Krav om erstatning for investering i ScandiNotes V Junior 2015 i december 2007.
| Sagsnummer: | 614 /2009 |
| Dato: | 21-05-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Krav om erstatning for investering i ScandiNotes V Junior 2015 i december 2007. |
| Indklagede: | Aarhus Lokalbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab ved investering i ScandiNotes V Junior 2015 i december 2007.
Sagens omstændigheder.
Ved aftale af 20. oktober 1995 blev der oprettet et åbent værdipapirdepot til klageren i Hadsten Bank, nu Aarhus Lokalbank.
Den 12. august 2004 underskrev klageren en aftale med banken om fravalg af rådgivning. Af aftalen, der var gældende for det åbne depot, fremgår bl.a.:
"…
Ingen rådgivning
Kunden har fravalgt at modtage rådgivning og accepterer med sin underskrift på denne aftale, at banken ikke yder løbende rådgivning i forbindelse med værdipapirhandel. Kunden bærer således selv ansvaret og risikoen, der er forbundet med de værdipapirhandler, der gennemføres via det/de nævnte depot(er).
Kunden er altid velkommen til at henvende sig til banken og spørge om råd og vejledning.
Uanset at banken i enkeltstående tilfælde har ydet situationsbestemt rådgivning, vil denne aftale om fravalg af rådgivning gælde, indtil den skriftligt opsiges af kunden eller banken.
Aftalen om fravalg af rådgivning gælder, selv om kunden har givet banken oplysninger, der normalt tjener som grundlag for investeringsrådgivning (kundens investeringsprofil).
…
Aftalens løbetid og opsigelse
Aftalen gælder, indtil den skriftligt opsiges af en af parterne. Aftalen kan opsiges med omgående virkning.
…"
Den 6. oktober 2005 underskrev klageren en aftale med banken om oprettelse af et sikkerhedsdepot i tilknytning til en investeringskredit. Det fremgår, at klagerens risikoprofil var "høj risiko", og at investeringshorisonten var 10 år.
Ved brev udsendt i oktober 2007 informerede banken om reglerne om investorbeskyttelse (de såkaldte MIFID-regler), der trådte i kraft den 1. november 2007. Af brevet fremgår bl.a.:
"…
På baggrund af oplysninger om din finansielle situation og dit kendskab til og erfaring på investeringsområdet, er det vores vurdering, at det også fremover vil være egnet for dig at foretage investering i aktier, obligationer, investeringsbeviser samt hermed sammenlignelige produkter.
Hvis din finansielle situation, erfaring, formål og risikovillighed ændres, eller du ikke længere har interesse for de nævnte investeringsmuligheder, skal vi opfordre dig til at kontakte din sædvanlige kunderådgiver, som i så fald vil ajourføre oplysningerne. Med fuldstændige og ajourførte oplysninger kan vi bedst give dig den mest optimale rådgivning.
…"
Ved brev af 3. december 2007 informerede banken om muligheden for at investere i 4 % ScandiNotes V 2012/2015.
Af prospektet for Scandinotes V obligationer fremgår, at 15 pengeinstitutter (heriblandt Roskilde Bank) var låntagere i henhold til obligationerne, som bestod af fire trancher, hvor junior tranchen var den laveste. Den forventede rating for junior tranchen var Ba3. Ratingen for de øvrige trancher var Aaa. Endvidere fremgår bl.a.:
"…
En investering i ScandiNotes V er kun egnet for finansielt sofistikerede investorer, som er i stand til at vurdere kvaliteter og risici ved en sådan investering, og som har tilstrækkelige ressourcer til at bære ethvert tab, som en sådan investering måtte kunne medføre.
…"
Den 11. december 2007 blev der til klagerens åbne depot købt nom. 232.000 kr. ScandiNotes V Junior 2015 til kurs 88,65, svarende til en kursværdi på 205.668 kr. Ordren blev gennemført "efter reglerne om execution only, d.v.s. uden rådgivning."
Banken har anført, at klageren og dennes hustru forud for handelen henvendte sig for yderligere oplysninger om produktet og fik udleveret prospektet for ScandiNotes obligationerne. Klageren har bestridt dette.
Ifølge årsudskriften pr. den 31. december 2007 for klagerens engagement havde klageren indeståender i banken på i alt 213.275 kr. Klagerens privatkredit på 100.000 kr. og investeringskredit på 1 mio. kr. var ikke udnyttet. Værdien af det åbne depot og sikkerhedsdepotet udgjorde henholdsvis 320.734 kr. og 503.976 kr., i alt 824.710 kr., hvoraf 203.812 kr. var værdien af ScandiNotes obligationerne. Der var foretaget et ikke ubetydeligt antal handler med navnlig enkeltaktier via depoterne. Salg af børsnoterede aktier udgjorde i alt ca. 8,5 mio. kr.
På baggrund af navnlig Roskilde Banks situation i efteråret 2008 mistede ScandiNotes V Junior obligationerne stort set deres værdi.
Klagerens skattemæssige årsopgørelse for 2008 viser en skattepligtig indkomst på 66.294 kr. Endvidere fremgår bl.a. et tab på noterede aktier på 446.848 kr.
Klageren og dennes hustru ejer en fast ejendom med en ejendomsværdi i 2007 på 3 mio. kr. Klageren har oplyst, at ejendommen efterfølgende af en ejendomsmægler er blevet vurderet til 2 mio. kr.
