Rådgivning om kurssikring i forbindelse med omprioritering, herunder kurssikring af et lån, der skulle indfries.
| Sagsnummer: | 205/1999 |
| Dato: | 18-11-1999 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Rådgivning om kurssikring i forbindelse med omprioritering, herunder kurssikring af et lån, der skulle indfries. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører indklagedes rådgivning om kurssikring i forbindelse med klagerens omprioritering af sin ejendom, herunder rådgivning om kurssikring af et lån, der skulle indfries.
Sagens omstændigheder.
I august 1998 beregnede indklagede, at klageren ved at omlægge et 30-årigt kontantlån på 1.413.000 kr. baseret på 7% obligationer til et 20-årigt 5% obligationslån på 1.693.000 kr. til en aktuel kurs på 96,30 kunne opnå dels en reduktion af renteudgifterne dels et kontant provenu på ca. 197.000 kr.
Med henblik på en gennemførelse af omprioriteringen udstedte Unikredit den 31. august 1998 et lånetilbud på et 20-årigt 5% obligationslån på 1.693.000 kr. Den aktuelle kurs var 95,45.
Da klageren den 4. september 1998 underskrev dokumenterne vedrørende lånesagen, var kursen på obligationerne vedrørende omprioriteringslånet faldet til under 95. Klageren valgte at undlade kurssikring i forventning om, at kursen ville stige, og det blev aftalt, at der skulle kurssikres, når kursen passerede 96. Kursen på obligationerne vedrørende det eksisterende kontantlån var over 100, og kurssikring af dette lån blev ikke drøftet.
Den 22. september 1998 blev omprioriteringslånet kurssikret pr. den 28. december 1998 til kurs 91,025.
Klageren har anført, at han rettede henvendelse til indklagede den 22. september 1998, fordi obligationskurserne var faldet ca. 4 kurspoint. Indklagede anbefalede at hjemtage et 6% lån, hvilket han ikke fandt relevant, idet formålet med omprioriteringen blandt andet var at reducere renteudgifterne. Da der forventedes yderligere kursfald valgte han at kurssikre omprioriteringslånet. Kurssikring af det eksisterende lån blev ikke drøftet. Han antog fejlagtigt, at det eksisterende lån, der var et kontantlån, altid skulle indfries til kurs 100, og kurssikring af indfrielsen blev ikke nævnt af indklagede. Et par dage senere rettede han efter nærmere eftertanke på ny henvendelse til indklagede. Under denne samtale blev muligheden for at kurssikre indfrielsen drøftet. Da kursen på dette tidspunkt var steget 2-3 point i forhold til den 22. september 1998, besluttede han at undlade kurssikring i forventning om, at markedet faldt igen, således at kursfaldet på de to lån var "break even".
Indklagede har anført, at den ekspederende medarbejder etablerede kurssikringen af omprioriteringslånet under telefonsamtalen med klageren den 22. september 1998. En kollega i afdelingen overværede indtastningerne, og på dennes foranledning blev klageren forespurgt, om det eksisterende lån skulle kurssikres, idet kursen på obligationerne vedrørende dette nu var under kurs 100. Klageren afviste at kurssikre, idet han "ville spille på, at kursen faldt yderligere, så kursfaldet på de to lån var break even".
Der indtrådte ikke et kursfald på obligationerne vedrørende det eksisterende lån. Indfrielsen af lånet blev ikke kurssikret, og lånet blev ikke opsagt til indfrielse inden fristens udløb ved udgangen af oktober 1998.
Det eksisterende lån blev straksindfriet til kurs 100 ultimo december 1998. Differencerenten ved indfrielsen udgjorde 17.056 kr.
Parternes påstande.
