Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse.

21207082

Personlig fordring. Forældelse
Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion i oktober 1990 klagerens daværende ejendom med et bud på 115.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 277.201 kr. Instituttet videresolgte i juli 1991 ejendommen for en nominel pris på 80.000 kr., og opgjorde i januar 1996 klagerens personlige fordring til 162.201 kr., eksklusive rente. I april 1998 mindede instituttet klageren om kravet. Instituttet havde overdraget inkassationen til et inkassofirma, som i november 1998 meddelte instituttet, at klageren var blevet truffet ved inkassofirmaets konsulentbesøg i oktober 1998, samt at klageren ikke ønskede at underskrive forlig, idet hans advokat havde rådet ham til ikke at gøre dette. Inkassofirmaet fremsendte i november 2007 en opkrævning til klageren. Instituttets advokat udtog i marts 2012 stævning mod klageren med påstand om dennes betaling af 140.208 kr. med tillæg af 10 pct. rente p.a. i 3 år. Efter anmodning fra klageren henviste Retten i juli 2012 sagen til fortsat behandling hos Ankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at klageren ikke var instituttet noget beløb skyldigt. Instituttet påstod principalt frifindelse, subsidiært afvisning med henblik på sagens behandling ved Retten.

Uanset at pantebrevet for den omhandlede fordring ikke længere eksisterede, fandt Nævnet på baggrund af tvangsauktionssagen, den i sagen fremlagte dokumentation og retspraksis på området, at instituttet i henhold til udstedte gældsbreve havde en personlig fordring mod klageren, medmindre denne var forældet eller opgivet på anden vis. Efter den fremlagte dokumentation for de breve, der løbende var sendt til klageren, samt konsulentbesøg i 1998, sammenholdt med, at brevene angiveligt var tilsendt klageren på dennes folkeregisteradresse, lagde Nævnet i mangel af bevis for det modsatte til grund, at disse var nået frem til klageren. Hovedfordringen var efter Nævnets opfattelse hverken forældet efter den gamle eller den nye forældelseslovgivning. Instituttet havde efter det oplyste kun krævet rente for tre år forud for stævningens indgivelse, hvilket var i overensstemmelse med den nye forældelseslovs forældelses- og afbrydelsesregler. Instituttets adfærd i forhold til klageren havde heller ikke været af en sådan karakter, at klageren havde haft grundlag for at antage, at instituttet havde givet mere eller mindre stiltiende afkald på restfordringen. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.


K E N D E L S E

afsagt den 27. marts 2013



JOURNAL NR.: 2012-01-07-082-N


INSTITUT: Nykredit Realkredit A/S


KLAGEEMNE: Personlig fordring. Forældelse.


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 21. februar 2013


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Per F. Møller
Morten B. Pedersen
Mads Laursen
Lars K. Madsen



SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod tre lån til det indklagede realkreditinstitut.

Der blev den 25. oktober 1990 afholdt tvangsauktion over ejendommen med indklagede som rekvirent. I henhold til tvangsauktionssalgsopstilling af 20. september 1990 var indklagedes fordring opgjort på følgende måde:

Prioritetsopgørelse
Pant- og udlægs-havere ...
1. Fordring opgjort 2. Restgæld med tillæg af 3. Restancer
pr. auktionsdato uforfaldne renter

Hæftelse nr. 1 168.396,22 139.634,27 28.761,95
(Indklagede)…
Hovedstol
kr. 134.400,00 -
rente 18,8934%,
kontantlån ½ årlig
ydelse kr. 12.999,

I alt ved budsum kr. 168.396,22 139.634,27 28.761,95

Hæftelse nr. 2 86.812,59 73.635,97 13.176,62
…(Indklagede)…
Hovedstol
kr. 82.000,00
Rente 13,5852%,
kontantlån 1/4
årlig ydelse
kr. 3.051,79

I alt ved budsum kr. 255.208,81 213.270,24 41.938,57

Hæftelse nr. 3 21.992,54 19.766,72 3.277,82
(Indklagede)…
Hovedstol kr.
20.477,00, rente
10% p.a., ¼ årlig
ydelse kr. 645,57

I alt ved budsum kr. 7.201,35 233.036,96 45.216,39

Indklagede blev på tvangsauktionen højestbydende med et bud på 115.000 kr.

