Dankort, misbrug. Stjålet fra taske under bustur.
| Sagsnummer: | 375 /1992 |
| Dato: | 18-11-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
|
| Ledetekst: | Dankort, misbrug. Stjålet fra taske under bustur. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 21. november 1991 blev klageren frastjålet sin pung indeholdende klagerens dankort formentlig under en bustur i København. Klageren har oplyst, at den til kortet hørende PIN-kode var opbevaret i pungen. Denne lå i hendes taske, som hun havde over skulderen.
Kortet blev spærret kl. 15.37 ved klagerens henvendelse til indklagedes Østergade afdeling.
Det viste sig efterfølgende, at der forinden spærringen var hævet i alt. 5.000 kr. ved 4 hævetransaktioner i 2 forskellige hæveautomater opstillet i en af indklagedes afdelinger og en afdeling af Arbejdernes Landsbank.
Efter at indklagede har meddelt klageren, at hun selv hæfter for det hævede beløb på 5.000 kr., der er debiteret med valør den 27. november 1991, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes helt eller delvis at godtgøre hende det hævede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun som følge af sygdom havde ladet en veninde købe ind for sig og ved den lejlighed havde givet veninden en seddel med den til kortet hørende PIN-kode, således at veninden kunne hæve på dankortet. Klageren havde efterfølgende glemt at fjerne sedlen fra pungen.
Indklagede har anført, at efter den på misbrugstidspunktet gældende affattelse af betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger den i medfør af stk. 2, udstedte bekendtgørelse, ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed. Denne bestemmelse må uanset ordlyden også omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret en seddel med PIN-koden samme sted som kortet. Klageren har således i det foreliggende tilfælde udvist grov uagtsomhed, hvorfor klageren selv hæfter for 5.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
I sommeren 1991 blev der mellem Finansrådet og Forbrugerrådet opnået enighed om de nye regler om misbrug af betalingskort, der nu er gennemført ved lov nr. 184 af 23. marts 1992 om ændring af betalingskortloven. For så vidt angår misbrug, der har fundet sted efter den 20. juni 1991, men inden ikrafttrædelsen af de nye regler, har indklagede - ligesom andre pengeinstitutter - tidligere erklæret sig indforstået med at anvende de nye regler i det omfang, de stiller kortindehaveren bedre end de på misbrugstidspunktet gældende regler. Ankenævnet lægger til grund, at denne erklæring også omfatter det foreliggende tilfælde.
Efter de nye reglers § 21, stk. 1, hæfter kortindehaveren for op til 1.200 kr. af tabet, når den til kortet hørende PIN-kode har været anvendt. Efter stk. 3, nr. 2, hæfter kortindehaveren dog for op til 8.000 kr., såfremt det godtgøres, at indehaveren "ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug".
Det må lægges til grund, at klagerens pung indeholdende dankortet blev stjålet fra klagerens taske, formentlig under en bustur, og at klageren ikke i forbindelse med selve tyveriet har gjort sig skyldig i uagtsomhed. Selv om det kan bebrejdes klageren, at hun i pungen tillige opbevarede en seddel, på hvilken PIN-koden var noteret i ikke kamufleret form, findes klageren efter en samlet vurdering ikke at have udvist en groft uforsvarlig adfærd som omhandlet i lovens § 21, stk. 3, nr. 2. Ankenævnet har herved også lagt vægt på, at det i lovens forarbejder er forudsat, at det udvidede ansvar kun kan gøres gældende i et fåtal af tilfælde. Ankenævnet finder således, at klageren efter de nye regler alene hæfter for 1.200 kr. af tabet.
I relation til de hidtidige regler må klageren anses at have handlet groft uagtsomt, således at hun efter disse selv måtte bære hele tabet på 5.000 kr.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden 4 uger på klagerens konto indsætte 3.800 kr. med valør den 27. november 1991. Klagegebyret tilbagebetales klageren.