Frigivelse.
| Sagsnummer: | 92/1992 |
| Dato: | 06-11-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Garanti - frigivelse
|
| Ledetekst: | Frigivelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved slutseddel af 26. juni 1991 solgte klageren sin ejerlejlighed til to af indklagedes kunder. Købesummen var aftalt til 1.425.000 kr. kontant, som berigtigedes ved, at klageren overtog en båd til en værdi af 650.000 kr., ligesom køberne ved skødets underskrift, dog senest på overtagelsesdagen, skulle stille en bankgaranti gennem indklagede på 775.000 kr.
Den 31. juli 1991 underskrev køberne endeligt skøde. I skødets pkt. 5 var anført:
"Købesummen er aftalt til kr. 1.425.000,00, skriver kroner enmillionfirehundredeogtotifemtusinde oo/loo, der berigtiges på følgende måde:
A. Ved skødets underskrift, dog senest pr. overtagelsesdagen stiller køberne bankgaranti stor kr. 775.000. Beløbet forrentes med 8½% p.a. fra overtagelsesdagen. Når endeligt skøde er tinglyst uden præjudicerende retsanmærkninger, frigives beløbet til sælgeren. Depositar er berettiget til forinden af ovennævnte beløb at indfri gæld, som ikke skal overtages, og betale evt. refusionssaldo i købernes favør.
(....)."
Den 2. august 1991 udstedte indklagede på foranledning af køberne overfor klageren en bankgaranti på 775.000 kr. Ifølge garantien ville garantien komme til udbetaling, når anmærkningsfrit tinglyst skøde forelå.
I forbindelse med salget oprettede klageren en lånesagskonto hos indklagede, og på klagerens forespørgsel meddelte indklagede ved skrivelse af 24. september 1991, at renten på kontoen udgjorde 14% p.a. efter seneste rentejustering. Kontoen anvendtes i forbindelse med indfrielse af indestående lån.
Den 25. oktober 1991 modtog indklagede skøde retur fra tinglysning efter annullation af retsanmærkninger.
Den 4. november 1991 fremsendte klageren en af hende underskrevet refusionsopgørelse. Efter at klageren havde rykket indklagede for frigivelse af garantien meddelte indklagede den 18. november 1991, at man ikke kunne frigive garantien, da det af skødet fremgik, at refusionsopgørelsen skulle afregnes over den kontante købesum. Klageren måtte derfor fremkomme med refusionsopgørelse underskrevet af begge parter. Der var imidlertid ikke enighed mellem køberne og sælgeren om refusionsopgørelsen.
Den 22. november 1991 modtog indklagede via telefax fra køberne en refusionsopgørelse underskrevet af begge parter. Det var i refusionsopgørelsen anført:
"Den kontante udbetaling frigives i dag af [indklagede], som tilbageholder kr. 12.712,42. Beløbet bindes i banken indtil køber og sælger er enige om pkt. 1, 4 og 5 i refusionsopgørelsen. Sælger fremskaffer dokumentation."
Samme dag opgjorde indklagede lånesagskontoen og overførte et provenu på 50.739,49 kr. til klagerens pengeinstitut, ligesom man fremsendte et deponeringsbevis til klageren vedrørende 12.712,42 kr. Af deponeringsbetingelserne fremgik:
"Det deponerede beløb stilles til disposition, når køber og sælger er enige om pkt. 1, 4 og 5 i refusionsopgørelsen af 20. november 1991, sælger skal fremskaffe dokumentation."
Samme dag modtog indklagedes direktør fra klageren en skrivelse, hvori klageren påtalte, at indklagede ikke på et tidligere tidspunkt havde frigivet det deponerede beløb.
Under en efterfølgende brevveksling mellem klageren og indklagede afviste indklagede at være erstatningsansvarlig i forbindelse med de rentetab, klageren havde anført at have lidt som følge af, at lånesagen ikke kunne afsluttes i forbindelse med, at der forelå anmærkningsfrit tinglyst skøde. Indklagede afviste endvidere at frigive det resterende deponerede beløb.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende 8.750 kr., der udgør forrentningen af 775.000 kr., fra endeligt skøde forelå, til lånearrangementet blev afsluttet den 25. november 1991, samt at frigive det resterende deponerede beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i forbindelse med oprettelsen af lånesagskontoen oplyste, at kontoen forrentedes med 12-13%. Da klageren efterfølgende af en anden medarbejder i afdelingen fik oplyst, at kontoen forrentedes med 16%, rettede hun skriftlig henvendelse til indklagede, som nu oplyste, at kontoen forrentedes med 14%. Indklagede har således fragået en klar mundtlig aftale. For så vidt angår det deponerede beløb, har klageren allerede i begyndelsen af november foreslået indklagede, at det omstridte beløb på 12.712,42 kr. skulle deponeres, således at det resterende deponerede beløb kunne frigives til hende. Indklagede afviste at medvirke hertil og efterkom først klagerens anmodning, efter at hun den 22. november 1991 havde rettet henvendelse direkte til indklagedes direktør. Klageren finder, at indklagede bør godtgøre hende det tab, hun har lidt i form af forrentning af beløbet på 775.000 kr. i en måned, hvilket udgør 8.750 kr. For så vidt angår det resterende deponerede beløb har klageren fremskaffet den ønskede dokumentation, hvorfor indklagede ikke kan forhale frigivelsen af det deponerede beløb yderligere, uanset at køberne ikke ønsker at medvirke til frigivelsen af beløbet og underskrive en refusionsopgørelse.
Indklagede har anført, at klageren telefonisk blev tilbudt en rente på lånesagskontoen på 13% p.a. Den medarbejder, der etablerede sagen, oprettede den imidlertid fejlagtigt med indklagedes standardrentesats på 16%. Da indklagede modtog klagerens skrivelse af 24. november 1991, var renten med virkning fra den første debitering på kontoen ændret til 14% p.a. Dette skyldtes en generel ændring af indklagedes renteniveau på 1%, og klagerens konto er således oprettet med en rente på 13% p.a. som aftalt. For så vidt angår frigivelsen af det deponerede beløb har indklagede, efter at klageren havde fremsendt en refusionsopgørelse, der alene var underskrevet af klageren, adskillige gange meddelt, at man ikke så sig i stand til at frigive det deponerede beløb, idet det fremgik af deponeringsbetingelserne, at refusionssaldo i købernes favør skulle betales, forinden den kontante købesum kunne frigives. Da det ikke var muligt for klageren at fremkomme med en refusionsopgørelse underskrevet af begge parter, foreslog indklagede parterne at lade det beløb, om hvilket der var uenighed, deponere. Indklagede modtog herefter en underskrevet refusionsopgørelse, og man frigav samme dag den 22. november 1991 den kontante købesum og afregnede omprioriteringssagen. Først om aftenen den 22. november 1991, efter at engagementet var ophævet, modtog indklagede klagerens skrivelse. Indklagede er uden skyld i den forsinkede afregning, der alene skyldes, at parterne ikke kunne blive enige om refusionsopgørelsen. For så vidt angår det resterende deponerede beløb, vil indklagede frigive dette, så snart betingelserne herfor er opfyldt, dvs. når den mellem parterne aftalte dokumentation foreligger.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klagerens lånesagskonto er oprettet med variabel rente, og at indklagede således har været berettiget til at hæve renten i overensstemmelse med en generel renteændring hos indklagede. Da det endvidere må lægges til grund, at det er aftalt, at kontoen skulle forrentes med 13% p.a., og renten derefter er hævet til 14% p.a., finder Ankenævnet, at indklagede har været berettiget til at beregne sig denne rente.
For så vidt angår det deponerede beløb, beror det alene på klagerens og købernes forhold, hvornår frigivelsesbetingelserne foreligger, og indklagede findes således ikke i forbindelse hermed at have handlet ansvarspådragende.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.