Indklagede videresolgte pr. 1. juli 1991 ejendommen for en nominel pris på 80.000 kr., som blev berigtiget ved den nye ejers optagelse af et ejerskiftelån på 60.000 kr. samt erlæggelse af en kontant udbetaling på 20.000 kr.

Indklagede fremsendte den 25. januar 1996 følgende brev til klageren:

”…(Indklagede)… overtog ovennævnte ejendom på tvangsauktion den 25.10.1990.

Vort tab, som De ifølge …(indklagedes)… lånevilkår hæfter personligt for, kan opgøres således:

Fordring pr. auktionsdagen kr. 277.201,35
-budsum kr. 115.000,00

personlig fordring kr. 162.201,35

Hertil vil der blive tillagt renter fra auktionsdagen, 10% p.a.

Ejendommen er videresolgt med yderligere tab for …(indklagede)… i forhold til ovennævnte opgørelse. Dette tab vil …(indklagede)… ikke gøre gældende over for Dem.

Med henblik på etablering af en afviklingsordning bedes De inden 14 dage rette henvendelse til vor afdeling for personligt gældsansvar …”

Den 8. april 1998 mindede indklagede klageren om kravet på følgende måde:

”… Vi skal hermed bringe ovennævnte sag i erindring og anmode Dem om, at rette henvendelse hertil inden 14 dage fra dato med henblik på en afviklingsaftale.

Til Deres orientering kan vi oplyse, at …(indklagedes)… tilgodehavende andrager kr. 162.201,35 pr. 25.10.1990, hvortil kommer rente 10% p.a. …”

Indklagede havde overdraget inkassationen til et inkassofirma, som den 10. november 1998 fremsendte følgende oplysninger til indklagede i forbindelse med afregning efter endt konsulentbehandling:

”… ---DEN 14. OKTOBER 1998---
VED VOR KONSULENTS BESØG PÅ ADRESSEN … BLEV …(KLAGEREN)… TRUFFET.
DEBITOR ØNSKEDE IKKE AT UNDERSKRIVE FORLIG, IDET HANS ADVOKAT HAVDE RÅDET HAM TIL IKKE AT GØRE DET …”

Inkassofirmaet fremsendte den 5. november 2007 en opkrævning til klageren med følgende tekst:

”… Ovennævnte gæld består stadigvæk.

Sagen har været henlagt i en periode, men sagen er på ny blevet genoptaget.

Så længe gælden består, vil vi løbende kontakte dig, enten pr. brev, ved konsulentbesøg eller via retten.

Derfor bedes du kontakte os, og få en fornuftig dialog om en betalingsaftale.

Vores dygtige medarbejdere kan vejlede dig, om de mange forskellige muligheder der er for at få gælden væk.

Ring straks …”

Indklagedes advokat udtog den 28. marts 2012 stævning mod klageren. Af stævningen fremgår følgende:

”…
1. PÅSTAND
På vegne af sagsøger nedlægges følgende påstand:

Sagsøgte dømmes til at betale kr. 140.208,81 med tillæg af rente 10% p.a. med kvartårlig rentetilskrivning fra 28-03-2009 til betaling sker samt sagens omkostninger i øvrigt.

2. SAGSFREMSTILLING
Nærværende sag omhandler sagsøgers resttilgodehavende efter afholdt tvangsauktion over sagsøgtes tidligere faste ejendom beliggende …, der blev solgt på tvangsauktion afholdt den 25-10-1990. Som bilag 1 fremlægges salgsopstilling.

På tvangsauktionen overtog …(indklagede)… ejendommen ved et bud på kr. 115.000,00.

Som bilag 2 fremlægges udskrift af auktionsbogen.

Sagsøger har efterfølgende ved brev af den 25-01-1996 og 08-04-1998 opgjort sit endelige tab til kr. 162.201,35, bilag 3.

Det påstævnte beløb, kr. 140.208,81, fremkommer ved at tabsopgørelsen, kr. 162.201,35, fratrækkes hæftelse nr. 3, kr. 21.992,54, i henhold til salgsopstillingen. Da der for denne hæftelse findes originalt pantebrev, hvorfor dette er sendt direkte i fogedretten.

