Afgørelse

Personlig fordring - egen skyld - passivitet.

I klagerens ejerlejlighed indestod tre lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttets inkassoadvokat skrev i oktober 1990 til instituttet og oplyste, at klageren havde misligholdt en afdragsordning vedrørende terminsrestancer. Advokaten bad instituttet om at oplyse, hvorvidt han skulle foretage yderligere rykkerprocedure eller genoptage retsforfølgningen. Inkassoadvokaten meddelte den 1. november 1990 klageren, at afdragsordningen var bortfaldet som følge af misligholdelse, og at retsfor-følgningen var genoptaget. Klageren underskrev ultimo 1990 en slutseddel om salg af ejerlejligheden. Handlen blev angiveligt ikke gennemført. Den offentlige vurdering på ejerlejligheden var i december 1990 på 500.000 kr. I april 1991 udarbejdede inkassoadvokaten en tvangsauktionssalgsopstilling. En ejendomsmægler vurderede i april 1991 til brug for tvangsauktionen ejerlejligheden til en salgspris var ca. 390.000 - 395.000 kr. med en salgstid på 16 - 20 uger. På tvangsauktion den 29. april 1991, til hvilken klageren var mødt, blev instituttet højestbydende med et bud på 311.000 kr. Ejerlejligheden blev i juli 1991 videresolgt for en nominel pris på 395.000 kr. Instituttet udarbejdede i september 1996 en § 578 opgørelse, hvoraf det fremgik, at det endelige tab efter videresalg af ejendommen udgjorde 122.059 kr.
I oktober 1996 indstævnede instituttets advokat klageren for en personlig fordring på 127.261 kr. med tillæg af renter fra den 15. juni 1991. Det fremgik af stævningen, at klageren kunne afslutte sagen ved indbetaling af 200.725 kr. til advokatens kontor. Der blev herefter udvekslet processkrifter, hvorefter retten den 8. april 1997 over for klagerens advokat bekræftede, at retssagen var udsat på en udtalelse fra Realkreditankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre den personlige fordring gældende mod hende, subsidiært at den personlige fordring skulle nedsættes til et af Nævnet fastsat mindre beløb end krævet af instituttet. Realkreditinstituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet havde været berettiget til som kreditor at benytte sig af sine misligholdelsesbeføjelser over for klageren, idet klageren var i restance med sine betalinger. Nævnet fandt ikke, at instituttet havde været forpligtet til at deltage i et såkaldt "medvirkensalg" af klagerens ejendom. Nævnet fandt heller ikke, at der i øvrigt var oplyst omstændigheder, der kunne begrunde, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser over for instituttet. Nævnet frifandt derfor instituttet.