Afgørelse

Rådgivning ved indgåelse af aftale om valutaswap. Indsigelse mod lukning ved udløb

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser om mangelfuld rådgivning om valutaswap samt bankens lukning af valutaswappen ved udløb.

Sagens omstændigheder

I september 2008 indgik klageren, der er landmand, en aftale med Nordea Bank om handel med finansielle instrumenter.

Den 11. september 2008 indgik klageren en aftale med banken om en valutaswap med udløb den 15. september 2011, hvor klageren skulle betale 638.338,62 schweizerfranc (CHF) mod bankens betaling af 3 mio. danske kroner (DKK). I løbetiden skulle banken betale en variabel rente på CIBOR 3 måneder beregnet af hovedstolen i DKK og fra klageren modtage en variabel rente på LIBOR 3 måneder + 0,55 % beregnet af hovedstolen i CHF.

Nordea Bank har fremlagt et planchesæt, der dannede grundlag for drøftelserne, der førte til indgåelsen af valutaswapaftalen.

Om baggrunden for aftalen har banken oplyst, at klageren i Nordea Kredit havde et rentetilpasningslån (F1) i euro (EUR). Klageren ønskede en lavere lånerente, hvilket blandt andet kunne opnås ved at omlægge lånet til CHF ved hjælp af en valutaswap.

Valutaswappen udviklede sig negativt for klageren som følge af stigninger i CHF-kursen.

I forlængelse af et møde med klageren den 29. november 2010 indhentede banken en opgørelse af valutaswappen, der viste en markedsværdi på 674.532 kr. i klagerens disfavør.

Pr. den 15. september 2011 blev valutaswappen lukket med en negativ værdi for klageren på 953.583,23 kr.

Klageren gjorde indsigelse mod forløbet.

Ved e-mail af 6. oktober 2011 til klageren anførte banken blandt andet:

"… Banken har ændret politik med hensyn til CHF-forretninger, hvor de bestående forretninger for størstedelens vedkommende har fået lov til at køre til udløb – og ingen muligheder for at lave nye. Banken ønsker ikke, at vores landmænd indgår i rene spekulationsforretninger, men fokuserer på deres kerneforretning. …"

Parternes påstande

Den 17. september 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal godtgøre tabet ved lukningen af valutaswappen og genetablere aftalen.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens rådgivning var mangelfuld. Han blev ikke informeret om, at produktet var vanskeligt at gennemskue, og at der var risiko for at tabe mere end det investerede beløb.

Han ønskede ikke at påtage sig en stor risiko. På baggrund af bankens forslag om en valutaswap var han indstillet på at indgå en aftale på 1 mio. kr., men banken pressede på for en aftale på mindst 3 mio. kr., idet omkostningerne ellers ville være for store.

Banken forsikrede ham om, at aftalen kunne fortsætte, hvis markedsværdien på udløbstidspunktet var negativ, hvilket var en væsentlig forudsætning for ham.

Hvis han havde vidst, at han måske ikke kunne fortsætte aftalen efter tre år, ville han have valgt en længere løbetid eller slet ikke have indgået aftalen.

Banken holdt ikke løftet, idet valutaswappen blev lukket i strid med hans ønsker og uden hans samtykke. Lukningen skete uden et forudgående møde, hvor det måske havde været muligt at finde en løsning. Han havde således mulighed for at tilvejebringe den fornødne likviditet til en forlængelse.

Det viste sig, at lukningen var begrundet i, at banken i 2010 havde skiftet politik på området, hvilket han ikke var blevet informeret om. Hvis han havde vidst, at banken ikke som forudsat ville videreføre aftalen efter udløbet, ville han have lukket forretningen i forbindelse med drøftelser i december 2010 med henblik på at begrænse tabet.

Nordea Bank har anført, at banken var berettiget til at lukke swapaftalen ved ordinært udløb, og at banken ikke har handlet ansvarspådragende.

Bankens rådgivning overholdt alle de krav, som fulgte af bekendtgørelse om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel. Klageren blev rådgivet om fordelene og ulemperne ved en valutaswap, herunder om den valutarisiko, som var forbundet med at indgå en valutaswapaftale, jf. det fremlagte planchesæt. Det var bankens vurdering, at klageren forstod risiciene, og at han økonomisk var i stand til at bære dem.

Det fremgik af både handelsbekræftelsen og af bevillingsbrevet, at løbetiden var tre år.

Det bestrides, at banken skulle have afgivet et løfte om, at swapaftalen kunne fortsætte/forlænges ud over det aftalte udløbstidspunkt.

Der var en løbende dialog mellem banken og klageren om udviklingen i valutaswapforretningen. Blandt andet tog klageren i december 2010 stilling til, om swappen på daværende tidspunkt skulle indfries, eller om den skulle fortsætte til udløb i september 2011.

Ankenævnets bemærkninger

Mod bankens benægtelse finder Ankenævnet ikke holdepunkter for at fastslå, at banken som anført af klageren skulle have forpligtet sig til at videreføre aftalen efter dennes udløb den 15. september 2011, hverken i forbindelse med aftaleindgåelsen eller under de senere drøftelser, herunder drøftelserne i december 2010.

Ankenævnet finder heller ikke, at det kan lægges til grund, at bankens rådgivning af klageren i forbindelse med valutaswappen var mangelfuld.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.