Den 18. maj 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale principalt 81.264 kr., subsidiært 66.271 kr., og mest subsidiært et mindre beløb efter Ankenævnets skøn.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med omprioriteringen. Til støtte for den principale påstand har klageren anført, at indklagede under samtalen den 22. september 1998 burde have rådgivet ham til at undlade kurssikring, idet kursen var under 100 både for så vidt angår omprioriteringslånet og det eksisterende lån. Det kontante provenu ved omprioriteringen kunne således stort set ikke falde yderligere, men kunne derimod stige, hvis markedet vendte igen. Såfremt han havde undladt at kurssikre, ville det kontante provenu ved gennemførelsen af omprioriteringen i december 1998, hvor kursen på obligationerne vedrørende omprioriteringslånet var over 96, have været 81.264 kr. højere end det provenu, han endte med at få. Til støtte for den subsidiære og den mest subsidiære påstand har klageren anført, at indklagede i forbindelse med kurssikringen af omprioriteringslånet den 22. september 1998 burde have oplyst, at også indfrielsen af det eksisterende lån kunne og burde kurssikres, idet kursen på obligationerne vedrørende dette var væsentligt under 100. Det bestrides, at han blev oplyst om muligheden for at kurssikre indfrielsen, og han var ikke selv opmærksom på denne mulighed, idet han fejlagtigt antog, at lånet kun kunne indfries til kurs 100. Såfremt det var blevet drøftet at kurssikre indfrielsen, må det antages, at der var indhentet oplysning om den aktuelle indfrielseskurs, og at det ved fremsendelsen af kurssikringsaftalen vedrørende omprioriteringslånet var blevet bekræftet, at indfrielsen ikke skulle kurssikres. Han begyndte først at spekulere i indfrielseskursen et par dage senere, hvor han blev opmærksom på muligheden for at indfri til under kurs 100. Da var kursen imidlertid steget 2-3 point, svarende til et kurstab på ca. 30.000 kr. på grund af kurssikringen af omprioriteringslånet. Han besluttede da at undlade at kurssikre i forventning om, at markedet faldt igen, så han kunne indhente noget af det tabte. I forbindelse med udløbet af opsigelsesfristen for det eksisterende lån ultimo oktober 1998 oplyste den ekspederende medarbejder, at indklagede havde et rådgivningsansvar, og at det var muligt, at indklagede ville acceptere, at det var indklagedes fejl, at han den 22. september 1998 ikke var blevet rådet til at kurssikre begge lån samtidig. Kursen på obligationerne vedrørende det eksisterende lån var nu 99,65. I tillid til at indklagede ville dække hans tab, og da han højest kunne tabe yderligere 8-10.000 kr. mod til gengæld stadig at have en chance for at vinde noget af det tabte tilbage, såfremt kurserne skulle nå at falde inden udgangen af december 1998, valgte han at undlade opsige lånet. Indklagede accepterede således hans forsøg på at genvinde det tabte. Såfremt indklagede straks havde påtaget sig rådgivningsansvaret, kunne tabet være begrænset til de ca. 30.000 kr., som udgjorde kurstabet, indtil han blev opmærksom på muligheden for at kurssikre indfrielsen. Han ville i givet fald straks have realiseret tabet på 30.000 kr. i forventning om at få dette godtgjort af indklagede. Derved ville de efterfølgende kurstab have været undgået. Tabet som følge af manglende kurssikring af det eksisterende lån den 22. september 1998 kan opgøres til 49.315 kr. i kurstab plus 17.056 kr. i differencerente, i alt 66.371 kr.
Indklagede har anført, at klageren den 22. september 1998 ønskede omprioriteringen gennemført trods kursfaldet. Klageren var på baggrund af en ikke gennemført tillægsbelåning umiddelbart forinden bekendt med, at han ikke var forpligtet til at effektuere lånetilbudet, ligesom klageren fremstod som fortrolig med problematikken omkring kursrisiko for begge lån. Klageren blev anbefalet at kurssikre lånetilbudet og blev forespurgt direkte, om det eksisterende lån skulle kurssikres, hvilket klageren afviste, idet han forventede et fortsat kursfald. Klageren blev også efterfølgende anbefalet at kurssikre det eksisterende lån. Det bestrides, at klageren blev stillet i udsigt, at indklagede ville anerkende at have handlet ansvarspådragende. Gennem hele forløbet har man ydet korrekt rådgivning, således at klageren traf beslutningerne på et oplyst og kvalificeret grundlag. Klageren valgte at "spille på kursudviklingen", og det "tab", som han oplever at have lidt, kan han ikke have en berettiget forventning om, at indklagede skal erstatte. Til støtte for afvisningspåstanden har indklagede anført, at sagen bør afvises, idet der er uenighed på flere punkter om de faktuelle forhold, hvorfor en bevisførelse vil skulle ske ved afhøring af vidner.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede har pådraget sig ansvar som følge af kurssikringen af omprioriteringslånet den 22. september 1998. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.
Ankenævnet finder, at det påhvilede indklagede også at oplyse klageren om muligheden for at kurssikre indfrielsen af det eksisterende lån, som på grund af det indtrufne kursfald nu kunne ske til underkurs. Indklagede har anført, at man har opfyldt denne forpligtelse, idet muligheden for kurssikring af indfrielsen blev drøftet med klageren den 22. september 1998, og at klageren valgte at undlade at kurssikre i forventning om yderligere kursfald. Klageren har bestridt, at han den 22. september 1998 blev oplyst om muligheden for at kurssikre indfrielsen, og har anført, at han først et par dage senere blev opmærksom på denne mulighed. Da kursen på daværende tidspunkt var steget 2-3 point i forhold til den 22. september 1998, undlod han at kurssikre i håb om, at kursen faldt på ny. På grund af disse modstridende forklaringer finder Ankenævnet, at en afgørelse af spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar for mangelfuld rådgivning omkring mulighederne for kurssikring af indfrielsen af det eksisterende lån forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan finde sted for Ankenævnet, men i givet fald på finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.
For så vidt angår den efterfølgende kursstigning samt differencerenterne som følge af den manglende opsigelse af det eksisterende lån, finder Ankenævnet ikke, at det kan lægges til grund, at indklagede skulle have bibragt klageren en berettiget forventning om at dække dennes tab, hverken som følge af mangelfuld rådgivning den 22. september 1998 eller som følge af kursudviklingen på obligationerne vedrørende det eksisterende lån. Der kan derfor ikke gives klageren medhold i denne del af klagen.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar som følge af mangelfuld rådgivning om kurssikring af indfrielsen af det eksisterende lån. Klagen tages i øvrigt ikke til følge.