Spørgsmål om betaling af omkostninger på kredit, som klagerne ikke ønskede etableret.
| Sagsnummer: | 219 /2006 |
| Dato: | 21-12-2006 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Lotte Aakjær Jensen, Rut Jørgensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kassekredit - omkostninger
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om betaling af omkostninger på kredit, som klagerne ikke ønskede etableret. |
| Indklagede: | Amagerbanken |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes krav om tilbagebetaling af omkostninger på en kassekredit, som klagerne efterfølgende ikke ønskede etableret.
Sagens omstændigheder.
Klagerne, M og H, der er ægtefæller, er kunder i indklagedes Kongelundsvej afdeling.
Klagerne har anført, at de den 4. juli 2006 var i indklagedes afdeling for at drøfte muligheden af etableringen af en kassekredit. Ved deres henvendelse nogle dage senere havde indklagede klargjort dokumenterne, men de var alligevel ikke interesserede i en kredit. Indklagede krævede 4.000 kr. for sagens ekspedition. De underskrev derfor lånedokumenterne, da de ikke ville forære indklagede beløbet.
Indklagede har anført, at primo juni 2006 rettede H henvendelse for at drøfte muligheden for optagelse af et lån. H blev rådgivet om forskellige lånemuligheder. Efter endnu et par henvendelser fra klagernes side, hvor muligheden blev uddybet, blev der etableret en boligkredit. Den 21. juni 2006 udfærdigede indklagede dokument vedrørende en boligkredit på 300.000 kr. samt et tillæg til klagernes ejerpantebrev vedrørende meddelelsespåtegning.
Af en kopi af ejerpantebrevet fremgår, at meddelelsespåtegningen er underskrevet den 4. juli 2006 af M, og at påtegningen er anmeldt til tinglysning den 6. s.m. Af kassekreditkontrakten fremgår en stiftelsesprovision med 4.000 kr.. mens udgiften til tinglysning er anført med 1.400 kr., der er overstreget, og i stedet angivet med 0.
Klagerne rettede efterfølgende henvendelse til indklagede med anmodning om, at kreditten skulle annulleres, og at etableringsomkostningerne skulle tilbageføres herunder 1.400 kr. i tinglysningsafgift.
I forbindelse med en henvendelse fra H den 24. juli 2006 gav indklagede tilsagn om pr. kulance at tilbageføre stiftelsesprovisionen med 2.600 kr., men afviste at tilbagebetale 1.400 kr. vedrørende tinglysningsafgiften.
Parternes påstande.
Klagerne har den 11. september 2006 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.400 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at de alligevel ikke var interesseret i kassekreditten, men indklagede krævede alligevel betaling.
Indklagede tilbagebetalte 2.600 kr., men nægtede at godtgøre 1.400 kr. vedrørende tinglysning.
De havde ikke fået oplysning om, at der skulle betales udgift til tinglysning. De følte sig lidt truede til at acceptere betalingen. De havde ikke bedt om kreditten - kun om et råd.
Indklagede har anført, at oplysningen om tinglysningsafgiften på 1.400 kr. fremgår af kassekreditaftalen, hvorefter det samlede omkostningsbeløb var 4.000 kr. fordelt med 2.600 kr. i stiftelsesprovision og 1.400 kr. i tinglysningsafgift.
Klagerne er forpligtet til at betale beløbene, som klagerne også må anses for at have accepteret, da de underskrev dokumentet.
Indklagede har kulancemæssigt godtgjort de 2.600 kr., men man har ikke mulighed for at få refunderet tinglysningsafgiften på 1.400 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at klagerne underskrev kassekreditkontrakten, hvoraf stiftelsesomkostningerne fremgår med i alt 4.000 kr. M har endvidere underskrevet tillæg til ejerpantebrevet og meddelelsespåtegningen til indklagede. På baggrund heraf blev påtegningen tinglyst, efter at indklagede havde betalt tinglysningsafgift på 1.400 kr. Indklagede har herefter krav på at få udgiften ved tinglysningen af påtegningen godtgjort, selv om klagerne må anses for efterfølgende at have fortrudt etableringen af kreditten.
Som følge herafKlagen tages ikke til følge.