Indlån, fejlposteringer, udbetaling.
| Sagsnummer: | 270 /1991 |
| Dato: | 21-10-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Gert Bo Gram |
| Klageemne: |
Fejlekspedition - kontoforhold
|
| Ledetekst: | Indlån, fejlposteringer, udbetaling. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne klage angår spørgsmålet om, hvorvidt et den 17. juli 1989 fra klagerens konto hos indklagede udbetalt beløb på 2.400 kr. er udbetalt klageren samt forskellige fejlposteringer i forbindelse med, at klageren den 2. januar 1990 ophævede sin budgetkonto hos indklagede, ligesom alle aftaler tilmeldt PBS blev opsagt.
Den 17. juli 1989 kl. 15.29 blev der på klagerens budgetkonto hos indklagedes Ballerup afdeling hævet 2.400 kr. Klageren bestrider at have modtaget beløbet. Af et hævebilag vedrørende hævningen fremgår, at klageren har kvitteret for beløbets modtagelse.
På budgetkontoen blev der den 28. september 1989 hævet et beløb på 100 kr. Beløbet er senere tilbageført, idet beløbet fejlagtigt var hævet på klagerens konto.
Efter klagerens ophævelse af budgetkontoen i januar 1990 og samtidige ophævelse af PBS betalinger betaltes fejlagtigt 1.336,50 kr. vedrørende fællesudgifter til klagerens bolig. Da budgetkontoen var udgået, debiterede afdelingen beløbet på klagerens lønkonto, men tilbageførte den 30. januar 1990 denne postering. Den 12. februar 1990 modtog afdelingen det for meget erlagte beløb vedrørende fællesudgifter fra betalingsmodtageren og indsatte ved en fejl beløbet på klagerens lønkonto. Fællesudgifterne vedrørende februar måned 1990 blev påny betalt via PBS, og afdelingen debiterede klagerens lønkonto for beløbet. Denne fejlpostering blev først tilbageført af indklagede. Efter henvendelse fra klageren om de omhandlede fejlposteringer samt det i juli 1989 hævede beløb på 2.400 kr. foregik der mellem klageren og indklagede en korrespondance frem til januar 1991.
Den 15. marts 1991, på hvilket tidspunkt klagerens lønkonto hos indklagede var overtrukket med 1.269,78 kr., fremsendte indklagede rykkerskrivelse vedrørende dette overtræk. 2. rykkerskrivelse blev fremsendt til klageren den 26. marts 1991, i hvilken forbindelse gebyr 140 kr. debiteredes kontoen herfor.
Ved skrivelse af 31. marts 1991 opgjorde klageren sit krav overfor indklagede til 1.841,76 kr., idet klageren heri havde medtaget et krav om renter opgjort til minimum 500 kr. samt et beløb på 200 kr. i administrationstillæg.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre beløbet på 1.841,76 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at de 2.400 kr. ikke er udbetalt til hende. Det er muligt, at et af hende fejlagtigt underskrevet udbetalingsbilag in blanco ikke er makuleret af indklagede. Hertil kommer, at udbetalingsbilaget udviser rettelse, ligesom kontonummer og beløb ikke er påført af klageren. Det er korrekt, at hun samme dag omkring samme tidspunkt hævede 500 kr. på lønkontoen, men hun finder det usandsynligt, at hun skulle hæve på budgetkontoen, som hun var oplyst om, at der ikke kunne hæves på, da denne anvendtes til betaling af faste udgifter. Klageren har i skrivelsen af 31. marts 1991 forbeholdt sig krav om rentetilskrivning med minimum 14%, dog minimum 500 kr. Klageren anser sig endvidere for berettiget til et administrationstillæg på 200 kr. for sit arbejde med sagen.
Indklagede har anført, at bankens interne revision har undersøgt posteringen på 2.400 kr. og har ikke i denne forbindelse afsløret forhold, som giver anledning til at betvivle, at udbetalingen er sket til klageren, hvilket også bestyrkes af det af klageren underskrevne udbetalingsbilag. For så vidt angår klagerens krav på rentetillæg har indklagede anført, at klageren ikke ved de fejlagtige posteringer vedrørende beløbet 1.336,50 kr. har lidt noget rentetab, men tværtimod har opnået rentefordelen af at have beløbet 1.336,50 kr. på sin konto i perioden fra den 12. februar til 17. juli 1990. For så vidt angår klagerens krav på et ad ministrationstillæg, kan klageren ikke uden aftale ensidigt fastsætte et sådant beløb. Indklagede har endelig anført, at rykkergebyret på 140 kr. må anses for berettiget i henhold til bankens almindelige forretningsbetingelser, ligesom klageren ved kontoudskrift af 1. september 1990 blev gjort bekendt med overtrækket.
Ankenævnets bemærkninger:
Da klageren har underskrevet hævebilag vedrørende hævningen af 2.400 kr., må klageren bevismæssigt anses for at have hævet og modtaget beløbet. Da klagerens krav om administrations- og rentetillæg ikke er aftalt med indklagede, har klageren allerede af denne grund ikke krav herpå. For så vidt angår indklagedes rykkergebyr på 140 kr., findes betingelserne for at fremsende rykkerskrivelse at have været til stede, ligesom gebyrets størrelse ikke kan anses for urimeligt.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.