Afgørelse

Ved anbefalet skrivelse af 9. april 1991 opsagde indklagede klagerens samlede engagement og opgjorde sit tilgodehavende til 1.712.002,42 kr.

Klageren havde ud over sit personlige engagement påtaget sig kaution for et aktieselskabs engagement med indklagede. Aktieselskabet, som var ejet af klageren, var trådt i betalingsstandsning primo 1991.

Den 25. april 1991 overgav indklagede sagen til inkasso hos en advokat.

Klageren og dennes rådgiver indledte drøftelser med advokaten om en ordning, der kunne danne grundlag for en videreførsel af klagerens engagement med indklagede.

Af en skrivelse fra indklagede dateret 5. august 1991 fremgår, at klagerens gæld i henhold til to lån med en restgæld på i alt ca. 1.250.000 kr. pr. 7. august 1991 blev nedbragt til ca. 440.000 kr. ved realisering af en aktiepost. Kautionsforpligtelsen for selskabet blev samme dag opgjort til ca. 496.000 kr.

Med henvisning til de nævnte forfaldne beløb samt advokatomkostninger på ca. 33.000 kr. og til, at klageren havde givet et andet pengeinstitut pant, indgav indklagede den 18. oktober 1991 konkursbegæring mod klageren personligt.

Ved skrivelse af 11. november 1991 bekræftede klagerens advokat over for indklagedes advokat, at klageren accepterede en aftale, hvorefter der skulle betales et beløb på 450.000 kr. til indfrielse af klagerens personlige engagement, og at klageren skulle overtage en bil tilhørende aktieselskabet til en værdi af 150.000 kr. Det blev bekræftet, at et andet pengeinstitut var indstillet på at finansiere 600.000 kr. til indløsning af de nævnte forpligtelser. Der skulle samtidig aftales en afvikling af klagerens kautionsforpligtelse vedrørende aktieselskabets kassekredit. Accepten var betinget af, at indklagede tilbagekaldte konkursbegæringen. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Min klient forbeholder sig dog som oplyst telefonisk at optage forhandling, dels om omkostningerne i forbindelse med sagen, dels om rentesatsen vedrørende de nævnte lån."

Den 15. november 1991 gik aktieselskabet konkurs.

Ved skrivelse af 5. december 1991 til klagerens advokat opgjorde indklagedes advokat indklagedes tilgodehavende hos klageren således:

Advokaten forbeholdt sig yderligere krav, såfremt indklagede tabte en forventet omstødelsessag vedrørende aktieselskabet under konkurs.

Opgørelsen var vedlagt et gældsbrev på 425.531,37 kr., hvoraf de 800 kr. udgjorde indklagedes ekspeditionsgebyr. Ifølge gældsbrevet skulle gælden afvikles med en månedlig ydelse på 6.000 kr. over 170 måneder forudsat uændret rentesats. Vedrørende renten er anført:

"Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for faste lån, for tiden 15,000% p.a. Renten beregnes kvartalsvis bagud hver ultimo og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle årlige rente udgør 15,865%."

Klageren underskrev gældsbrevet den 6. december 1991. Klagerens advokat fremsendte det underskrevne gældsbrev samt håndpantsætningserklæring til indklagedes advokat ved skrivelse af 10. december 1991. Af skrivelsen fremgår bl.a.:

"I øvrigt fremsendes dokumenterne som også drøftet under vor samtale d.d. med bemærkning, at min klient fortsat ønsker, at der optages forhandling om foretagen rentetilskrivning samt om de påløbne omkostninger i forbindelse med, at [indklagede] har overgivet sine tilgodehavender hos [klageren og aktieselskabet] til inkasso."

Indklagede har oplyst, at lånene i forbindelse med overgivelsen til inkasso blev overført til en særlig inkassokonto, og at der ikke blev ændret herpå, efter at gældsbrevet var underskrevet. Indklagede har endvidere oplyst, at man den 29. november 1991 modtog 600.000 kr. fra et andet pengeinstitut. Beløbet blev anvendt til indfrielse af det private engagement, mens et restbeløb på 223.699,63 kr. den 2. december 1991 blev krediteret aktieselskabets inkassokonto.

