Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Størrelse af ophævelsesprovision ved indfrielse af lån. Fortolkning af låneaftale.

Sagsnummer: 2/1999
Dato: 03-06-1999
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Bjarne Lau Pedersen, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen
Klageemne: Udlån - opsigelse
Ledetekst: Størrelse af ophævelsesprovision ved indfrielse af lån. Fortolkning af låneaftale.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører størrelsen af ophævelsesprovisionen til indklagede ved klagerens indfrielse af et lån.

Sagens omstændigheder.

Til finansiering af et vindmølleanlæg på klagerens ejendom tilbød indklagede ved skrivelse af 11. april 1995 klageren en kassekredit på 1.200.000 kr. alternativt et erhvervslån på 1.200.000 kr. og en kredit på 410.000 kr. Af vilkårene for kassekreditten og erhvervslånet på 1.200.000 kr. fremgik en ophævelsesprovision på henholdsvis 4% af kredittens maksimum og 8% af lånets restgæld. Af tilbuddet fremgår bl.a.:

"Det forudsættes endvidere

.....

at Deres sommerhus sælges med et salgsprovenue, således at De tillige med nedrivningsstøtte og møllesalget kan selvfinansiere minimum 300 tkr. af mølleprojektet, foruden projektets skattefordel, efter indfrielsen af nuværende lån i Sydbank.

.....

at 50% af ophævelsesprovisionen for kassekreditten og erhvervslånet skal betales, såfremt lånetilbudet accepteres, men ikke er udnyttet inden den 01.02.1996, eller engagementet efterfølgende indfries eller nedbringes ekstraordinært.

...

Nærværende tilbud er gældende i 1 måned fra dags dato."

De tilbudte kreditfaciliteter blev ikke etableret.

Primo august 1995 underskrev klageren en kassekreditkontrakt med indklagede vedrørende en kredit på 110.000 kr. og et gældsbrev vedrørende et lån på 900.000 kr. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:

"Såvel debitor som [indklagede] har ret til, når som helst og uden varsel at opsige lånet. I så fald skal debitor betale det skyldige beløb, herunder påløbne renter til indfrielsesdagen og omkostninger. Ophævelsesprovisionen udgør 8% af lånets restgæld. Lånet kan kun opsiges af [indklagede] i tilfælde af misligholdelse, jf. "Almindelige lånebetingelser"."

I december 1998 ønskede klageren at overføre sit engagement med indklagede til et andet pengeinstitut. Klageren forudsatte i den forbindelse, at ophævelsesprovisionen i forbindelse med indfrielsen af lånet ville udgøre 50% af ophævelsesprovisionen på 8% af restgælden, jf. tilbudsskrivelsen af 11. april 1995.

Indklagede meddelte ved telefax af 28. december 1998, at forudsætningen vedrørende ophævelsesprovisionen ikke kunne accepteres, hvorfor overførslen var stillet i bero på klagerens stillingtagen.

Parternes påstande.

Den 4. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, alene at kunne beregne sig 50% af ophævelsesprovision på 8% af restgælden ved indfrielse af lånet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at tilbuddet af 11. april 1995 blev givet til køb af en ny mølle. Da han ikke kunne indfri forudsætningen vedrørende sommerhuset, blev det oprindelige projekt ikke til noget. Efterfølgende købte han i stedet en brugt mølle. Indklagede oplyste, i forbindelse hermed, at alle de øvrige forudsætninger stadig var gældende, blot var der selvsagt tale om et mindre lånebeløb. Af tilbudsskrivelsen fremgår, at der kun skal betales 50% af ophævelsesprovisionen ved indfrielse af engagementet. Indklagede er derfor uberettiget til at beregne sig et større beløb i forbindelse med overførsel af engagementet til et andet pengeinstitut.

Indklagede har anført, at lånet er ydet til erhvervsmæssigt formål. Tilbuddet af 11. april 1995 til finansiering af klagerens køb af en ny mølle, blev ikke accepteret af klageren inden fristens udløb den 11. maj 1995, hvorfor tilbudd et bortfaldt. Efterfølgende blev der indledt forhandlinger i forbindelse med klagerens køb af en brugt mølle. Forhandlingerne endte ud i, at klageren underskrev gældsbrevet, hvoraf ophævelsesprovisionen på 8% tydeligt fremgår. Der er ingen henvisninger i gældsbrevet til det tilbud, som ikke blev accepteret.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at afvise klagen, selvom denne vedrører et erhvervslån.

Da klageren ikke accepterede tilbuddet af 11. april 1995 inden fristens udløb den 11. maj 1995, må tilbuddet anses som bortfaldet, og de vilkår, der var indeholdt heri, kan ikke antages at gælde fremfor ordlyden af det gældsbrev, som senere blev underskrevet af klageren efter forhandlinger, der blev ført, efter at tilbuddet var bortfaldet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.