Afgørelse

Spørgsmål om krav på frigivelse af et ejerpantebrev, der blev pantsat i forbindelse med opdeling af et fælles lån

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om frigivelse af et ejerpantebrev, der blev pantsat i forbindelse med en opdeling af et fælles lån.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes ægtefælle, M, havde en fælles fast ejendom. I 1988 oprettede de et ejerpantebrev på 200.000 kr. i ejendommen. Efter det oplyste blev ejerpantebrevet lagt til sikkerhed for et lån på 400.000 kr., som klageren og M optog i den daværende Hvilsom Andelskasse, nu Danske Andelskassers Bank, herefter banken.

I 1992 blev klageren og M skilt. Parret aftalte, at klageren skulle overtage fællesejendommen som eneejer, og at fælleslånet skulle deles lige mellem dem.

Banken accepterede, at fælleslånet blev opdelt i to lån, henholdsvis konto nr. -895 og -903.

M underskrev den 7. januar 1994 et gældsbrev vedrørende lån -903 med en hovedstol på 179.185 kr. og variabel rente, for tiden 12 % om året. Klageren underskrev gældsbrevet som solidarisk hæftende selvskyldnerkautionist. I gældsbrevet henvises endvidere til separat pantsætningserklæring.

Ligeledes den 7. januar 1994 underskrev klageren og M en pantsætningserklæring, hvorefter andelskassen fik pant i ejerpantebrevet ”til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad vi til enhver tid måtte være eller blive Hvilsom Andelskasse skyldig på lån nr. [-895] og [-903] som debitor eller/og selvskyldnerkautionist”.

I forbindelse med, at klageren overtog fællesejendommen som eneejer, udtrådte M ved allonge underskrevet af klageren og M i maj 1994 som meddebitor på ejerpantebrevet og transporterede alle sine rettigheder ifølge ejerpantebrevet til klageren, der indtrådte som panthaver og pantsætter med personligt gældsansvar i henhold til ejerpantebrevet. Meddelelser ifølge retsplejelovens kapitel 5 og andre meddelelser til pantekreditor skulle sendes til banken.

I sommeren 1994 ydede banken et lån på 200.000 kr. til T, som var M’s nye ægtefælle.

Ved udeblivelsesdom af 30. august 1994 blev M i en af banken anlagt retssag dømt til vedrørende lån -903 at betale 177.711, kr. med tillæg af renter 11,5 % om året fra den 28. maj 1994 og omkostninger på 7.200 kr.

Efter det oplyste indfriede klageren lån -895 i september 1994. Klageren har oplyst, at hun betalte 200.000 kr.

Banken forsøgte at inddrive tilgodehavendet hos M via en advokat, A, der førte sagen i fogedretten for banken. Efter det oplyste blev bankens tilgodehavende den 26. oktober 1994 i fogedretten opgjort til 195.269,54 kr. Ved brev af 5. december 1994 til banken afregnede A sagen som uerholdelig. Af brevet fremgik blandt andet:

”…

Vedrørende [klageren], kan jeg oplyse, at jeg den 2. ds. (på ny) havde en lang samtale med [klageren], der oplyste, at hun på det foreliggende grundlag ikke ville betale en krone til Andelskassen, idet det var urimeligt, at hun skulle betale noget, da skylden alene vedrørte [M]. [klageren] har fået fremsendt kopi af gældsbrevet og er bekendt med, at hun hæfter som kautionist. … Da jeg således ikke kunne tale [klageren] til fornuft, og da jeg ikke kan føre en egentlig sag mod [klageren], der da jo nu er bekendt med, at Andelskassen har sikkerhed i ejendommen tilhørende hende, ser jeg mig nødsaget til at slutte sagen på det foreliggende grundlag.

…”

Banken rykkede med ejerpantebrevet i forbindelse med omprioriteringer i henholdsvis 1996, 1998 og 2006.

Ved breve af henholdsvis 28. december 2006 og 20. december 2007 til M rykkede banken for indfrielse af gælden.

