Afgørelse

Indsigelse mod kautionsforpligtelse.

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelser i forbindelse med, at hun påtog sig kaution for en erhvervskredit.

Sagens omstændigheder.

I 2005 ønskede klageren og dennes veninde, A, at starte en butik via et interessentskab.

I september 2005 fik klageren og A udarbejdet et budget hos en revisor med henblik på at opnå den fornødne finansiering. Planen blev ændret således, at A i første omgang skulle starte virksomheden alene. Klageren skulle efterfølgende indtræde som medindehaver. Til finansiering af butikken ydede Spar Bank Vest, nu Sparbank, et udlandslån på 200.000 kr. og en erhvervskredit med et maksimum på 150.000 kr. med A som debitor. Klageren underskrev den 11. oktober 2005 kassekreditkontrakten som selvskyldnerkautionist. Vedrørende kautionen fremgår bl.a. følgende af kassekreditkontrakten:

" Selvskyldnerkautionist(er)

…, [klageren, adresse]

indestår herved Sparbank Vest

som selvskyldnerkautionist(er) til sikkerhed for opfyldelse af forpligtelser for betaling, herunder renter, provision og omkostninger iflg. nærværende dokument.

Selvskyldnerkaution af [klageren] kan dog højst andrage DKK 175.000,00 plus renter m.v. i forhold hertil.

…

Selvskyldnerkautionist(er)s underskrift

Jeg/vi accepterer omstående bestemmelser for kaution.

Jeg/vi bekræfter samtidig, at Sparbank Vest har gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Jeg/vi er her­under gjort bekendt med, at Sparbank Vest kan kræve, at jeg/vi straks indfrier den del af lånet/kreditten, jeg/vi har påtaget mig at kautionere for, hvis debitor ikke opfylder sin betalingsforpligtelse. Jeg/vi er klar over, at det ikke kun er debitors manglende betaling (restancen), som Sparbank Vest kan kræve. Jeg/vi er indforstået med, at det er hele kautionsforpligtelsen samt renter heraf, der forfalder til betaling, hvis debitor ikke betaler en ydelse til tiden.

Jeg/vi har derudover modtaget og gjort mig/os bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af kreditaftale med angivelse af aktuel gæld, et eksemplar af Sparbank Vest's "Almindelige forretningsbetingelser og særlige bestemmelser for lån og kreditter", som også gælder for kreditten."

Klageren, der er født i 1985, havde efter det oplyste en skattepligtig indkomst på 150.274 kr. i 2004.

Ved brev af 23. december 2005 gjorde banken kautionen gældende over for klageren. Af brevet fremgår bl.a.:

"På nedenstående engagement, for hvilket De har kautioneret for kr. 175.000,00, vurderes de forelagte budgetforudsætninger ikke at kunne opfyldes, ligesom de to første måneders realiserede omsætning ikke vurderes at kunne danne grundlag for fortsat drift. Vi skal derfor med henvisning til dette opsige Deres forpligtelse til fuld indfrielse:

hvortil kommer renter fra d.d. og frem til betaling sker jvf. ovenstående rentesatser. Beløbet bedes indbetalt senest 10 dage fra dato."

I december 2007 udtog banken stævning mod klageren med krav om betaling af 175.000 kr., subsidiært et efter rettens skøn mindre fastsat beløb, med tillæg af procesrente fra den 23. januar 2006. Klageren påstod frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end det påstævnte.

Den 18. februar 2008 blev sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet, jf. retsplejelovens § 361.

Banken har under sagen fremlagt en kontoudskrift for kreditten for perioden 3. november 2005 - 26. juni 2008. Det fremgår, at saldoen i perioden 21. december 2005 - 13. januar 2006 blev nedbragt fra 140.349,05 kr. til 108.907,68 kr. Den 13. januar 2006 blev der hævet i alt 202.051,96 kr. på kreditten til indfrielse af udlandslånet, hvorefter saldoen var 310.959,97 kr. Seneste rentetilskrivning skete pr. den 23. januar 2006, hvor der blev debiteret i alt 1.717,02 kr. i renter. Samtidig blev der krediteret et beløb på 3.669,31 kr. i "korrektion af tidligere tilskrevet rente af gæld". Pr. den 26. juni 2008 var saldoen nedbragt til 255.192,01 kr.

Parternes påstande.

Den 29. februar 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparbank helt eller delvist skal frafalde sit krav i henhold til kautionen.

Sparbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken handlede i strid med god pengeinstitutskik, herunder de af Forbrugerrådet og Finansrådet udarbejdede fælles regler for private kautioner, ved at lade hende kautionere for A. Kautionen bør tilsidesættes helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 36, idet det er urimeligt og i strid med redelig handlemåde at gøre kautionen gældende. Subsidiært bør kautionen nedsættes i medfør af lov om finansiel virksomhed § 48.

Hun var ikke i stand til at overskue konsekvenserne af kautionsforpligtelsen, hvilket må have stået banken klart.

I efteråret 2005 blev hun gravid, hvilket var årsagen til, at A startede butikken alene. Det blev drøftet, at hun måske med tiden skulle indtræde som medejer, hvilket på grund af graviditet og barsel imidlertid tidligst ville kunne ske efter ca. 1½ år.

