Indsigelse mod to betalinger foretaget med Visa-kort i en bu-tik i udlandet i forbindelse med køb af tablet.
| Sagsnummer: | 212/2022 |
| Dato: | 28-04-2023 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina B. Konge, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen. |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Betalingstjenester - ikke-vedkendte hævninger |
| Ledetekst: | Indsigelse mod to betalinger foretaget med Visa-kort i en bu-tik i udlandet i forbindelse med køb af tablet. |
| Indklagede: | Ringkjøbing Landbobank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod to betalinger foretaget med Visa-kort i en butik i udlandet i forbindelse med køb af tablet.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Ringkjøbing Landbobank, hvor han havde en konto med et tilknyttet Visa/dankort.
Den 23. april 2022 købte klageren en tablet for 109 EUR i en butik på Tenerife med sit Visa/dankort. Klageren har fremlagt en nota/kvittering vedrørende købet. Banken har oplyst, at betalingen skete ved brug af kortets chip og pinkode til en forretning, F1.
Den 24. april 2022 var klageren atter i butikken for at hente tabletten. Den 24. april 2022 kl. 8.40 blev der gennemført en betaling på 2.475 EUR med klagerens kort. Banken har oplyst, at betalingen skete ved brug af kortets chip og pinkode til en forretning, F2. Der er ikke fremlagt en nota/kvittering vedrørende denne transaktion. Banken har fremlagt information fra Nets fra januar 2022, hvoraf det fremgår, at det ikke længere er muligt at fremskaffe notaer vedrørende Visa transaktioner.
Den 24. april 2022 kl. 11.40 sendte banken en sms til klageren vedrørende anvendelse af kortet den samme dag. Den samme dag kl. 13.12 spærrede klageren sit kort ved opkald til Nets.
Banken har oplyst, at de to transaktioner var korrekt registreret og bogført og ikke var ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98.
Den 28. april 2022 gjorde klageren indsigelse mod de to betalinger over for banken. I indsigelsesblanketten oplyste klageren følgende om hændelsesforløbet:
”I forbindelse med min ferie til tenerife besøgte jeg en butik der handler med elektronik. Her mødte jeg nogle venner fra hotellet der fortalte at de lige havde købt en samsung tablet til kun 20 euro. Jeg tænkte at det var da billigt og spurgte om jeg også kunne købe sådan en. Det kunne jeg godt, men han havde et endnu bedre tilbud til mig, nemlig en Google 13 tablet med tastatur og en box gratis så jeg kunne se Google satelit tv og film mm. på min smart tv Til kun 109 Euro, og han ville kode den så det var med dansk tekst og danske og et hav af udenlandske kanaler hvilket han viste mig på en skærm i baglokalet Jeg betalte og modtog en kvittering. Han spurgte mig om hvornår jeg skulle rejse hjem. Jeg sagde at det skulle jeg næste dag kl.11:25 med bus til lufthavn. Han sagde at det var fin[t] da det ville tage nogle timer før den kunne kodes og satelittv var korrekt. Han sagde fint jeg kan hente dig på dit hotel næste dag kl.9:30 Så ville det hele være klar.
Da vi ankom til butikken var chefen og en anden ekspedient der også De bad mig komme med ud i baglokalet så vi kunne ordne det sidste. Chefen tilbød mig gratis antivirus og Google satalittv til 110 kr om måneden jeg skulle blot betale første måned nu. Det gjorde jeg så med mit kort. På skærmen stod der et beløb der svarer til 110 kr. Jeg bad om en kvittering og mine varer. Så tilbød han mig plu[dse]lig en gratis Google smartphone til en påstået værdi af 8-10000 kroner. Jeg skulle bare beta[l]e for livslang Google satelit tv hvilket kostede ca 2500 euro. Jeg afslog prompte dette og sagde at jeg skulle skynde mig hjem for at nå bussen og mit fly. Han blev vred og sagde at jeg var den første der havde afslået et sådan fantastisk tilbud. Han gav mig posen med mine varer og sagde at kvittering og toldpapirer var vedlagt.
… Da jeg kom tilbage til hotellet fik jeg en sms fra banken om at jeg havde købt varer for 2475 euro.
Jeg spær[r]ede straks mit kort og var da helt klar over at jeg var blevet svindlet. Da jeg kom hjem og tømte posen opdagede jeg at tablet[t]en var byttet ud med en billig kopi og satelittv virker heller ikke og ingen kvittering …”
Klageren anførte endvidere, at ingen anden havde haft adgang til hans kort, og at han opbevarede kortet i sin pung. Vedrørende transaktionen af 24. april 2022 på 2.475 EUR anførte klageren blandt andet, at han godkendte et beløb på 15 EUR, at han ikke havde en kvittering for beløbet, og at han ikke havde kontaktet forretningen. Vedrørende transaktionen af 23. april 2022 på 109 EUR anførte klageren blandt andet, at der var tale om en kopivare.