Sagsøger har iagttaget loven om inkasso og således givet sagsøgte en frist på 10 dage ved inkassobrev af 25-10-2011, ligesom § 3 i bekendtgørelse nr. 601 af 12. juli 2002 er iagttaget.

Sagsøgte har ikke og forventes ikke at fremsætte indsigelser …”

Klagerens advokat afgav den 11. maj 2012 følgende svarskrift:

”…

PÅSTAND: Frifindelse

SAGSFREMSTILLING, BENÆGTELSER OG INDSIGELSER:
Det er korrekt, at sagsøgte den 25.10.1990 gik på tvangsauktion med sin ejendom … Sagsøgte hed på daværende tidspunkt …

Salgsopstillingen er fremlagt som bilag 1.

Som det fremgår heraf, havde sagsøgeren på daværende tidspunkt et samlet tilgodehavende på kr. 277.201,35.

Af bilag 2 fremgår, at sagsøgeren på tvangsauktionen blev højestbydende med et bud på kr. 215.000,00. rettelig: 115.000 kr.

Sagsøgte har aldrig modtaget nogen egentlig økonomisk opgørelse i sagen.

Bilag 3 og bilag 4 indeholder ikke nogen egentlig økonomisk opgørelse.

Sagsøger opfordres til at fremlægge en sådan.

Der er heller aldrig til sagsøgte fremsendt nogen form for dokumentation for, på hvilke vilkår ejendommen er videresolgt af sagsøger, herunder til hvilken pris.

Sagsøger opfordres til at fremlægge materiale herom.

Sagsøgte bestrider indtil videre, at han er sagsøger noget beløb skyldigt.

Sagsøgte gør endvidere gældende, at et eventuelt krav er forældet.

Afslutningsvis opfordres sagsøger til at fremlægge kopi af de 2 realkreditlån, der lå til baggrund for hæftelse 1 oprindeligt stort kr. 134.400 og hæftelse 2 oprindeligt stort kr. 42.000, og hvor man tillige kan se, hvilken aflysningspåtegning disse pantebreve fik i sin tid.

Yderligere benægtelser og indsigelser forbeholdes …”

Efter anmodning fra klageren henviste Retten den 6. juli 2012 sagen til fortsat behandling hos Realkreditankenævnet.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, at klageren ikke er indklagede noget beløb skyldigt.

Indklagede påstår principalt frifindelse, subsidiært afvisning med henblik på sagens behandling ved Retten i Svendborg.


KLAGERENS FREMSTILLING:

For så vidt angår sagsfremstillingen, henviser klagerens advokat til det svarskrift, som han afgav i forbindelse med sagens indledende behandling ved Byretten i Svendborg.

Forholdet var det, at indklagede indledningsvis indbragte sagen for Fogedretten i Svendborg, men efter behandling her, hvorunder advokaten var beskikket af fogedretten for ”skyldner”, måtte indklagede hæve fogedsagen under henvisning til, at der ikke forelå et tilstrækkeligt klart eksekutionsfundament.

Herefter valgte indklagede at indgive stævning ved Retten i Svendborg.

Som det fremgår af advokatens svarskrift, bestrider klageren at være indklagede noget beløb skyldigt, herunder at et eventuelt tidligere krav må betragtes som forældet.

I advokatens svarskrift er indarbejdet 3 opfordringer, hvilke ikke var opfyldt af indklagede ved sagens indbringelse for Ankenævnet. Advokaten skal opfordre Nævnet til at anmode indklagede om at efterkomme opfordringerne.

Afslutningsvis skal advokaten påpege, at hans klient ikke kan anerkende, at han igennem årene skulle have modtaget ”erindringsskrivelser” fra indklagede med den virkning, at en eventuel forældelse er blevet afbrudt. Advokaten ser i øvrigt heller ikke, at de påståede skrivelser fra indklagede har været fremsendt til klageren ved anbefalet brev.