På kautionstidspunktet var hun 20 år og gravid. Hun havde ingen formue, og hendes seneste årsindkomst var på 150.000 kr. Hun var ikke medejer af butikken og havde således ikke noget incitament til at påtage sig en økonomisk risiko herfor. Under disse omstændigheder var det uprofessionelt og urimeligt, at banken accepterede hende som kautionist for hendes jævnaldrende venindes gæld.

Kassekreditten var ikke misligholdt, da kautionen blev gjort gældende.

Bankens krav bør i hvert fald nedsættes til gælden på kassekreditten på 142.076,48 kr. eller kredittens maksimum på 150.000 kr., jf. lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 4, hvorefter en kautionist ikke kan hæfte for et beløb større end lånets hovedstol eller kredittens maksimum ved kautionsaftalens indgåelse.

På kautionstidspunktet forelå der intet konkret i relation til, hvorvidt hun skulle indtræde som medejer. Der var derfor ikke tale om erhvervskaution. Under alle omstændigheder adskiller klagen sig ikke fra en klage vedrørende et privat kundeforhold, hvorfor Ankenævnet har kompetence til at behandle klagen.

Sparbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsmæssigt forhold, som ikke er omfattet af Ankenævnets kompetence, jf. Ankenævnets vedtægter § 2. Ved etableringen af engagementet blev det aftalt, at klageren skulle indtræde som medindehaver inden for ca. seks måneder. Da klageren således inden for kort tid skulle være medindehaver, var hun klar over, at en forudsætning i den forbindelse ville være, at hun tillige skulle hæfte for virksomhedens kassekredit. Klageren var derfor indforstået med at kautionere for A, idet dette på sigt ikke ville gøre nogen forskel. Klageren påtog sig således kautionen som følge af en erhvervsmæssig relation mellem hende og A.

Subsidiært bør sagen afvises, fordi en afklaring af omstændighederne forudsætter parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klageren er forpligtet i overensstemmelse med sit kautionsløfte, jf. kassekreditkontrakten, hvoraf det fremgår, at klageren hæfter som selvskyldnerkautionist med et beløb på 175.000 kr.

Der er tale om erhvervskaution, hvorfor lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 4, ikke finder anvendelse.

Der er intet belæg for at erklære kautionsløftet ugyldigt i medfør af aftalelovens § 36.

Banken har ikke givet mangelfulde oplysninger om hovedmandens A's forhold, hvilket klageren heller ikke har fremlagt nogen dokumentation for. Engagementet blev etableret på grundlag af budgettet, som var udarbejdet af en revisor efter anmodning fra klageren og A. Klageren var således fuldt ud bekendt med grundlaget for engagementet og forudsætningen om, at hun skulle indtræde som medejer af butikken.

Klageren har været medlem af bestyrelsen i en andelskasse, hvorfor klageren uden tvivl havde økonomisk indsigt.

Kassekreditten kunne opsiges uden varsel, hvilket også fremgår af kassekreditkontrakten.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren var hverken medejer af virksomheden eller på anden måde ansvarlig for denne. Det er ikke godtgjort, at det mellem klageren og A var endeligt aftalt, at klageren senere skulle indtræde som medejer. Ankenævnet finder herefter, at klagen vedrører privat kaution. Sparbanks påstand om, at klagen skal afvises som erhvervsmæssig, tages derfor ikke til følge.

Der er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at kautionsforpligtelsen stod i misforhold til klagerens økonomi, jf. nu § 20, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1222 af 19. oktober 2007 om god skik for finansielle virksomheder.

På baggrund af bestemmelserne i kassekreditkontrakten, som klageren underskrev som selvskyldnerkautionist, må det lægges til grund, at klageren blev informeret om indholdet og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen. Hun må på grundlag af det af revisoren udarbejdede budget også have været fuldt ud bekendt med det økonomiske grundlag for A's opstart af butikken.

Der er herefter ikke grundlag for at tilsidesætte kautionsforpligtelsen i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

Det lægges til grund, at engagementet var eller blev opsagt den 23. december 2005, hvor kautionen blev gjort gældende, og at opsigelsen var sagligt begrundet.

Det må imidlertid lægges til grund, at klageren ikke som forudsat i bankens opsigelsesskrivelse havde påtaget sig kaution for A's udlandslån, men efter indholdet af kautionserklæringen i kassekreditkontrakten alene for kassekreditten. Kautionsforpligtelsen må også i relation til § 48 i lov om finansiel virksomhed anses for påtaget uden for erhvervsforhold, og det beløb, for hvilket klageren hæfter som kautionist, kan derfor i hvert fald ikke overstige kredittens maksimum på 150.000 kr., jf. § 48, stk. 4.

Efter at banken havde gjort kautionsforpligtelsen gældende den 23. december 2005, blev kassekreditten nedbragt til 108.907,68 kr. pr. 13. januar 2006, før restgælden på udlandslånet samme dag blev overført til kassekreditten. Ankenævnet finder, at den gæld, for hvilken klageren hæfter som kautionist, herefter må opgøres til 108.907,68 kr. med tillæg, henholdsvis fradrag, at renteposteringerne foretaget den 23. januar 2006 i det omfang, disse renteposteringer angår kassekreditten. Den nettonedbringelse af den samlede gæld, som er sket efter den 13. januar 2006, må i øvrigt henføres til udlandslånet. Det beløb, for hvilket klageren herefter hæfter, kan banken, der som nævnt gjorde sit krav mod klageren gældende den 23. december 2005, kræve forrentet efter renteloven fra den 23. januar 2006, jf. rentelovens § 3, stk. 2.

Som følge heraf