Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Uberettiget debitering af kassekredit for samlevers gæld. Passivitet.

Sagsnummer: 172/1988
Dato: 09-03-1989
Ankenævn: Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne: Kassekredit - hæftelse
Ledetekst: Uberettiget debitering af kassekredit for samlevers gæld. Passivitet.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I forbindelse med klagerens og hans papirløse samlevers køb af en ejendom blev det aftalt, at samleverens konti skulle overføres fra Sparekassen SDS til indklagedes Køge afdeling.

Overførselsanmodningen omfattede ikke et lån på 28.000 kr., som samleveren selv ville indfri. Den 28. juli 1987, da klageren var bortrejst på ferie, overførtes samleverens konti fra SDS til afdelingen. Da lånet ikke var indfriet, anmodede SDS afdelingen om tillige at overføre dette, hvilket afdelingen accepterede. Da samleveren ikke havde indgået aftale med afdelingen om at oprette et lån, debiterede afdelingen klagerens kassekredit med 28.127,88 kr., hvilket man oplyste klageren om ved skrivelse af 28. juli 1987.

Ved et møde i afdelingen den 14. oktober 1987 gjorde klageren mundtlig indsigelse mod den skete debitering af hans kassekredit, dog uden at dette medførte en kreditering af beløbet.

Ved påtegning af 15. december 1987 på skrivelse af 24. november 1987 fra samleverens advokat tiltrådte klageren en ordning for opløsning af samejet mellem ham og samleveren, ifølge hvilken samleveren afviste at være forpligtet til at godtgøre klageren det omhandlede beløb.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte klageren det tab, han har lidt ved den uberettigede debitering af hans kassekredit. Klageren har opgjort tabet til 28.127,88 kr. med tillæg af renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede var klart bekendt med, at overførselsanmodningen netop ikke omfattede samleverens lån på 28.000 kr. Uagtet dette forhold traf man fra indklagedes side aftale med Sparekassen SDS om at overføre lånet.

Allerede ved sin hjemkomst den 7. august 1987 gjorde han ved personligt fremmøde i afdelingen indsigelse overfor posteringen.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at afdelingen overførte lånet fra SDS og debiterede klagerens kassekredit for beløbet, da lånet på overførselstidspunktet ikke var indfriet, og da man ønskede at få sagen bragt på plads.

Indklagede var naturligvis på daværende tidspunkt indstillet på at oprette et lån til klagerens samlever, hvis klageren ønskede dette.

Klageren protesterede dog først overfor indklagede ved henvendelsen den 14. oktober 1987 og ikke som anført af klageren allerede i august. Der blev således først protesteret på et tidspunkt, hvor indklagede måtte anse debiteringen for accepteret. på dette tidspunkt var der opstået uoverensstemmelser mellem klageren og hans samlever, hvorfor indklagede ikke længere havde mulighed for at få denne til at underskrive et lånedokument.

Klageren har endvidere i forbindelse med opløsningen af samejet accepteret, at hans tidligere samlever ikke skulle godtgøre ham ovennævnte beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke at kunne fæste lid til klagerens forklaring om, at han allerede i august 1987 protesterede mod debiteringen af det omhandlede beløb på hans kassekredit.

Det må således lægges til grund, at klageren, der havde modtaget oplysning om debiteringen ved skrivelse af 28. juli 1987, først gjorde indsigelse i oktober 1987, efter at der var opstået uoverensstemmelser mellem ham og hans samlever. Under disse omstændigheder findes klageren ved sin passivitet at have afskåret sig fra at anfægte den skete debitering, hvorved yderligere bemærkes, at klageren har frafaldet at gøre krav gældende mod sin tidligere samlever i anledning af forholdet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.