Advokaten har følgende kommentarer til indklagedes udtalelse:

Først i forbindelse med klagesagsbehandlingen har klageren modtaget en egentlig økonomisk opgørelse i sagen, ligesom klageren også først nu har modtaget dokumentation for, på hvilke vilkår ejendommen i sin tid blev videresolgt af indklagede.

Klageren har således ikke på noget tidligere tidspunkt haft kendskab til, på hvilket præcise grundlag indklagede mente at have et krav mod klageren.

Klageren bestrider fortsat at have modtaget løbende korrespondance som anført af indklagede. Det ses ikke, at de anførte skrivelser er sendt anbefalet til klageren. Der foreligger således ikke dokumentation for, at klageren har modtaget skrivelserne.

Dernæst bliver det nu oplyst (på advokatens opfordring), at indklagede ikke ligger inde med pantebrevene, der lå til grund for hæftelse 1 og 2. Advokaten går ud fra, at dette også gør sig gældende, for så vidt angår hæftelse 3.

På baggrund heraf må advokaten konkludere, at der ikke foreligger et særligt retsgrundlag i henhold til den nugældende forældelseslov.

Fra andre sager ved advokaten i øvrigt, at det i 1991 i forbindelse med videresalg af tvangsauktionsramte ejendomme var ganske almindeligt, at realkreditinstitutterne kvitterede deres pantebreve til aflysning uden at forbeholde det personlige gældsansvar.

På dette tidspunkt var det nærmest hovedreglen, at realkreditinstitutterne ikke gjorde det personlige gældsansvar gældende mod tvangsauktionsramte skyldnere. Efterfølgende ændrede denne holdning sig.

Derfor anser advokaten det for ganske sandsynligt, at indklagede i forbindelse med videresalg i 1991 blot har kvitteret pantebrevene til aflysning i tingbogen.

Indklagede gør gældende, at det er udokumenteret, hvorvidt aflysning er sket uden forbehold af det personlige gældsansvar. Det er advokaten enig i. Det beror imidlertid på, at indklagede på trods af advokatens opfordring hertil ikke har været i stand til at fremlægge kopi af pantebrevene.

Da der ikke foreligger et særligt retsgrundlag, er det den almindelige 3-årige forældelse, der er gældende, og et eventuelt tidligere bestående krav er således på nuværende tidspunkt klart forældet. Indklagede har først ultimo marts 2012 udarbejdet stævning i sagen.

I relation til den anførte retspraksis skal advokaten bemærke, at afgørelsen UFR 2009.1668 Ø samt afgørelsen refereret i UFR 2008.12.80 Ø er meget konkrete i deres indhold.

I nærværende sag har klageren haft berettiget forventning om, at indklagede havde givet mere eller mindre stiltiende afkald på restfordringen.

Med disse bemærkninger fastholder advokaten sin påstand.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at instituttets advokat den 28. marts 2012 indgav stævning til Retten i Svendborg med påstand om, at klageren tilpligtedes at betale 140.208,81 kr. med tillæg af rente 10 pct. p.a. fra 28. marts 2009, idet der for denne del af indklagedes krav mod klageren ikke forelå et eksekutionsfundament i form af originale pantebreve. Efter klagerens svarskrift af 11. maj 2008 blev sagen den 6. juli 2012 henvist til fortsat behandling hos Realkreditankenævnet.

Klageren har bestridt fordringen i sin helhed og endvidere gjort gældende, at et eventuelt krav er forældet.

I 1999, da klageren havde misligholdt betalingen af de i ejendommen indestående lån, begærede indklagede ejendommen solgt på tvangsauktion. Tvangsauktionen blev afholdt den 25. oktober 1999. Som det fremgår af salgsopstillingen, udgjorde indklagedes tilgodehavende 277.201,35 kr., der var fordelt med 233.036,96 kr. og 45.216,39 kr. på henholdsvis restgæld og restancer.

Med et bud på 115.000 kr. blev indklagede højstbydende og overtog således ejendommen som ufyldestgjort panthaver.