I et brev af 6. januar 2009 til en advokat, B, afslog banken en anmodning om udlevering af ejerpantebrevet. Banken oplyste, at ejerpantebrevet stadig lå til sikkerhed for M’s skyld. Endvidere anførte banken:

”…

Ved skilsmissen blev boliglånet opdelt, således, at debitorerne fik hver sit lån med gensidig kaution og ejerpantebrevet håndpantsat til sikkerhed for begges skyld.

[klageren] valgte senere at indfri sit lån, hvorimod [M] ikke har betalt på sit. [klageren] er vidende om, at der blev afsagt dom i sagen.

December 2002 har vi modtaget anmodning om nedskrivning af ejerpantebrevet. Dette er blevet afslået og det blev oplyst, at gælden er uændret.

I 2003 er der noteret sekundær håndpant af […] i ejerpantebrevet.

I 2005 blev der gjort udlæg af […] i ejerpantebrevet.

I 2006 er der foretaget låneomlægning af foranstående lån i ejendommen med ønske om ny løbetid på 30 år. Vi ønskede ikke at respektere en løbetidsforlængelse, så lånet blev omlagt med uændret løbetid og uden provenue.

Vi mener derfor ikke, at [klageren] kan være uvidende om, at ejerpantebrevet stadig ligger til sikkerhed for skyld i Andelskassen….”

Ifølge et internt notat udarbejdet af banken den 1. december 2011, havde banken afslået en anmodning fra klageren om rykning med ejerpantebrevet men tilbudt klageren at få ejerpantebrevet udleveret mod betaling af 200.000 kr. plus et års renter.

Ved brev af 21. august 2015 fra bankens advokat B blev klageren anmodet om at betale 276.803,04 kr. vedrørende bankens tilgodehavende hos M.

Ved brev af 16. september 2015 fik klageren meddelelse om, at sagen var overgået til inkasso, og at der var påløbet inkassoomkostninger og yderligere renter. Kravet blev herefter opgjort til 285.887,82 kr. Klageren gjorde indsigelse mod kravet.

Den 23. oktober 2015 indgav klageren en klage over Danske Andelskassers Bank til Ankenævnet.

Banken har under sagen nedsat sit krav i henhold til ejerpantebrevet til hovedstolen 200.000 kr. og frafaldet kautionen.

Den 29. august 2016 underskrev M en skylderklæring til banken vedrørende gælden på 195.269,54 kr., jf. opgørelsen i fogedretten, med tillæg af renter 11,5 % om året i tre år, nu opgjort til i alt 274.466,25 kr.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Danske Andelskassers Bank skal frafalde sit krav mod hende og frigive ejerpantebrevet.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun efter indfrielsen af hendes andel af fællesgælden blev kontaktet af banken, der gjorde opmærksom på, at hun skulle betale M’s gæld, idet M var stoppet med at betale. Hun protesterede over dette via hendes forældre, som rettede henvendelse til banken og gjorde opmærksom på, at hun netop havde betalt sin gæld til banken, og at den ville få store moralske/etiske problemer, hvis den opkrævede flere penge hos hende. Derefter hørte hun ikke mere før banken mere end 20 år efter ved brevet af 21. august 2015 krævede 276.803,04 kr.

Hun havde i mellemtiden flere gange selv henvendt sig til banken, idet hun har ønsket at ændre lån i ejendommen, hvilket banken har forhindret hende i på grund af pantebrevet.

Hun betalte 200.000 kr. til banken i forbindelse med ejendomsoverdragelsen og det var hendes opfattelse, at hun herefter var frigjort over for banken og at ejerpantebrevet var hendes. Det var først i forbindelse med omprioriteringerne hun blev opmærksom på, at ejerpantebrevet ikke var frigivet.

Ved hendes underskrift på dokumenterne forsømte banken at rådgive hende om konsekvenserne.

Pantsætningen bør i lighed med kautionen anses for bortfaldet.

Hun var ikke bekendt med dommen over M, og der er ikke sket afbrydelse af forældelse over for hende.

Hun har ikke økonomisk mulighed for at afvikle gælden. Hun har kæmpet for få økonomien til at hænge sammen, og det vil være en katastrofe for hende og hendes yngste søn, hvis banken gør alvor af sin trussel om at sælge ejendommen på tvangsauktion.

