Valutaterminsforretninger, afviklingsaftale vedrørende tab.
| Sagsnummer: | 170 /1993 |
| Dato: | 22-10-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Terminsforretninger - indgåelse
|
| Ledetekst: | Valutaterminsforretninger, afviklingsaftale vedrørende tab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 17. maj 1988 underskrev klageren der er studerende, en aftale om valutaterminsforretninger med en ramme på 1.000.000 kr. Rammeaftalen blev senere forhøjet til 5.000.000 kr. Til sikkerhed for engagementet gav klageren indklagede sikkerhed i et kontant indestående samt værdien af et obligationsdepot; den samlede værdi af depotet var i foråret 1991 ca. 190.000 kr.
Frem til foråret 1991 blev der indgået en række valutaterminsforretninger, som medførte et samlet tab på ca. 320.000 kr. Der indledtes herefter forhandlinger vedrørende klagerens betaling af tabet, idet de stillede sikkerheder realiseredes.
Ved skrivelse af 11. juni 1991 til klageren meddelte indklagede, at man var indstillet på pr. konduite at tilbyde klageren en afvikling af den negative saldo. Den 14. august 1991 underskrev klageren herefter en såkaldt indefrysningsaftale med indklagede. Af aftalen fremgik, at indklagedes samlede tilgodehavende hos klageren var 129.497,47 kr., hvilket beløb henstod rente og afdragsfrit indtil 1. januar 1994. Aftalen var gældende for 1 år af gangen og skulle genforhandles igen første gang den 1. september 1992. Endvidere var anført:
"Beløbet påbegyndes afvikling efter endt uddannelse, dog senest 01.01.94. Når der er afdraget kr. 95.000 gives saldokvittering på resten.
Rentesats ved afvikling af laveste kassekredit erhverv. Der beregnes kun rente af kr. 65.000,00 når lån påbegyndes afvikling - maks. løbetid 10 år."
Klageren har ved klageskema af 18. marts 1993 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren ikke hæfter for tabet ved valutaterminsforretningerne udover den af ham stillede sikkerhed.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hans forudsætning for at indgå på forretningerne var indklagedes tilkendegivelse af, at risikoen var begrænset til den stillede sikkerhed.
Frem til august 1990 oparbejdedes et tab på 166.000 kr., fra dette tidspunkt overtog indklagede placeringerne af valutaterminsforretningerne. Indklagede rådede klageren til at fortsætte forretningerne, uanset at klagerens sikkerhed stort set allerede var tabt, at han var studerende uden betydelig indtægt og havde væsentlig gæld ved siden af. Indklagede har villedt klageren og spekuleret for klagerens risiko og regning. Klageren burde i det mindste også efter august 1990 have kunnet træffe beslutninger vedrørende placeringerne, hvis et tab skulle gøres gældende overfor ham. Det var først, da klageren i foråret 1991 blev klar over, at indklagede ikke anså sig for ansvarlig for tabet, at han anmodede om at udtræde af forretningerne. Hertil kommer, at klageren gentagne gange under forløbet gav udtryk for, at han ikke fandt, at han hæftede for tab udover de stillede sikkerheder.
Indklagede har anført, at det var indklagedes klare opfattelse, at klageren var bekendt med risikoen ved at spekulere i valuta. Det bestrides, at indklagede skulle have tilkendegivet, at klagerens risiko var begrænset til værdierne af sikkerhedsdepotet, eller at klageren ikke hæftede for et eventuelt tab herudover. I august 1990 ville en realisation af tabet have medført, at sikkerhederne ville have været opbrugt. Indklagede kunne have forlangt forretningerne lukket, men valgte efter samråd med klageren at undlade dette, således at klageren fik mulighed for at genvinde tabet; betingelsen var, at indklagede overtog forretningerne, dog således at klageren var indforstået med de forretninger, som blev indgået. Klageren har ved sin underskrift på fremsendte notaer anerkendt hver enkelt forretning. Klageren kunne på et hvilket som helst tidspunkt have meddelt, at han ønskede at udtræde af forretningerne. Klager har på intet tidspunkt forud for indgåelsen af indefrysningsaftalen givet udtryk for, at han ikke hæftede for de 130.000 kr. Først i april 1993 har klageren gennem indgivelse af klagen bestridt sin hæftelse. Det forhold at der i al væsentlighed var sammenfald mellem den af klageren stillede sikkerhed og den konkrete risiko, var ikke udtryk for, at indklagede alene kunne holde sig til sikkerhederne, men var udtryk for indklagedes ønske om at minimere tab i tilfælde af, at klageren ikke kunne indfri den personlige forpligtelse.
Ankenævnets bemærkninger:
To medlemmer - Niels Waage samt Allan Pedersen, der i medfør af Ankenævnets vedtægters § 13, stk. 1, tillægges to stemmer - udtaler:
De skriftlige aftaler, som er forelagt Ankenævnet, indeholder intet, der taler for, at indklagede har påtaget sig at dække klagerens tab i forbindelse med valutaterminsforretningerne ud over den stillede sikkerhed, og klageren ses ikke at have godtgjort, at der mellem parterne var indgået en mundtlig aftale herom. Herefter, og da der ikke i øvrigt ses at være oplyst omstændigheder, der kan føre til at klageren er frigjort fra sin underskrift på indefrysningsaftalen, stemmer vi for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Søren Geckler og Jørn Ravn - udtaler:
Vi finder, at det var uforsvarligt, at indklagede, efter at klageren havde tabt den investerede kapital, foreslog klageren at fortsætte valutaspekulationerne, således at disse nu blev lånefinancieret. Vi stemmer derfor for, at det i medfør af aftalelovens § 36 fastslås, at klageren skal være frigjort for at opfylde indefrysningsaftalen.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Den indgivne klage tages ikke til følge.