Parternes påstande.
Den 15. juni 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Aarhus Lokalbank skal betale erstatning.
Aarhus Lokalbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med hans køb af ScandiNotes obligationerne var mangelfuld.
Banken burde have rådgivet ham om, at det var en risikabel obligation med lav prioritet. Obligationen var endvidere ikke børsnoteret.
Med den nye lovgivning i oktober 2007 blev bankens pligt til at rådgive og vejlede skærpet.
Aftalen om fravalg af rådgivningen angik ikke obligationer men kun aktier. Han havde ikke tidligere købt obligationer.
Bankens medarbejder, som sagde god for ScandiNotes Junior obligationerne, var tilsyneladende ikke klar over konsekvenserne ved handelen.
Det fremgår, at ScandiNotes obligationer kun var egnet for finansielt sofistikerede investorer. Han har været skovarbejder hele sit liv og er nu som 65-årig slidt op og gået på pension.
Banken bør tilbagebetale beløbet, som han betalte for ScandiNotes obligationerne, med tillæg af renter på 7 %.
Aarhus Lokalbank har anført, at banken ikke har udvist ansvarspådragende fejl og forsømmelser i forbindelse med klagerens køb af de pågældende obligationer.
På baggrund af aftalen om fravalg af rådgivning blev handelen gennemført som en execution only transaktion. Det fremgår tydeligt, at aftalen gælder for alle kundens værdipapirhandler i det nævnte depot. Købet af ScandiNotes obligationer var således også omfattet af aftalen.
Købet af ScandiNotes obligationerne medførte en tilsvarende reduktion i klagerens aktiebeholdning.
Banken har ikke på noget tidspunkt modtaget en opsigelse af aftalen om fravalg af rådgivning.
Klageren reagerede ikke i forbindelse med modtagelsen af fondsnotaen for handelen.
Ikrafttrædelsen af MIFID-reglerne medførte ikke, at aftalen om fravalg af rådgivning bortfaldt.
MIFID-reglerne kan ikke forstås således, at et pengeinstitut er forpligtet til at sikre, at en kunde får opdateret sin investeringsprofil i en periode, hvor der ikke ydes investeringsrådgivning. Klageren blev opfordret til at henvende sig, hvis han ønskede en ændring af de hidtil registrerede forhold og ønsker.
Klagerens risikoprofil var høj risiko og klagerens investeringshorisont var lang.
Klageren har såvel før som efter handelen med ScandiNotes obligationerne foretaget et stort antal værdipapirhandler.
Et eventuelt erstatningsbeløb bør nedsættes som følge af manglende dokumenteret tab samt udvist egen skyld fra klagerens side.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Efter aftalen af 12. august 2004 havde klageren fravalgt rådgivning ved handel med værdipapirer i det åbne depot. Efter aftalen af 6. oktober 2005 om oprettelse af et sikkerhedsdepot i tilknytning til en investeringskredit var klagerens risikoprofil "høj risiko", og investeringshorisonten var 10 år. Banken informerede ved brev udsendt i oktober 2007 om reglerne om investorbeskyttelse og anførte herunder, at det var bankens vurdering, at det også fremover ville være egnet for klageren at foretage investering i aktier, obligationer, investeringsbeviser samt hermed sammenlignelige produkter.
Ankenævnet finder, at ScandiNotes V Junior obligationer er et komplekst finansielt instrument, hvorfor banken burde have udført en hensigtsmæssighedstest, jf. § 17 i bekendtgørelse nr. 964 af 30. september 2009 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel, med henblik på at fastslå, om klageren havde den nødvendige erfaring og viden til at forstå den særlige risiko, som er forbundet med disse obligationer, og i benægtende fald have gjort klageren udtrykkeligt opmærksom herpå.
Denne særlige risiko udspringer af, at den samlede mængde af ScandiNotes V obligationer er rangordnet i fire kategorier, hvoraf Junior er den laveste, hvilket indebærer, at ethvert tab, der opstår som følge af manglende betalingsevne hos et af de 15 låntagende pengeinstitutter, i første række skal bæres af indehavere af Junior obligationerne.
Tre medlemmer - John Mosegaard, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk - udtaler:
Vi finder ikke, at bankens manglende hensigtsmæssighedstest udgør tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at banken som følge heraf har pådraget sig et erstatningsansvar ved at gennemføre klagerens købsordre. Vi har herved navnlig lagt vægt på, at klageren ved aftalen af 12. august 2004 havde fravalgt rådgivning ved handel med værdipapirer i det åbne depot sammenholdt med det oplyste om klagerens risikovillighed og erfaring med værdipapirhandel.
Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Et medlem - Troels Hauer Holmberg - der efter Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:
Jeg finder, at det påhvilede banken at rådgive klageren om den særlige risiko forbundet med ScandiNotes V Junior obligationerne, da der er tale om en særlig kompleks obligationstype, som ikke almindeligvis sælges til private investorer. Jeg finder ikke, at klagerens erfaring med andre værdipapirtyper har betydning herfor eller, at aftalen om fravalg af rådgivning omfatter handel med værdipapirer af denne type. Jeg finder herefter, at banken har pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at rådgive klageren og som følge heraf stemmer jeg for, at Århus Lokalbank – såfremt klageren fremsætter anmodning herom – skal tilbagekøbe obligationerne til kurs 88,65.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.