M har en formue, der er placeret i hans nuværende ægtefælles, T’s, navn.

Kort før M’s engagement overgik til inkasso ydede banken et lån på 200.000 kr. til T.

Danske Andelskassers Bankhar anført, at banken ikke gør en kautionsforpligtelse gældende mod klageren, men at der er tale om indfrielse af gæld i henhold til en tinglyst panteret. Der bestod derfor ikke en pligt til at give meddelelse i medfør af den dagældende § 41 i lov om banker og sparekasser.

Klageren blev i december 1994 informeret om, at M havde misligholdt lånet, at der var afsagt dom, og at hun hæftede for gælden. Klageren har endvidere flere gange været i kontakt med banken vedrørende gælden og ejerpantebrevet uden at fremsætte indsigelse.

Sikkerhedsstillelsen ved ejerpantebrevet vedrørte ikke alene klagerens del af gælden. Ejerpantebrevet lå til sikkerhed for klagerens og M’s fælles lån i banken. Ved opdelingen i 1994 fremgik det klart af gældsbrevet for M’s lån, at klageren underskrev dette som selvskyldnerkautionist, ligesom der blev henvist til separat pantsætningserklæring. Herudover fremgik det af allongen til ejerpantebrevet at dette efter bodelingen fortsat lå til sikkerhed for, hvad parterne til enhver tid måtte være eller blive banken skyldig vedrørende de to lån.

Bankens accept af opdelingen af fælleslånet skete under forudsætning af, at sikkerhedsstillelsen i ejendommen forblev uændret.

Klageren har ikke på nogen måde kunnet få den opfattelse, at hun ville kunne få ejerpantebrevet udleveret ved indfrielse af halvdelen af den samlede gæld.

Pantesikkerheden i et ejerpantebrev kan ikke adskilles fra den underliggende (sikrede) fordring. Det var derfor tilstrækkeligt at afbryde forældelsen over for skyldner, i dette tilfælde M, hvilket skete ved dommen og efterfølgende påmindelser til M, herunder ved brevene af henholdsvis 28. december 2006 og 20. december 2007, som M ikke har bestridt at have modtaget.

Ankenævnets bemærkninger

Den 7. januar 1994 underskrev klageren og M en pantsætningserklæring, hvorefter den daværende Hvilsom Andelskasse, nu Danske Andelskassers Bank, herefter banken, fik pant i et ejerpantebrev på 200.000 kr. i deres fælles faste ejendom ”til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad vi til enhver tid måtte være eller blive Hvilsom Andelskasse skyldig på lån nr. [-895] og [-903] som debitor eller/og selvskyldnerkautionist”.

I forbindelse med, at klageren overtog fællesejendommen som eneejer, blev ejerpantebrevet i maj 1994 transporteret til klageren. Der blev ikke udarbejdet en ny pantsætningserklæring, hvorefter ejerpantebrevet blev lagt til sikkerhed for tredjemands, M’s, gæld. Lån nr. -895 blev indfriet af klageren. Klageren hæftede ikke som debitor for lån nr. -903. Efter ordlyden i pantsætningserklæringen lå ejerpantebrevet derfor herefter alene til sikkerhed for klagerens kautionsforpligtelse for M’s lån nr. -903.

Banken har oplyst, at den ikke gør en kautionsforpligtelse gældende mod klageren.

Ankenævnet finder herefter, at der ikke består noget mellemværende, som ejerpantebrevet ligger til sikkerhed for, og at banken derfor er forpligtet til at frigive det til klageren.

Klageren får herefter medhold i påstanden om, at Danske Andelskassers Bank skal frafalde sit krav mod hende og frigive ejerpantebrevet.

Ankenævnet har ikke taget stilling til opgørelsen af kravet mod M, herunder om beløbet på 195.269,54 kr., jf. opgørelsen i fogedretten i 1994, indeholder renter, der nu er forældede.

Ankenævnets afgørelse

Danske Andelskassers Bank skal inden 30 dage frafalde sit krav mod klageren og frigive ejerpantebrevet på 200.000 kr. i klagerens faste ejendom.

Klageren får klagegebyret tilbage.