Banken har oplyst, at følgende fremgår af bankens kortholderregler for Visa/Dankort punkt 3:
”3.1 Betaling
Inden du godkender en betaling eller en hævning, skal du altid sikre dig, at beløbet er korrekt. Betalinger, som du har godkendt, kan ikke tilbagekaldes. Se dog afsnit 7 og 8 vedrørende muligheden for tilbageførsel af en betaling.
Du bør så vidt mulig altid sørge for at få en kvittering for din transaktion (i visse selvbetjente automater får du dog ingen kvittering). Du skal sikre dig, at beløbet stemmer med købet eller udbetalingen, og at datoen er rigtig.
Du bør gemme kvitteringen, til du har set, at det rigtige beløb er trukket på din konto, jf. afsnit 6.
Når du betaler, anvendes oplysninger i dit kort til at gennemføre betalingen. Oplysningerne i dit kort aflæses via chippen, magnetstriben eller via en wallet i din telefon. Når du bruger kortet kontaktløst, aflæses din chip, og betaler du via en wallet, aflæses oplysninger via din mobil. …
Når du indtaster din pinkode eller bruger andre af dine personlige sikkerhedsforanstaltninger, skal du sikre dig, at andre ikke kan få adgang til koder mv."
Parternes påstande
Den 27. maj 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Ringkjøbing Landbobank skal dække hans tab i forbindelse med købet.
Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken skal dække hans tab i forbindelse med købet, jf. hans indsigelse.
Han bærer ikke selv skylden.
Det er ham en gåde, at det har været muligt for butikken at hæve et så stort beløb på hans konto. Der må da være et maksimum beløb for, hvor meget han hæfter for i sagen.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren foretog to køb i forbindelse med sin ferie på Tenerife. Klageren havde hele tiden sit kort i sin besiddelse. Transaktionerne skete med anvendelse af sikkerhedsløsningen chip/pinkode og var ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl. Transaktionerne er korrekt registrerede og bogført. Klageren kan ikke fremvise nogen kvitteringer/dokumentation for det aftalte beløb.
Banken har således løftet bevisbyrden efter betalingslovens § 98. Det påhviler herefter klageren at bevise, at kortet er blevet misbrugt. En sådan bevisbyrde er ikke løftet henset til, at klageren ikke har kunnet fremvise nogen kvitteringer. Det er derfor ikke godtgjort, at der er tale om et tredjemandsmisbrug.
Ringkjøbing Landbobank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at behandling af klagen forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren har gjort indsigelse mod to betalinger på 109 EUR og 2.435 EUR foretaget med hans Visakort i en forretning på Tenerife henholdsvis den 23. og 24. april 2022.
Ankenævnet lægger til grund, at betalingstransaktionerne blev foretaget ved aflæsning af kortets chip samt anvendelse af kortets pinkode. Ankenævnet lægger endvidere til grund, at transaktionerne er korrekt registreret og bogført og ikke ramt af tekniske svigt eller andre fejl, jf. betalingslovens § 98, stk. 1. Efter bestemmelsens stk. 2 er registrering af brug af et betalingsinstrument ikke i sig selv bevis for, at betaleren har godkendt transaktionen, at betaleren har handlet svigagtigt, eller at betaleren har undladt at opfylde sine forpligtelser, jf. betalingslovens § 93.
Det lægges til grund som ubestridt, at klageren autoriserede den første transaktion på 109 EUR som betaling for en tablet. Betalingslovens § 100 om uautoriserede transaktioner finder således ikke anvendelse. Klageren har anført, at han ved afhentning af tabletten i forretningen fik udleveret en kopivare. Betalingslovens § 112 om indsigelser ved fjernsalg finder ikke anvendelse, da der er tale om køb i en fysisk butik. Ankenævnet finder således ikke, at klageren kan gøre et krav gældende mod banken som kortudsteder i henhold til betalingsloven vedrørende betalingen på 109 EUR. Ankenævnet finder heller ikke, at klageren på andet grundlag kan gøre et krav gældende mod banken. Klageren får derfor ikke medhold i klagen vedrørende betalingen på 109 EUR.
Afgørelsen af klagen vedrørende betalingen på 2.435 EUR beror på, om der må antages at være tale om tredjemandsmisbrug. Ankenævnet finder, at en stillingtagen hertil forudsætter en yderligere bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted ved domstolene. Ankenævnet afviser derfor denne del af sagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen vedrørende betalingen på 109 EUR.
Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende betalingen på 2.435 EUR.