Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9908074/2000 |
| Dato: | 18-01-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Ole Just, Mads Laursen, Keld Christiansen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog på tvangsauktion den 8. april 1992 klagerens ejerlejlighed for et bud på 205.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 300.100 kr., fordelt med 234.888 kr. i kolonne 2 og 65.212 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 15. juni 1992 ejerlejligheden for en pris på 239.291 kr., bl.a. med overtagelse af det indestående lån. Den 26. september 1996 gjorde instituttet en personlig fordring på 95.100 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges 8 pct. i rente i fem år. Klageren tilsendte den 18. november 1996 instituttet et forslag til afvikling af den samlede gæld efter tvangsauktionen, som indeholdt en oversigt over den samlede gæld og de berørte kreditorer. Afviklingsforslaget blev ikke accepteret af instituttet.
Klageren indbragte den 4. august 1999 sagen for Nævnet med påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring af den aktuelle størrelse gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt, at klagerens brev af 18. september 1996 måtte opfattes som en skylderkendelse, der afbrød forældelsen efter 1908-loven. Et medlem tilføjede hertil, at klageren ikke dermed havde erkendt eller havde haft til hensigt at erkende skyldens størrelse. Flertallet fandt, at klagerens erkendelse af skyld, i et retsforhold som det foreliggende, ikke kunne udstrækkes til at omfatte mere end den gæld, der var retskraftig på tidspunktet for erkendelsen. Flertallet fandt derfor, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren, i det omfang instituttet kunne godtgøre, at kravet ikke bestod af renter m.v. i kolonne 3, der var forældede den 18. november 1996. Mindretallet afstod – bl.a. som følge af flertallets afgørelse – fra at tage stilling til kravets nærmere størrelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre en fordring gældende mod klageren, i det omfang instituttet kunne godtgøre, at kravet ikke bestod af renter m.v. i kolonne 3, der var forældede den 18. november 1996. Den herefter opgjorte fordring skulle forrentes med 8 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet den 4. august 1999, og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 14. februar 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Efterfølgende forligt.