Den 11. marts 1993 modtog klageren en foreløbig kontoudskrift vedrørende aktieselskabet "under betalingsstandsning" og den 31. marts 1993 en egentlig kontoudskrift vedrørende samme. Under rubrikken "kontoform" er der på begge kontoudskrifter anført "incasso". Af begge kontoudskrifter fremgår en startsaldo vedrørende "opgjort kassekredit" pr. 8. april 1991 på ca. 467.000 kr. samt en indbetaling på 223.699,63 kr. den 2. december 1991. Endvidere fremgår en debitering af de samlede inkassoomkostninger på 36.064,10 kr. den 7. januar 1992 samt klagerens månedlige indbetalinger på 6.000 kr. Nettorente pr. 31. december 1991 og 1992 er anført med "0,00." Saldoen pr. 31. marts 1993 er angivet til ca. 165.000 kr.

Den 10. november 1993 fremsendte indklagede til klageren en manuel opgørelse af indklagedes tilgodehavende inkl. renter 15% p.a. til den 1. december 1993. Ved opgørelsen tillagde indklagede restgælden 36.064,10 kr. i advokatomkostninger. Den opgjorte restgæld udgjorde ca. 435.000 kr.

Den 1. februar 1994 modtog klageren en foreløbig kontoudskrift, nu med klageren anført som kontohaver, men fortsat med "incasso" som kontotype. Ifølge kontoudskriften var saldoen ca. 88.000 kr. Der var fortsat ikke tilskrevet rente.

Ved anbefalet skrivelse af 24. maj 1994 rykkede indklagede klageren for en restance på 12.000 kr. Indklagede opgjorde sit tilgodehavende inkl. renter til 31. maj 1994 til 437.020,48 kr.

På baggrund af en henvendelse fra klagerens advokat korrigerede indklagede den 21. juli 1994 den manuelle opgørelse, idet indklagede erkendte, at advokatomkostningerne på 36.064,10 kr. var medtaget to gange. Indklagede opgjorde herefter tilgodehavendet inkl. renter 15% p.a. frem til 1. juli 1994 til 370.684,61 kr. Indklagede oplyste, at kontoudskriften af 11. marts 1993 var en intern udskrift, som viste klagerens engagement excl. renter på daværende tidspunkt.

Af nogle indbetalingskvitteringer, som klageren har fremlagt, fremgår en saldo på 28.023,45 kr. (negativ) den 14. december 1994. Den 2. marts 1995 skulle kontoens saldo ifølge en anden indbetalingskvittering udgøre 16.023,45 kr. (negativ).

Ved anbefalet skrivelse af 22. august 1995 til klageren opsagde indklagede klagerens lån til indfrielse på grund af misligholdelse. Indklagede opgjorde sit tilgodehavende inkl. renter til 382.694,32 kr.

Ved skrivelse af 26. august 1995 gjorde klageren indsigelse over for indklagede, idet det var hans opfattelse, at lånet var indfriet ved betaling af ydelsen for april 1995. Indklagede fastholdt sin opgørelse af restgælden.

Ved skrivelse af 13. december 1995 til klageren meddelte skatteforvaltningen, at et af klageren angivet rentefradrag på 61.382 kr. for 1992 ikke kunne godkendes, idet der var tvivl om, hvorvidt klageren var rette debitor, og om rentekravet var effektivt. Det fremgår, at lånet har været medtaget i klagerens selvangivelser siden 1991.

Ved klageskema af 6. januar 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans engagement med indklagede er indfriet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Ved skrivelse af 25. januar 1996 til skatteforvaltningen foretog indklagede renteindberetning vedrørende rentetilskrivningen på klagerens lån for årene 1991-1994. Indklagede anførte, at der burde have været foretaget renteindberetning for de pågældende år og beklagede, at dette ikke var sket. Renten for 1992 var angivet til 60.953 kr.

