Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Tredjemandspant, stiftelse.

Sagsnummer: 336 /1989
Dato: 20-12-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn
Klageemne: Tredjemandspant - stiftelse
Ledetekst: Tredjemandspant, stiftelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I februar 1988 ydede indklagedes Odense afdeling et lån på 55.000 kr., som efterfølgende blev forhøjet med 20.000 kr.

I september 1988 ønskede debitor at forhøje lånet med yderligere 100.000 kr., hvorefter den månedlige ydelse ville andrage 5.600 kr. Til sikkerhed for forhøjelsen udstedte debitors mormoder den 19. september 1988 et ejerpantebrev på 75.000 kr. i sin ejendom, som blev håndpantsat til indklagede til sikkerhed for skadesløs betaling af, hvad debitor til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig. På grund af håndpantsætterens gangbesvær fandt underskrivelsen af ejerpantebrevet og håndpantsætningserklæringen sted ved et møde i hendes hjem, hvor en af afdelingens medarbejdere mødte.

I forbindelse med tinglysning af pantebrevet viste det sig, at den som adkomst for håndpantsætteren medsendte skifteretsattest var en kopi af originaldokumentet, hvorfor ejerpantebrevet blev afvist fra tinglysning. Den originale attest var bortkommet, og forinden en ny attest var udfærdiget, afgik håndpantsætteren ved døden.

Indklagede anmodede herefter boet om at stille anden sikkerhed for lånet, og i forbindelse med skiftet har arvingerne indbetalt 75.000 kr. på en konto hos indklagede, håndpantsat til sikkerhed for lånet.

Boet har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om principalt, at indklagede tilpligtes at afstå fra at gøre kautionserklæringen gældende overfor boet, subsidiært at kautionserklæringen bortfalder, når forhøjelsen på 100.000 kr. er indfriet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at håndpantsætteren på tidspunktet for håndpantsætningen var 90 år og ikke forstod konsekvensen af håndpantsætningen i tilfælde af misligholdelse.

Håndpantsætterens datter og svigersøn var til stede ved mødet og har oplyst, at indklagedes medarbejder ikke som anført af indklagede redegjorde for pantsætningens virkning.

Da forpligtelsen på grund af den manglende tinglysning er pålagt boet alene ved håndpantsætterens underskrift, har det betydning for panterettens beståen, at den ene vitterlighedspåtegning efterfølgende er påført ejerpantebrevet af en ansat i afdelingen, som ikke var til stede ved mødet i håndpantsætterens hjem.

Da der i betragtning af størrelsen af gælden og den månedlige ydelse er en stor risiko for, at debitor vil misligholde tilbagebetalingsaftalen, finder klageren det kritisabelt, at indklagede har accepteret trediemandspant fra en 90-årig folkepensionist, der kun havde sin ejendom at yde som sikkerhed.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand anført, at indklagedes medarbejder i overensstemmelse med de af indklagede fastsatte forskrifter på mødet i pantsætterens hjem redegjorde for pantsætningens retsvirkninger. Det er korrekt som anført af klageren, at der efterfølgende på pantebrevet er underskrevet til vitterlighed af en ansat, som ikke var til stede ved mødet i pantsætterens hjem. Ingen af arvingerne har dog på noget tidspunkt bestridt, at pantsætteren selv har underskrevet pantebrevet, hvorfor den formelle fejl lige så lidt som pantebrevets manglende tinglysning har nogen betydning for panterettens beståen.

Gælden og de månedlige ydelsers størrelse kan ikke betragtes isoleret ved bedømmelse af pantsætterens risiko. Ved ydelsen af lånet foretog indklagede en vurdering af debitors betalingsevne og vilje og anså det for forsvarligt at lade debitor forrente og afdrage et lån af denne størrelse, og lånet har på intet tidspunkt været misligholdt.

Pantsætterens høje alder er endvidere ikke i sig selv en faktor, der kan tilsidesætte den påtagne forpligtelses gyldighed, afgørende må være, om pantsætteren - som her - er informeret om pantsætningens retsvirkning og konsekvenser. Indklagedes medarbejder fandt ingen grund til at betvivle pantsætterens mentale tilstand, og klageren har ikke bestridt, at håndpantsætteren trods sin høje alder havde fuldt kendskab til indholdet af den påtagne forpligtelse.

Indklagede har endvidere henvist til Ankenævnets kendelser i sag 185/1988 og sag 126/1988.

Ankenævnets bemærkninger:

En stillingtagen til gyldigheden og omfanget af den af klageren foretagne pantsætning findes at ville forudsætte en bevisførelse i form af vidneafhøringer, som ikke findes at burde finde sted for Ankenævnet, men i givet fald må ske for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.