Ejendommen blev herefter med overtagelsesdag den 1. juli 1991 videresolgt for 80.000 kr. Restfordringen på 162.201,35 kr. blev over for klageren gjort gældende af indklagede ved brev af 25. januar 1994. Som det fremgik af skrivelsen, var ejendommen videresolgt med yderligere tab for indklagede, hvorfor det endelige krav kunne opgøres som fordringen på auktionsdagen 277.201,35 kr. med fradrag af budsummen 115.000 kr. med tillæg af rente fra auktionsdagen 10 pct. p.a., svarende til rentesatsen på det lavest forrentede pantebrev ifølge salgsopstillingen. Klageren blev erindret om fordringen ved indklagedes brev af 8. april 1998.

Indklagede overdrog herefter sagen til indklagedes inkassobureau, der herefter løbende tilskrev klageren, jf. den fremlagte udskrift af inkassodatabase pr. 1. maj 2009. Det fremgår heraf, at inkassobureauet tilskrev klageren i 1998 og herefter en gang årligt i november måned i perioden 1999-2008. Inkassobureauets brev af 15. november 2007 til klageren på vegne af indklagede er fremlagt i sagen.

Som det fremgår af de fremlagte inkassoskrivelser, blev disse sendt til klageren på dennes adresse. Adressen er den af klageren opgivne folkeregisteradresse.

Ud over de årlige skriftlige henvendelser var inkassobureauet i personlig dialog med klageren den 14. oktober 1998, jf. afregningsnota af 10. november 1998. Det fremgår heraf, at klageren blev truffet på adressen, og at klageren ikke ønskede at underskrive forlig. Herudover var inkassobureauet i telefonisk kontakt med klageren i blandt andet 2004 og 2006.

Forud for ikrafttrædelsen af forældelsesloven af 2008 modtog klageren således årligt erindringsskrivelser, hvorved den dagældende 20-årige forældelse blev afbrudt. I erindringsskrivelsen af 15. november 2007 blev indklagedes krav opgjort med en hovedstol på 162.201,35 kr., hvortil kom 5 års renter på 81.100,78 kr., i alt 243.302,13 kr.

Indklagedes krav, for så vidt angår hovedstolen, forældes således efter 10 år regnet fra 15. november 2007. Efter forældelsesloven af 2008 forældes renter efter 3 år, hvorfor der i stævningen og nærværende sag alene er gjort krav på renter regnet fra tidspunktet 3 år forud for stævningens indgivelse.

Det er korrekt, at der ikke er afsendt anbefalede breve til klageren. Den fremlagte dokumentation udgør imidlertid – i henhold til en omfattende retspraksis og ankenævnspraksis – et tilstrækkelig grundlag for at afbryde forældelsen.

Det fastholdes således, at indklagedes krav er underlagt en 10 års forældelsesfrist, for så vidt angår hovedstolen, og 3 års forældelsesfrist for så vidt angår renter.

Klageren har opfordret indklagede til at fremlægge en økonomisk opgørelse, idet det gøres gældende, at indklagedes brev af 25. januar 1996 ikke er udtryk for en sådan. Det bestrides, at det omhandlede brev ikke er udtryk for en egentlig økonomisk opgørelse. Brevet indeholder en præcis opgørelse af indklagedes fordring på auktionsdagen, budsum og det endelige tab. Det er samtidigt anført, at ejendommen er solgt med yderligere tab for indklagede, hvorfor der ikke er grundlag for at nedsætte kravet mod klageren.

Til opfyldelse af klagerens provokation 2 har indklagede fremlagt betinget skøde af 27. juni 1991.

Det er korrekt, at klageren først i forbindelse med nærværende sag har efterspurgt og fået oplyst de nærmere vilkår og dokumentation for indklagedes efterfølgende salg af den omhandlede ejendom.

Det er imidlertid uden betydning for indklagedes krav mod klageren, at klageren ikke tidligere har været bekendt med de nærmere vilkår for denne overdragelse, da indklagedes brev af 25. januar 1996 samt de efterfølgende erindringsskrivelser m.v. var udtryk for en præcis opgørelse af indklagedes fordring, der til fulde gav klageren mulighed for at vurdere, på hvilket grundlag indklagedes krav beroede. Det blev samtidigt oplyst, at videresalget af ejendommen var sket med yderligere tab for indklagede, hvorfor det således ikke var relevant at nedsætte indklagedes krav mod klageren.

