Rådgivning om køb af aktier i RSL Communication Ltd. af flere gange i 2000.
| Sagsnummer: | 447/2003 |
| Dato: | 23-03-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Emtoft, Inge Frølich, Ole Simonsen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Værdipapirer - forhold vedrørende udenlandske papirer
|
| Ledetekst: | Rådgivning om køb af aktier i RSL Communication Ltd. af flere gange i 2000. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne klage vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med klagerens køb af aktier i et telekommunikationsselskab i 2000.
Sagens omstændigheder.
Den 4. marts 1999 indgik klageren med indklagede "Aftale om Aktiv Depotpleje". Af aftalen fremgår blandt andet:
"Rådgivning
Med denne aftale yder [indklagede] investeringsrådgivning til ovennævnte depot og depotplejekonto.
Rådgivningen vedrører værdipapirer og beløb, som til enhver tid er i depotet, eller som står på kontoen.
Ansvar og risiko
Alle investeringer sker efter Deres forudgående godkendelse og for Deres regning og risiko.
Godkendelsen kan være enten skriftlig eller mundtlig, og bliver kun bekræftet ved en fondsnota, sendt som almindelig brev.
[Indklagede] påtager sig ikke ansvar for eventuelle tab og de skattemæssige konsekvenser, som eventuelt kan følge af de skete investeringer. Heller ikke en eventuel skattemæssig afsmittende effekt på Deres øvrige formue kan banken påtage sig et ansvar for.
Pris
Aftalen koster Dem p.t. årligt 3 ‰ af formueværdien. Minimum 1.000,00 Maksimum 25.000,00"
I løbet af 2000 købte klageren gennem indklagede aktier i selskabet RSL Communication Ltd. Af fremlagte fondsnotaer fremgår om købene:
Dato | Antal aktier | Kurs | Afregningsbeløb |
14. juni 2000 | 700 | 11,25 | 62.626,43 DKK |
12. juli 2000 | 800 | 8,75 | 57.056,14 DKK |
26. juli 2000 | 1.500 | 5,75 | 69.638,93 DKK |
21. september 2000 | 2.000 | 3,25 | 57.867,00 DKK |
Ved nota af 19. december 2000 solgte klageren 450 af aktierne i RSL Communication Ltd., kurs 0,28125, svarende til et afregningsbeløb på 157,64 DKK. Ved nota af 23. marts 2001 solgte klageren de resterende 4.550 aktier i selskabet til kurs 0,0568, svarende til et afregningsbeløb på 1.656,49 kr.
I november 2003 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og gjorde gældende, at indklagede var erstatningsansvarlig for hans tab i forbindelse med aktieinvesteringen. Indklagede afviste kravet.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. december 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke forstår, hvorfor indklagede anbefalede ham køb af aktien, når denne var så risikobetonet, som indklagede nu anfører.
Investeringen svarer til ca. 25% af hans formue.
Sagen viser klart, at indklagedes medarbejder ikke vidste nok om selskabet og risikoen herved. Medarbejderen tænkte kun på at få solgt nogle aktier, og jo flere jo bedre, for herved at profitere sig selv og indklagede. Indklagede bør erkende, at medarbejderen rådgav forkert, og betale erstatning.
Det er usandt, når indklagede oplyser, at indklagedes rådgivning tog udgangspunkt i, at der var tale om en særdeles risikobetonet aktie. Indklagedes medarbejder opfordrede til alle de fire køb aktier i selskabet.
Indklagede har anført, at man frem til oktober 2000 vurderede aktien i RSL Communication Ltd. som en aktie med et stor kurspotentiale men samtidig som en særdeles risikobetonet aktie, hvilket rådgivningen tog udgangspunkt i.
Det bestrides, at man ved rådgivningen anbefalede aktien på en positiv måde uden samtidig at oplyse om risikoen ved en investering.
Flere af handlerne er gennemført på den måde, at klageren på eget initiativ rettede henvendelse med ordre / instruks om køb, uden at man i det konkrete tilfælde opfordrede hertil.
Det bestrides, at den pågældende medarbejder på nogen måde tænkte på at profitere sig selv eller indklagede ved gennemførelse af handlerne. De fire handler vedrørende køb af aktier er gennemført ved tre forskellige medarbejdere hos indklagede, og ikke som af klageren anført af den samme medarbejder.
Indklagede har ydet en fuldt ud forsvarlig og korrekt rådgivning. Klageren kunne ikke være uvidende om den risiko, der er forbundet med investeringer i aktier.
Klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning byggede på forventninger, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at den endelige beslutning i de pågældende aktier blev truffet af klageren.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede begik fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivningen af klageren vedrørende køb af de omhandlede aktier.
Ankenævnet finder, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning beroede på forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at klageren selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.