I 1985 indgik klageren en kassekreditkontrakt (lønkontokredit) på 50.000 kr. med indklagede. Kassekreditten blev i december 1988 omlagt og forhøjet til et blankolån på 62.010,85 kr., hvoraf ca. 10.000 kr. blev anvendt som indskud på en nyoprettet kapitalpensionskonto. Af gældsbrevet fremgik bl.a. følgende:
"Gælden forrentes fra afregningsdagen med den af sparekassen til enhver tid fastsatte rente, for tiden 15% p.a., som tilskrives kvartalsvis bagud."
I oktober 1986 var klageren og dennes ægtefælle blevet bevilget et boliglån på 300.000 kr. hos indklagede. Ifølge gældsbrevet blev gælden forrentet med indklagedes til enhver tid fastsatte rente, p.t. 11,5% p.a., og afviklet med en halvårlig ydelse på 19.315 kr. Til sikkerhed fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 650.000 kr. med pant i ægtefællens faste ejendom.
Fra 1990 annoncerede indklagedes Direkte afdeling med lavt forrentede lån og højt forrentede indskudskonti. Ved skrivelse af 7. oktober 1990 rettede klageren henvendelse til denne afdeling, bl.a. med henblik på at opnå en nedsættelse af renten på boliglånet. Ved skrivelse af 26. november 1990 blev ansøgningen afslået. Der henvistes til, at klagerens engagement ikke kunne tilpasses forudsætningerne for Direkte-programmet for så vidt angik klagerens økonomiske forhold samt forudsætningen om, at engagementet skal kunne forløbe uden nogen videre service fra afdelingens side.
Boliglånet blev indfriet i 1991, medens blankolånet er indfriet i oktober 1993.
Der er under sagen fremlagt en oversigt over indklagedes rentesatser i 1985-1993 for boliglån, blankolån og lønkontokredit samt en annonce fra indklagedes Direkte afdeling fra 1993. En sammenligning af rentesatser viser:
Rente pr. Rentesats
Indklagede har om forskellen i rentesatserne i oversigten og i annoncen oplyst følgende:
"[Indklagede] udbød fra den 20. marts 1990 et "direkte produkt" til de kunder, der ud fra en samlet vurdering opfylder de for direktekonceptet afgørende forudsætninger.
Som de væsentligste forudsætninger kan nævnes kravet til kundens kreditværdighed, herunder kundens indkomst og formueudvikling, samt den sikkerhedsmæssige afdækning af engagementet."
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation for perioden 1986 - 1993 for de nævnte konti og at ophæve kapitalpensionskontoen uden at belaste klageren med ekstra beskatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun i forhold til, hvad indklagede har annonceret med, har betalt for meget i rente på blankolånet, boliglånet og lønkontokreditten, hvorfor indklagede bør yde en rentekompensation. Kapitalpensionen har været lavt forrentet og blev stiftet som følge af dårlig rådgivning fra indklagede. Hun har lidt tab ved, at kapitalpensionen blev finansieret ved et blankolån. I øvrigt havde hun i forvejen kapitalpensionskonti i et andet pengeinstitut og i en pensionskasse. Af frygt for chikane fra indklagedes side er klagen først indgivet efter indfrielsen af engagementet.
Indklagede har anført, at klagerens lån har fulgt de rentesatser, der var gældende for lån af denne art hos indklagede. I oktober 1990 ansøgte klageren for så vidt angik boliglånet om den lavere rentesats, som var gældende for Direkte-programmet. Indklagede foretog en kreditvurdering, efter hvilken indklagede ikke kunne tilbyde klageren at få ændret sit engagement. Klagerens konti hos indklagede har derfor i hele perioden fulgt rentesatserne for det traditionelle bankprodukt, og hun kan ikke have haft en berettiget forventning om en lavere rente på sine lån. Kapitalpensionen blev oprettet på foranledning af klageren og kan til enhver tid ophæves forudsat, at der svares indkomstskat, jvf. pensionsbeskatningslovens §§ 28 og 48.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger til grund, at renten på klagerens lån til enhver tid har fulgt indklagedes sædvanlige rente for lån af den pågældende art, og at de lavere rentesatser, klageren har henvist til, alene har været gældende for kunder omfattet af indklagedes Direkte-program.
Det må lægges til grund, at beslutningen om at oprette kapitalpensionen på 10.000 kr. er truffet af klageren selv, og det er ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse hermed har rådgivet klageren på urigtig eller mangelfuld måde.
Som følge heraf