Omkostninger til formidlende pengeinstitut i forbindelse med grænseoverskridende betalingsoverførsel. Krav om erstatning for ulempe, telefonudgifter m.v.
| Sagsnummer: | 153/2006 |
| Dato: | 06-12-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Niels Bolt Jørgensen, Sonny Kristoffersen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Betalingsoverførsel fra udlandet - gebyr
Afvisning - tvist § 5, stk. 3, nr. 2 |
| Ledetekst: | Omkostninger til formidlende pengeinstitut i forbindelse med grænseoverskridende betalingsoverførsel. Krav om erstatning for ulempe, telefonudgifter m.v. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod et formidlende pengeinstituts opkrævning af gebyr i forbindelse med klagerens overførsel af en betaling til udlandet.
Sagens omstændigheder.
Via indklagedes netbank overførte klageren den 20. april 2006 200 norske kroner (NOK) til en betalingsmodtager i Norge. Beløbet vedrørte klagerens betaling for en vare, som han havde købt på en auktion på Internettet. Ved afgivelsen af ordren valgte klageren, at "afsender og modtager deles om omkostningerne".
Gebyret til indklagede for betalingsoverførslen var på 20 danske kroner (DKK).
Overførslen til betalingsmodtagerens norske pengeinstitut skete via indklagedes norske bankforbindelse, P, som er koncernforbundet med indklagede.
For videreformidlingen af beløbet beregnede P sig et gebyr på 100 NOK, som blev fratrukket i det overførte beløb, hvorefter betalingsmodtageren modtog 100 NOK.
Klageren gjorde indsigelse imod gebyret over for såvel indklagede som P.
Parternes påstande.
Den 13. juni 2006 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skal refundere gebyret, betale en godtgørelse for ulempe samt omkostninger til telefonsamtaler til Norge og ændre sin praksis for overførsler til udlandet.
Indklagede har under sagen pr. kulance godtgjort klageren gebyret.
Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det var urimeligt, at han som følge af indklagedes brug af mellemleddet P, som er en del af indklagede, måtte tåle, at der blev fradraget 100 NOK i det overførte beløb.
Der var tale om en såkaldt IBAN-overførsel, som netop skulle sikre billige pengeoverførsler til udlandet, idet pengeinstituttet spares for manuelt arbejde.
Han havde ikke kendskab til gebyret. Tidligere havde han overført 50 kr. til Norge, uden at der blev beregnet gebyr for videreformidlingen. Han har nu fået oplyst, at prisen for IBAN-overførsler afhænger af "modtagerbanken", og at overførsler til f.eks. Norge er tre gange dyrere end overførsler til f.eks. Tyskland.
Selvom indklagede har refunderet gebyret, fastholdes klagen, idet gebyret også fremover kan blive opkrævet, herunder ved overførsler til andre lande end Norge, uden at han på forhånd kan få gebyret oplyst.
Indklagede bør, før en overførsel gennemføres, kunne oplyse om de samlede omkostninger. Uden oplysning om beløbsstørrelsen kan et fradrag i et overført beløb ikke anses for udtrykkeligt aftalt, jf. § 10 i lov om grænseoverskridende pengeoverførsler. Det er ikke tilstrækkeligt, at der i forbindelse med afgivelsen af ordren vælges en standardformulering om, at "afsender og modtager deler omkostningerne".
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende mellem klageren og indklagede.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at en overførsel til et pengeinstitut i udlandet altid vil ske via et pengeinstitut i modtagerlandet, som indklagede samarbejder med. Det ville være yderst omkostningskrævende at vedligeholde en database med oplysninger om de gebyrer, som de udenlandske pengeinstitutter beregner sig ved grænseoverskridende betalinger.
Det anbefales at betale med betalingskort, når der handles på Internettet.
P beregner sig ikke gebyr for videreformidling af overførsler på under 150 kr. Klageren har derfor tidligere kunne overføre et beløb på 50 kr., uden at der blev beregnet gebyr for videreformidlingen.
Ved overførslen valgte klageren, at afsender og modtager skulle deles om omkostningerne. Modtagers pengeinstitut kunne derfor fradrage sine omkostninger i det overførte beløb, jf. § 10, stk. 2, i lov om grænseoverskridende pengeoverførsler. Klageren er pr. kulance blevet godtgjort det omhandlede gebyr, men man er ikke indstillet på at yde en godtgørelse for klagerens ulejlighed i forbindelse med sagen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Indklagede har kulancemæssigt godtgjort klageren det gebyr, som i forbindelse med klagerens betalingsoverførsel til Norge blev opkrævet af indklagedes norske bankforbindelse, der videreformidlede overførslen til beløbsmodtagerens pengeinstitut. Det bemærkes, at klageren havde bestemt, at afsender og modtager skulle dele omkostningerne, og at opkrævningen i Norge derfor havde hjemmel i § 10, stk. 2, i lov om grænseoverskridende pengeoverførsler.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale klageren godtgørelse for ulempe og telefonudgifter m.v. i forbindelse med sagen.
Klagerens påstand om, at indklagede skal ændre praksis i forbindelse med betalingsoverførsler til udlandet, vedrører ikke en formueretlig tvist, som kan behandles af Ankenævnet, hvorfor denne del af klagen afvises. Det bemærkes, at klageren ville have fået oplysning om de samlede omkostninger, hvis han i stedet havde bestemt, at han selv som afsender skulle bære alle omkostninger.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår klagerens påstand om, at indklagede skal ændre praksis i forbindelse med betalingsoverførsler til udlandet. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.