 blev banken bedt om at vurdere, om H kunne overtage ejendommen. H oplyste på mødet, at hun som led i bodelingen ville modtage 200.000 kr. fra klageren. Banken har alene taget stilling til forespørgslen, om banken kunne godkende den ene part (H’s) overtagelse af ejendommen på nærmere beskrevne vilkår, herunder at H ville modtage et boslod på 200.000 kr. fra klageren. Den 28. juni 2021 meddelte banken klageren og H, at H kunne overtage ejendommen mod indlevering af bodelingsoverenskomsten, og at klageren overførte 200.000 kr. til H i henhold til det mellem parterne aftalte.

Banken modtog den underskrevne bodelingsoverenskomst, hvor H’s overtagelse af ejendommen på de bevilgede vilkår og klagerens betaling af et boslodskrav på 200.000 kr. fremgik. Klageren accepterede således H’s overtagelse ejendommen på disse vilkår, herunder betaling af boslodskravet på 200.000 kr.

Det kan ikke kan bebrejdes banken, at klageren accepterede og underskrev bodelingsoverenskomsten. Det forhold, at klageren ikke deltog på mødet den 14. juni 2021, ændrer ikke herved.

Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, idet de 200.000 kr. er et boslodskrav fastsat i forbindelse med skilsmissen.

Der er ikke årsagssammenhæng mellem den påståede fejl (klagerens manglende deltagelse på mødet) og H’s boslodskrav, som fremgik af bodelingsoverenskomsten. Det påståede tab er ikke påregneligt.

Banken har i øvrigt ikke handlet ansvarspådragende. Banken rådgav klageren fyldestgørende om skilsmissens påvirkning af hans økonomi. Den 28. juli 2021 havde banken kontakt med klageren om hans engagement i forbindelse med skilsmissen, og den 12. august 2021 holdt banken et møde med klageren om hans fremtidige økonomi med gennemgang af budgetter mv., jf. også bankens sagskommentarer af 28. juli og 12. august 2021.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hans tidligere ægtefælle, H, var kunder i Danske Bank. H ønskede i forbindelse med parrets skilsmisse at overtage parrets fælles ejendom og var i den anledning sammen med sin bekendt til møde i banken den 14. juni 2021. Banken havde forinden afvist en anmodning fra klageren om at deltage i mødet. Banken begrundede afvisningen med de daværende coronabegrænsninger for fysiske møder, og at banken ikke kunne være en del af parrets indbyrdes forhandlinger om bodelingen.

Banken har anført, at H på mødet oplyste, at hun som led i bodelingen ville modtage et boslod på 200.000 kr. H blev under hensyn hertil og på baggrund af vurdering af ejendommen godkendt til at overtage ejendommen.

Den 15. juli 2021 underskrev klageren en bodelingsoverenskomst, hvorefter H skulle overtage ejendommen og restgælden i denne, og hvorefter H’s boslod udgjorde 200.000 kr., som var udbetalt til H den 30. juni og 1. juli 2021. 

Klageren har anført, at han blev påført et tab på 200.000 kr. ved ikke at deltage i mødet den 14. juni 2021, da han på mødet ville have fået oplysninger, som ville have medført, at han ikke ville have accepteret bodelingsoverenskomsten og betaling af 200.000 kr.

Ankenævnet finder ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at banken har pådraget sig et ansvar over for ham i forbindelse med H’s overtagelse af ejendommen og indgåelsen af bodelingsoverenskomsten. Den omstændighed, at klageren ikke fik adgang til at deltage i mødet den 14. juni 2021 kan ikke føre til et andet resultat. Ankenævnet bemærker herved, at banken den 2. juli 2021 oplyste klageren om, at overførsel af beløbet på 200.000 kr. var en sag mellem klageren og H og om muligheden for at drøfte dette med en advokat, og at klageren ved underskrift af bodelingsoverenskomsten den 15. juli 2021 accepterede H’s overtagelse af ejendommen og betaling af boslodskravet på 200.000 kr.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.