Indklagede er ikke længere i besiddelse af pantebrevene, der lå til grund for hæftelse 1 og 2.

Klagerens påstand om, at pantebrevene er kvitteret til aflysning uden forbehold af det personlige gældsansvar er udokumenteret.

For god ordens skyld gøres det gældende, at aflysning uden forbehold af det personlige gældsansvar ikke medfører, at det personlige gældsansvar bortfalder, når kreditor i øvrigt ikke har udvist forhold, der har gjort skyldneren berettiget til at antage dette, jf. blandt andet U 2009.1668 Ø.

Anbringender
Til støtte for den principale påstand gøres herefter sammenfattende gældende,

at klageren ved flere lejligheder og senest ved brev af 15. november 2007 forud for ikrafttrædelsen af forældelsesloven af 2008 har modtaget erindringsskrivelser fra indklagede,

at indklagedes krav ikke er forældet, og

at indklagedes krav ikke på noget andet grundlag er ophørt.


Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende,

at sagen, såfremt Realkreditankenævnet ikke finder, at indklagede har løftet bevisbyrden for afbrydelsen af forældelsesfristen, bør afvises og behandles ved retten i Svendborg.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven)indeholder blandt andet følgende bestemmelser:


”… Kapitel 3

De almindelige forældelsesfrister


§ 3. Forældelsesfristen er 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser …


Kapitel 4

Særlige forældelsesfrister og tillægsfrister …


§ 5. Forældelsesfristen er 10 år,

1) når der er udstedt gældsbrev for fordringen,

2) når fordringen er registreret i en værdipapircentral, eller

3) når fordringens eksistens og størrelse er anerkendt skriftligt eller fastslået ved forlig, dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse.

Stk. 2. Fordring på senere forfaldne renter, gebyrer og lignende forældes dog efter § 3 …


Kapitel 9

Ikrafttræden m.v.

§ 29. Loven træder i kraft den 1. januar 2008.

Stk. 2. Fra lovens ikrafttræden ophæves Danske Lov 5-14-4 og lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, jf. dog § 30, stk. 1.


§ 30. Loven finder anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil gældende regler, jf. dog stk. 2 og 4. Forældelse indtræder dog tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette tidspunkt ville være forældet såvel efter denne lovs bestemmelser som efter de hidtil gældende bestemmelser. I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste tidspunkt for forældelsens indtræden …

Stk. 3. Afbrydelse af forældelse, der har fundet sted før lovens ikrafttræden, har virkning som afbrydelse efter denne lov, selv om den ikke er sket på den i loven foreskrevne måde …”

Indklagede har i sagen fremlagt udskrift af inkassofirmaets inkassodatabase, som viser, at der fra november 1998 og til november 2008 en gang årligt i november måned er tilsendt klageren overvågningsskrivelser, og at der gennem årene har været telefonisk kontakt mellem klageren og inkassofirmaet.


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Uanset at pantebrevet for den omhandlede fordring ikke længere eksisterer, finder Nævnet på baggrund af tvangsauktionssagen, den i sagen fremlagte dokumentation og retspraksis på området, at indklagede i henhold til udstedte gældsbreve har en personlig fordring mod klageren, medmindre denne er forældet eller opgivet på anden vis.

Efter den fremlagte dokumentation for de breve, der løbende er sendt til klageren, samt konsulentbesøg i 1998, sammenholdt med, at brevene angiveligt er tilsendt klageren på dennes folkeregisteradresse, lægger Nævnet i mangel af bevis for det modsatte til grund, at disse er nået frem til klageren.

Hovedfordringen er efter Nævnets opfattelse hverken forældet efter den gamle eller den nye forældelseslovgivning. Indklagede har efter det oplyste kun krævet rente for tre år forud for stævningens indgivelse, hvilket er i overensstemmelse med den nye forældelseslovs forældelses- og afbrydelsesregler.

Indklagedes adfærd i forhold til klageren har heller ikke været af en sådan karakter, at klageren har haft grundlag for at antage, at ”indklagede havde givet mere eller mindre stiltiende afkald på restfordringen”. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i klagen.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Nykredit Realkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen