Afgørelse

Hjemtagelse af ejerskiftelån i forbindelse med overtagelse af ejendom i henhold til arveudlægsskøde. Retskraft af afgørelse i fogedsag.

Sagsnummer:	105 /1999
Dato:	15-09-2000
Ankenævn:	Peter Blok, Mette Frøland, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt
Klageemne:	Afvisning - domstol § 5, stk. 1, litra e Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
Ledetekst:	Hjemtagelse af ejerskiftelån i forbindelse med overtagelse af ejendom i henhold til arveudlægsskøde. Retskraft af afgørelse i fogedsag.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

Indledning.

Denne sag vedrører indklagedes hjemtagelse af et ejerskiftelån ved klagerens overtagelse af en ejendom i forbindelse med et dødsboskifte, herunder spørgsmål vedrørende anvendelsen af provenuet af ejerskiftelånet og rådgivning i forbindelse med hjemtagelsen.

Sagens omstændigheder.

Den 17. december 1989 ydede indklagedes Haandværkerbank Afdeling klageren en kassekredit på 40.000 kr. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 65.000 kr. i en ejendom tilhørende klagerens nu afdøde mor, A.

Under sagen er fremlagt en kopi af håndpantsætningserklæringen dateret den 19. december 1989 og en kopi af ejerpantebrevet med en allonge dateret den 31. december 1989 vedrørende meddelelse og fuldmagt til indklagede, som fremstår som underskrevet af A.

I 1991 døde A. Boet blev behandlet ved offentligt skifte af skifteretten på Frederiksberg, som udpegede en advokat, B, som medhjælper.

Med henblik på overtagelse af boets ejendom indhentede klageren, der er født i 1928, i efteråret 1993 et lånetilbud på et 30-årigt kontantlån på 516.000 kr. i Realkredit Danmark.

Under sagen har klageren fremlagt en håndskrevet beregning, som ifølge klageren er udarbejdet af hendes advokat under en skiftesamling den 13. september 1993. Beregningen er som følger:

Ejendom 792.296,77 Lån 61.617,34 853.914,11 Arv 353.821,06 Til rest kontant 500.093,05

Den 18. januar 1994 underskrev klageren et betinget arveudlægsskøde, hvorefter hun pr. den 1. februar 1994 skulle overtage boets ejendom til en udlægsværdi på 1.082.048 kr. Udlægsværdien skulle berigtiges ved klagerens overtagelse af et bestående realkreditlån med restgæld på 23.672 kr., gælden i henhold til et skadesløsbrev til Frederiksberg kommune på 203.379 kr. og hjemtagelse af ejerskiftelånet på 516.000 kr. med et anslået provenu på 508.550 kr. Restudlægsværdien på 346.447 kr. skulle betales kontant ved likvidation i arv eller kontant betaling. Lånet skulle "optages for udlægsmodtagerens regning og således, at låneprovenuet udbetales til boet".

Den 25. januar 1994 underskrev klageren følgende fuldmagtserklæring:

"Undertegnede [klageren] meddeler herved med substitutionsret skifteretten på Frederiksberg fuldmagt til at hjemtage lån i Realkredit Danmark stort kr. 516.000 kr. i henhold til lånetilbud af 10. oktober 1993. Provenuet indsættes på konto -014 med [indklagede] Frederiksberg afdeling tilhørende boet efter [A]."

Skødet blev underskrevet af boet den 4. marts 1994 og blev den 14. s.m. tinglyst på ejendommen sammen med pantebrevet vedrørende ejerskiftelånet. Ved tinglysningen fik ejerskiftelånspantebrevet anmærkning om skadesløsbrevet til kommunen og ejerpantebrevet på 65.000 kr., håndpantsat til indklagede.

Ved skrivelse af 30. marts 1994 fremsendte B ejerskiftelånspantebrevet til indklagede, som samtidig blev anmodet om at hjemtage lånet efter nærmere aftale og at afregne provenuet til B. Kommunen havde accepteret at rykke med skadesløsbrevet, og B gik ud fra, at indklagede var indforstået med at rykke med ejerpantebrevet.

Ved skrivelse af 5. april 1994 til B anførte indklagede:

"Herved anerkender vi modtagelsen af Deres brev af 30. marts 1994.

Da vi har et uafklaret mellemværende med [klageren], anmoder vi om indeståelse for, at dette vil blive inddækket af provenuet af det nye kreditforeningslån, såfremt vort ejerpantebrev skal rykke.

Vort mellemværende udgør pr. dato kr. 40.077,02, hvortil kommer renter til indfrielsesdagen."

Den 8. april 1994 accepterede B det i skrivelsen anførte ved påtegning på en kopi af skrivelsen.

Ved skrivelse af 15. april 1994 til klageren oplyste indklagede, at man var blevet anmodet om at "være behjælpelig med udbetaling af" ejerskiftelånet, og at ejerpantebrevet på 65.000 kr. i forbindelse hermed skulle have en påtegning. Klageren blev derfor anmodet om at rette henvendelse til afdelingen med henblik på at træffe aftale om afvikling af kassekreditten. Klageren reagerede ikke på skrivelsen.

Den 6. maj 1994 modtog indklagede fra B den af klageren underskrevne fuldmagt af 25. januar 1994. Indklagede ekspederede herefter lånesagen, idet man over for Realkredit Danmark indestod for sletning af retsanmærkninger. Lånet blev udbetalt den 31. maj 1994 på basis af 6% obligationer til kurs 77,15.

Ved telefax af 1. juni 1994 fra B blev indklagede anmodet om at udbetale 200.000 kr. af provenuet til en medarving og restprovenuet til skifteretten. Af et håndskrevet notat på telefaxskrivelsen fremgår:

"Afd. har forespurgt til indfrielse af lånet. [Advokaten] har sagt, at provenuet først skulle omkring skifteretten."

Klageren har fremlagt en kopi af skrivelsen, som indklagede fremlagde under en kæresag i 1998, og hvoraf det håndskrevne notat ikke fremgår.

Ved allonge underskrevet af skifteretten den 5. december 1995 blev ejerpantebrevet tiltransporteret klageren.

Indklagede rykkede med ejerpantebrevet og kommunen rykkede med skadesløsbrevet, hvorpå indklagedes garanti for sletning af retsanmærkninger blev slettet i foråret 1997.

I februar 1997 opsagde indklagede kreditten som følge af manglende inddækning af overtræk, og i juli 1997 overgav indklagede sagen til inkasso. Kravet var opgjort til 61.677 kr. pr. 1. juli 1997.

Klageren gjorde indsigelse ved skrivelse af 3. september 1997, hvor hun bl.a. gjorde gældende, at kreditten skulle have været indfriet inden afregning af provenuet af ejerskiftelånet til skifteretten.

Indklagede har oplyst, at man ved skrivelse af 11. september 1997 til B søgte at få oplyst årsagen til den manglende indfrielse af kreditten, men at man trods flere påmindelser ikke modtog svar herpå. Efterfølgende oplyste B, at årsagen til, at kreditten ikke blev indfriet, var, at der ifølge boregnskabet ikke var midler hertil.

Den 1. december 1997 blev en af indklagede indgivet begæring om udlæg i klagerens ejendom for 61.677 kr. med tillæg af renter og omkostninger behandlet i fogedretten på Frederiksberg. Under sagen nedlagde klageren påstand om udsættelse, idet hun gjorde gældende, at hun havde et erstatningskrav mod indklagede i forbindelse med ejerskiftesagen. Af fogedrettens kendelse fremgår bl.a.:

"Da rekvisitas modregningskrav ikke findes at kunne tvangsfuldbyrdes, eller er anerkendt af rekvirenten, eller på anden måde findes godtgjort, jf. retsplejelovens § 522, findes modregning ikke at kunne ske under fogedforretningen. Sagen vil derfor være at fremme i overensstemmelse med rekvirentens påstand."

Klageren kærede kendelsen til Østre Landsret. For landsretten gjorde klageren gældende, at kravet ikke er forfaldent, fordi hun var i undskyldelig uvidenhed om kravet, og at hun har et modkrav. Klageren begærede sagen henvist til Ankenævnet og kæresagen udsat på nævnets afgørelse. Den 13. maj 1998 afsagde landsretten følgende kendelse:

"Der er ikke oplyst omstændigheder, der kan føre til at fastslå, at fordringen er uforfalden. Det tiltrædes af de af fogedretten anførte grunde, at modregning ikke kan ske under fogedforretningen. Der er intet grundlag for at udsætte fogedforretningen som begæret.

Thi bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes."

Parternes påstande.

Den 28. maj 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:

"1. At banken frafalder ethvert krav mod mig og refunderer mig alle sagens omkostninger, herunder renter betalt efter hjemtagelsen af realkreditlånet samt omkostninger ved sagsbehandling i fogedret og landsret.

At bankens panteret i min ejendom aflyses og transporteres til mig.

Erstatning på grund af mit tab som følge af bankens håndtering af lånesagen."

Indklagede har for så vidt angår punkt 1 nedlagt påstand om afvisning og for så vidt angår punkt 2 og 3 nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har bl.a. anført, at hun af Realkredit Danmark personligt var blevet godkendt til lånet på 516.000 kr. dels til dækning af tilsvaret til boet i henhold til aftale på skiftesamling, dels til indfrielse af gælden til indklagede på oprindelig 61.617 kr., som pr. 1. november 1993 var nedbragt til 40.000 kr. Da skifteretten selv ville hjemtage lånet, anmodede hun retten om også at sørge for indfrielsen af kreditten.

Efterfølgende forhøjede skifteretten uberettiget udlægsværdien. Arveudlægsskødet, som hun underskrev under protest, var et resultat af aftalebrud og afpresning efter at skifteretten havde udsat hende for en sagsbehandling, der klart var i strid med A's vilje og bestemmelse.

Indklagede burde have indset, at hun som pensionist ikke både kunne afvikle realkreditlånet og gælden til indklagede.

Indklagede burde i hvert fald have rettet henvendelse til hende ved modtagelsen af skrivelsen af 30. marts 1994, hvoraf det fremgik, at de tal, der lå til grund for beregningen af ejerskiftelånet var forhøjet, således at der ikke var dækning for kreditten.

Hun var ikke bekendt med, at skifterettens medhjælper overdrog hjemtagelsen af lånet til Haandværkerbank afdelingen, og forstod ikke afdelingens skrivelse af 15. april 1994 således. Hun blev først bekendt med, at sagen var overdraget til indklagede, da lånet var hjemtaget.

Indklagede burde ikke have påtaget sig sagen, idet ejendommen blev overtaget i konkurrence med en medarving, som er advokat og erhvervskunde i Haandværkerbank afdelingen.

Indklagede varetog ikke hendes interesser i forbindelse med ejerskiftesagen. Hun blev ikke vejledt om bl.a. kurssikring og muligheden for at hjemtage lånet på grundlag af obligationer med en højere kuponrente og fik derfor et dårligt lån. Obligationsmarkedet var under ekstraordinær udvikling, hvorfor indklagede burde have rettet henvendelse til hende inden hjemtagelsen. Hjemtagelsen af lånet kunne umiddelbart efter den 25. januar 1994 være sket til en kurs nær pari.

Indklagede afregnede uberettiget hele provenuet til skifteretten uden at indfri kreditten. Indklagede var fuldt ud klar over, at hun ikke optog et realkreditlån på 516.000 kr. uden at ville indfri kreditten, idet hun som pensionist ikke var i stand til at afvikle begge gældsforhold. Indfrielsen af kreditten var skifteretten uvedkommende.

Ved etableringen af kreditten indleverede hun håndpantsætningserklæringen af 19. december 1989 og ejerpantebrevet til indklagede. Det bestrides, at allongen af 31. december 1989, der indeholder en fuldmagt til indklagede, er underskrevet af A. Såvel indklagede som skifteretten var bekendt med, at fuldmagten var ugyldig. Indklagede havde således ikke ret til påtegne ejerpantebrevet. Indklagede bør fremlægge den originale allonge for Ankenævnet.

Udover at frafalde ethvert krav mod hende bør indklagede godtgøre alle omkostninger i forbindelse med sagen, aflyse pantet i ejendommen og betale erstatning for mangelfuld rådgivning i forbindelse med lånesagen.

Det under ankenævnssagen anførte har ikke været fremført tidligere, hverken i fogedretten eller i landsretten. Fogedrettens kendelse blev stadfæstet af Østre Landsret efter, at hendes advokat, der ikke havde kundskab om sagen, uden hendes viden og accept havde indsendt en urigtig sagsfremstilling til retten.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet ikke kan behandle klagen, da såvel fogedretten på Frederiksberg som Østre Landsret har afsagt kendelse vedrørende det af klageren anførte forhold.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man ikke har begået ansvarspådragende fejl i forbindelse med håndteringen af lånesagen.

Både skødet og ejerskiftelånspantebrevet var tinglyst, da man modtog sagen til ekspedition fra skifterettens medhjælper. Man var således ikke involveret i valget af realkreditlånet, men skulle alene hjemtage dette og udbetale provenuet efter instruks fra skifterettens medhjælper, som klageren havde givet fuldmagt til hjemtagelse af lånet. Da sagen alene blev modtaget til ekspedition, kunne det med rimelighed antages, at skifterettens medhjælper havde vejledt klageren i forbindelse med lånesagen.

Fordelingen af provenuet skete i overensstemmelse med skifterettens medhjælpers instruks. Det er først efterfølgende blevet oplyst, at den manglende indfrielse af kreditten skyldtes, at der ifølge boregnskabet ikke var midler hertil.

Man var ikke bekendt med, at overtagelsen af ejendommen skete i konkurrence mellem klageren og medarvingen.

Allongen af 31. december 1989 til ejerpantebrevet indeholder en sædvanlig fuldmagt. De nærmere omstændigheder om tilblivelsen erindres ikke. Det originale dokument kan fremlægges på nævnets anmodning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Frederiksberg fogedret og Østre Landsret har ved de afsagte kendelser fastslået, at klagerens erstatningskrav ikke under fogedforretningen kunne anvendes til modregning i indklagedes krav i henhold til den misligholdte kredit. Derimod har de to instanser ikke taget stilling til, om klagerens erstatningskrav var berettiget. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

På baggrund af de oplysninger, som indklagede modtog fra skifterettens medhjælper, finder Ankenævnet, at indklagede med føje kunne lægge til grund, at medhjælperens instrukser vedrørende lånesagen var i overensstemmelse med de aftaler, der var indgået mellem klageren og boet.

Ankenævnet finder derfor ikke, at indklagede begik fejl ved at hjemtage ejerskiftelånet uden først at rette henvendelse herom til klageren eller ved at afregne hele restprovenuet af lånet til skifteretten uden at indfri klagerens gæld til indklagede. Der er heller ikke holdepunkter for at antage, at indklagede, der i den foreliggende situation ikke havde nogen rådgivningsforpligtelse over for klageren, på anden måde har handlet ansvarspådragende over for denne. Der er derfor ikke grundlag for at tage nogen af klagerens påstande til følge.

I øvrigt bemærkes, at klageren ikke kan antages at have lidt noget tab ved, at hendes gæld til indklagede ikke blev indfriet af provenuet af ejerskiftelånet, at indklagede i forhold til klageren var berettiget til at frafalde det krav herom, som indklagede oprindelig havde stillet over for skifterettens medhjælper, og at der efter det foreliggende ikke er grundlag for at antage, at fuldmagten til indklagede i henhold til allongen af 31. december 1989 til ejerpantebrevet er ugyldig, hvortil kommer, at spørgsmålet herom må anses for uden betydning for sagen.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.