Indsigelse mod hæftelse for kassekredit. Anbringende om proforma-arrangement.
| Sagsnummer: | 164/1996 |
| Dato: | 17-04-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kassekredit - hæftelse
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for kassekredit. Anbringende om proforma-arrangement. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren, der er født i 1969, og klagerens søster, der er født i 1975, underskrev den 31. oktober 1994 en kassekreditkontrakt med indklagede på 350.000 kr. Samme dag udstedte klageren og søsteren et ejerpantebrev på 350.000 kr. i en galophest. Ejerpantebrevet blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for kreditten.
En af klageren og søsteren personligt ejet virksomhed indenfor hestebranchen havde en standardkonto hos indklagede.
Ved skrivelse af 9. november 1994 underskrevet af klageren og søsteren blev det meddelt indklagede, at klagerens moder og klageren var underskriftberettigede på checks udstedt af virksomheden.
Klagerens fader drev erhvervsvirksomhed gennem et aktieselskab, som ligeledes var kunde hos indklagede. Det fremgår, at selskabets engagement med indklagede på tidspunktet for etableringen af kassekreditten var ca. 560.000 kr.
Den 9. november 1994 udstedte klagerens moder to checks på henholdsvis 100.000 kr. og 240.164,06 kr. trukket på klagerens og søsterens kassekredit. Checkene blev udstedt til henholdsvis faderens aktieselskabs konto og klagerens og søsterens virsomheds standardkonto og blev indsat på de respektive konti den 22. november 1994. Gælden på de to konti var før krediteringerne henholdsvis ca. 566.000 kr. og ca. 245.000 kr.
Standardkontoen udgik den 28. november 1994, hvor restsaldoen blev indfriet med en overførsel på 14.772,94 kr. fra kassekreditten.
Saldoen på aktieselskabets kassekredit var ca. 605.000 kr. pr. 31. december 1994.
Ved fuldmagtserklæring til indklagede underskrevet af klageren den 4. januar 1995 fik klagerens mor fuldmagt til at disponere over kassekreditten.
Ved skrivelse af 27. februar 1995 til indklagede anmodede klagerens fader om opgørelse af sin kapitalpension, idet provenuet, der forventedes at blive ca. 37.000 kr., ønskedes overført til nedbringelse af et overtræk på ca. 64.000 kr. på klagerens og søsterens kassekredit.
Aktieselskabet gik efterfølgende konkurs.
I efteråret 1995, hvor gælden ifølge klagerens og søsterens kassekredit var ca. 380.000 kr., blev der indledt drøftelser mellem indklagede og klageren om afvikling af kassekreditten og realisering af pantet. Værdien af pantet var faldet væsentligt fordi hesten havde pådraget sig en skade.
Ved klageskema af 18. april 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hverken han eller hans søster hæfter for restgælden på kassekreditten efter realisering af pantet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at kassekreditkontrakten blev underskrevet på faderens virksomhedsadresse under et møde mellem en medarbejder fra indklagede og faderen. Han blev kaldt ind til mødet for at underskrive dokumenterne, hvilket han gjorde uden at tænke nærmere over de juridiske aspekter. Det var klart, at der var tale om et proforma arrangement. Kreditten skulle benyttes til finansiering af faderens virksomhed, og hesten, der blev stillet som sikkerhed, var kun formelt ejet af ham og søsteren. Den var almindeligt kendt og omtalt som faderens hest. Han og søsteren, der begge var under uddannelse, kunne ikke afvikle kreditten. Indklagede honorerede endvidere uberettiget checks udstedt af moderen, før fuldmagten hertil af 4. januar 1995 forelå. Fuldmagten af 9. november 1994 vedrørte alene standardkontoen. Indklagede bør på grund af arrangementets proforma karakter anerkende, at han og søsteren ikke hæfter for kassekreditten ud over værdien af hesten. Subsidiært gøres det gældende, at indklagede har handlet i strid med god bankskik ved at acceptere ham og søsteren som debitorer på en kredit, som de ikke havde mulighed for at afvikle, og som reelt blev etableret for at formindske indklagedes risiko på engagementet med selskabet.
Indklagede har anført, at man på grund af faderens selskabs økonomiske situation ikke ønskede at stille yderligere usikrede kreditfaciliteter til rådighed for dette. Klageren, der arbejdede for selskabet, og som var bestyrelsesmedlem i et holdingselskab, der ejede 75% af aktierne, var bekendt med selskabets økonomiske situation. Kreditten blev ydet dels til finansiering af driftsudgifter til klagerens og søsterens hest, dels som likviditet til aktieselskabet. Kreditten blev etableret med klageren og søsteren som debitorer for at gøre det klart, at det var dem, der var långivere til selskabet. Det er nyt for indklagede, at klageren og søsteren ikke reelt var ejere af hesten. Fuldmagten af 9. november 1994 vedrører ikke en bestemt konto. Fuldmagten blev bekræftet på underskriftsbladet den 4. januar 1995. Såfremt klageren mente, at moderen uberettiget havde trukket checks i perioden 9. november 1994 til 4. januar 1995, burde han have gjort indsigelse ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1994. Indklagedes tilgodehavende hos aktieselskabet var ultimo 1994 større end umiddelbart før etableringen af kassekreditten. Under forhandlingerne om afviklingen af gælden i efteråret 1995 gjorde klageren ikke gældende, at han ikke hæftede for gælden, men alene, at han ikke var i stand til at afvikle den.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at klageren ved underskrivelsen den 31. oktober 1994 af kassekreditkontrakten på 350.000 kr. og dokumenterne vedrørende pantsætningen af hesten måtte indse, at han herved påtog sig en selvstændig hæftelse for gælden, selv om det måtte være forudsat, at midlerne til afvikling af denne helt eller delvis skulle tilvejebringes af faderens virksomhed. Det af klageren anførte om ejerforholdet til hesten kan ikke begrunde, at han ikke er bundet af den således påtagne forpligtelse, og der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan føre hertil.
Efter indholdet af fuldmagten af 9. november 1994 sammenholdt med det forhold, at klageren først under klagesagen har gjort indsigelse mod debiteringerne på kassekreditten i efteråret 1994, finder Ankenævnet at måtte lægge til grund, at klagerens moder også forud for udstedelsen af fuldmagten af 4. januar 1995 havde fuldmagt til at hæve på kassekreditten, herunder til udstedelsen den 9. november 1994 af de to checks på i alt ca. 340.000 kr.
Som følge af anførte
Klagen tages ikke til følge.