Klageren har anført, at han så sig nødsaget til at underskrive gældsbrevet for at formå indklagede til at frafalde konkursbegæringen. Gældsbrevet blev underskrevet med den klare forudsætning, at der blev optaget forhandling om de tidligere foretagne rentetilskrivninger samt omkostninger. Hans krav var begrundet i en række kritisable forhold vedrørende indklagedes håndtering af erhvervsengagementet. Hertil kommer, at indklagede ikke havde opfyldt en aftale om fortsættelse af engagementet, der blev indgået i forbindelse med forhandlingerne i 1991, ligesom indklagede uberettiget indgav konkursbegæring mod ham. Primo 1993 pressede han på vedrørende en forhandling af gælden, men indklagede ønskede at udsætte forhandlingen, indtil en tvist mellem indklagede og toldvæsenet om nogle omstødelige dispositioner var afklaret. Ved modtagelsen af kontoudtogene i marts 1993 konstaterede han, at indklagede havde nedskrevet gælden med beløbet på 223.699,63 kr., og at indklagede havde undladt at tilskrive rente. Han opfattede dette som en kompensation fra indklagedes side og accepterede denne. Han protesterede over indklagedes manuelle opgørelse af restgælden af 10. november 1993, hvorpå indklagede fremsendte en kontoudskrift med den nedskrevne saldo uden renteberegning den 1. februar 1994. Da indklagede medio 1994 igen fortrød nedskrivningen af gælden, rettede han henvendelse til sin advokat. Af indbetalingskvitteringerne vedrørende lånet fremgik, at gælden påny var nedskrevet, og han betalte den aftalte ydelse frem til lånets udløb i april måned 1995. Han var uforstående over for, at indklagede ultimo 1995 opgjorde sit tilgodehavende til 382.000 kr. Indklagedes personale bekræftede løbende nedskrivningen af gælden og den manglende renteberegning, som fremgik af kontoudskrifterne og indbetalingskvitteringerne. Han har i tillid hertil indrettet sin privatøkonomi, og nedskrivningen af gælden har dannet grundlag for en udvidelse af hans engagement med et andet pengeinstitut.

Indklagede har anført, at klagerens engagement blev opsagt i april 1991 i forbindelse med, at klagerens aktieselskab trådte i betalingsstandsning. Der blev efterfølgende drøftet forskellige løsninger, uden at der blev indgået nogen endelig aftale. I november 1991 blev der drøftet en løsning, der bl.a. indebar tilførsel af et beløb på 600.000 kr. fra et andet pengeinstitut og en afvikling af klagerens restgæld med 6.000 kr. pr. måned. Aftalen blev opfyldt ved modtagelsen af 600.000 kr. fra det andet pengeinstitut den 29. november 1991. Af beløbet blev 223.699,63 kr. krediteret aktieselskabets inkassokonto den 2. december 1991. Fire dage senere, den 6. december 1991, underskrev klageren gældsbrevet vedrørende den samlede restgæld baseret på inkassoadvokatens opgørelse. Klageren fremsatte ønske om en drøftelse af de tilskrevne renter og omkostninger. Sådanne forhandlinger har ikke været ført, og det bestrides, at klageren kunne have en berettiget forventning om, at indklagede ville acceptere en reduktion af gælden. Selv om klageren har modtaget kontoudskrifter, der udviste en mindre restgæld end den reelle gæld, har han ikke berettiget kunnet forvente, at indklagede havde nedskrevet gælden i henhold til gældsbrevet eller givet afkald på renter, idet der ikke var indgået aftale herom. Det fremgår endvidere af skrivelsen fra skatteforvaltningen, at klageren havde ment at kunne fratrække renter af lånet, hvorfor han må have været bekendt med, at lånet blev forrentet. Endvidere har klageren den 10. november 1993, den 24. maj 1994 og den 21. juli 1994 modtaget opgørelser af restgælden med tilskrevne renter.

Ankenævnets bemærkninger:

Klageren underskrev den 6. december 1991 et gældsbrev, ved hvilket han erkendte at skylde indklagede 425.531,37 kr. Beløbet skulle tilbagebetales ved en månedlig ydelse på 6.000 kr., og lånets løbetid ville med en uændret rente på 15% p.a. være ca. 14 år.

Selv om klagerens advokat i forbindelse med fremsendelsen af det underskrevne gældsbrev anførte, at klageren ønskede at optage forhandlinger om tidligere foretagne rentetilskrivninger og påløbne inkassoomkostninger, finder Ankenævnet, at klageren ikke havde noget grundlag for at opfatte de kontoudskrifter vedrørende aktieselskabets inkassokonto, som han modtog i marts 1993 og i februar 1994, som værende udtryk for, at indklagede uden forhandlinger havde accepteret dels at nedskrive gælden med 223.699,63 kr., dels at give afkald på forrentning. Klageren måtte således indse, at de i kontoudskrifterne angivne saldi ikke var udtryk for den reelle gæld, hvilket også fremgik af indklagedes opgørelser af 10. november 1993 og 24. maj 1994.

Den fejl, som indklagede i disse opgørelser begik ved at medtage inkassoomkostningsbeløbet på ca. 36.000 kr. to gange, er blevet korrigeret ved indklagedes opgørelse af 21. juli 1994. Indklagede har endvidere korrigeret den manglende renteindberetning til skattemyndighederne ved skrivelsen af 25. januar 1996 til skatteforvaltningen.

Der er herefter ikke grundlag for at tage klagen til følge, hverken helt eller delvis.

Som følge heraf