Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hvorvidt opsigelse af kundeforhold var berettiget.

Sagsnummer: 312/2002
Dato: 11-02-2003
Ankenævn: Peter Blok, Hans Daugaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Indlån - opsigelse
Ledetekst: Hvorvidt opsigelse af kundeforhold var berettiget.
Indklagede: Basisbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet, om indklagede var berettiget til at opsige klagerens engagement, der bestod af en lønkonto med tilknyttet VisaDankort.

Sagens omstændigheder.

I efteråret 2000 indgik klageren en aftale med indklagede, der er et Internetbaseret pengeinstitut, om oprettelse af et kundeforhold. Der blev etableret et engagement bestående af en lønkonto med tilknyttet VisaDankort og checks.

Ifølge en af parterne underskrevet aftale af 12. oktober 2000 om oprettelse af kundeforhold kan Dankort og VisaDankort kun tilknyttes en lønkonto.

I perioden 6. november 2000 - 31. december 2001 blev der indsat fire beløb på i alt 7.640 kr. på kontoen. Klageren hævede løbende mindre beløb ved udstedelse af checks. I 2001 opstod der mindre overtræk på op til 221,46 kr. hovedsagelig som følge af debitering af gebyrer. Indklagede rykkede ikke for overtrækkene, som senere blev inddækket.

Den 19. januar 2002, hvor kontoens saldo var 16,80 kr. (positiv), fremsendte klageren følgende e-mail til indklagede:

"Venter nu penge 14,5 m US dollars til konto, min profit 1,o m US dollars, for rådgivn. om A/S mv. - Det er en eller 2 myndigheder i Lagos, der vil investere i DK.

Endv. vil en bank i en anden investeringssag sende 18,5 m US Dollars+

Gi venligst besked, hvis noget sker.

De vil så sende øvrige papirer, når det er sket?"

Indklagede rettede samme dag telefonisk henvendelse til klageren om indholdet af e-mailen. Senere samme dag foranledigede indklagede klagerens VisaDankort spærret, og kontoen blev opsagt med øjeblikkeligt varsel, hvilket blev meddelt klageren.

Den 22. januar 2002 opgjorde indklagede klagerens konto og fremsendte indeståendet, som udgjorde 16,34 kr., til klageren i check.

Ved skrivelse af 28. april 2002 indbragte klageren sagen for Datatilsynet, som i henhold til persondataloven har givet et pengeinstitutejet selskab tilladelse til at føre en spærreliste for dankort og VisaDankort på en række vilkår.

Den 9. september 2002 traf Datatilsynet afgørelse i sagen. Ifølge afgørelsen var vilkårene for spærring ikke overholdt. Det anføres bl.a., at indklagede efter at have opsagt kundeforholdet burde have forsøgt at inddrage klagerens VisaDankort. Der var imidlertid ikke grundlag for at genåbne kortet, idet indklagede havde fastholdt opsigelsen af kundeforholdet.

Af indklagedes regler for dankort og VisaDankort fremgår bl.a.:

"2.10 [Indklagedes] ret til at spærre kortet

[Indklagede] er berettiget til at spærre for brug af kortet:

hvis den konto, dit kort er knyttet til, er ophævet, og [indklagede] forgæves har forsøgt at inddrage dit kort, eller

hvis du overtræder reglerne, herunder hvis du overtrækker den konto, som kortet er knyttet til.

I tilfælde af overtræk vil du blive rykket skriftligt, før kortet bliver spærret. Øjeblikkelig spærring kan dog være nødvendig, hvis der er tale om særlig groft og/eller gentagne overtræk. [Indklagede] kan desuden forlange alle kort, der er udleveret til kontoen, leveret tilbage. Du vil få besked herom. Når [indklagede] har spærret kortet, vil du modtage en skriftlig meddelelse med angivelse af årsag til og tidspunkt for spærringen.

……

2.15 Klager

Hvis du har klager, kan du henvende dig til [indklagede]. Får du ikke medhold i din klage, kan du henvende dig til Pengeinstitutankenævnet eller til Forbrugerombudsmanden.

Hvis du ønsker at klage over, at dit kort er blevet spærret, kan du henvende dig til [indklagede]. Får du ikke medhold i [indklagede], kan du klage til Datatilsynet."

Af indklagedes Almindelige Forretningsbetingelser fremgår bl.a.:

"10. Opsigelse

[Indklagede] og kunden kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel.

Udlånsaftaler (kreditaftaler) kan dog kun opsiges af [indklagede] med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller anden forfaldsgrund. Hvis [indklagede] opsiger udlånsaftalen, har kunden krav på en begrundelse."

Parternes påstande.

Den 2. august 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at reetablere kontoforholdet og betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede uberettiget har opsagt engagementet uden varsel.

Kontoen var ikke i overtræk. Overtrækkene i 2001 skyldtes indklagedes debitering af gebyr.

Ved oprettelsen af kontoen blev der ikke oplyst maksimumbeløb. Opsigelsen skete alene på grund af meddelelsen om millionoverførslen fra udlandet.

Indklagede bør yde en normal bankservice med åbne konti og udvise imødekommenhed med hensyn til at modtage penge fra udlandet.

Indklagede bør yde erstatning for spildte administrations- og annonceudgifter og skade på image.

Indklagede har anført, at opsigelsen af kundeforholdet fastholdes.

VisaDankortet blev kun spærret som følge af, at kundeforholdet blev opsagt og kontoen samtidig blev opgjort. Man har noteret sig Datatilsynets kommentarer omkring straksspærring af VisaDankortet i forbindelse med opsigelsen.

Klageren har ikke anvendt lønkontoen til regelmæssig indgang af løn eller offentlig overførsel.

Der har været op til flere mindre overtræk, som der ikke er blevet rykket for.

Under telefonsamtalen med klageren i forbindelse med modtagelsen af e-mailen af 19. januar 2002 blev det vurderet, at transaktionens troværdighed var yderst begrænset. Der var ikke nogen form for dokumentation for den påståede overførsel i USD. Ud fra kundeforholdet blev det vurderet, at der var grund til mistanke, herunder risiko for eventuelt fremtidigt tab.

Klageren var bekendt med indklagedes forretningsbetingelser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at der ved Datatilsynets afgørelse af 9. september 2002 alene er taget stilling til berettigelsen af spærringen af klagerens VisaDankort den 19. januar 2002, ikke til opsigelsen af kontoforholdet.

Af indklagedes Almindelige Forretningsbetingelser fremgår, at indklagede til enhver tid kan bringe kundeforholdet til ophør uden varsel. Ankenævnet finder imidlertid, at opsigelse forudsætter en saglig begrundelse.

Klageren meddelte den 19. januar 2002, at han forventede en overførsel fra udlandet til sin lønkonto hos indklagede på 14,5 mio. USD. Efter det oplyste om karakteren af denne overførsel finder Ankenævnet, at indklagede var berettiget til at afslå at medvirke til denne, jf. herved Ankenævnets kendelse af 10. september 2002 i sag 65/2002. Ankenævnet finder endvidere, at indklagede i forbindelse hermed tillige var berettiget til at opsige klagerens konto, som skulle anvendes ved den bebudede overførsel.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.