Afgørelse

Rådgivning. Låneomlægning. Kortrentelån.

Klageren havde i sin ejendom tre kontantlån til det indklagede realkreditinstitut og fik i februar 2000 udbetalt yderligere et kontantlån. Den 21. februar 2000 fremsendte instituttet et tilbud til klageren på omlægning af de indestående lån til et kortrentelån med variabel løbetid, som var anslået til 25 år ved en månedlig bruttoydelse på 3.800 kr. Ifølge lånetilbudet ville der ved hver rentetilpasning blive beregner en ny løbetid ud fra kurserne på rentetilpasningstidspunktet, således at den fastsatte ydelse kunne fastholdes. Lånets løbetid måtte dog højst udgøre 30 år. Lånetilbudet var vedlagt diverse produktblade om kortrentelån. Ved gennemførelsen af låneomlægningen i marts 2000 udgjorde den månedlige bruttoydelse 3.800 kr. og løbetiden 25 år. Instituttet fremsendte i oktober 2000 meddelelse om rentetilpasning pr. 1. januar 2001, hvoraf det fremgik, at rentetilpasningen forventedes at føre til en månedlig bruttoydelse på 3.838 kr. og en løbetid på 29 år. Klageren klagede herefter til instituttet over mangelfuld rådgivning, idet han oplyste, at omlægningen var sket efter råd fra en medarbejder hos instituttet, som havde stillet i udsigt, at den maksimale løbetid først ville blive nået efter en større rentestigning, end tilfældet var. Instituttet afviste, at omlægningen var sket efter råd fra medarbejderen, og at klageren i øvrigt skulle have fået en utilfredstillende rådgivning.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle anerkende at have ydet en mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneomlægningen. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet havde ikke mulighed for at tage stilling til, hvilke oplysninger klageren havde fået i forbindelse med de af parterne afholdte møder. Da flertallet endvidere ikke kunne kritisere det skriftlige oplysningsmateriale, som klageren havde modtaget om kortrentelån, fandt flertallet ikke grundlag for at fastslå, at rådgivningen havde været mangelfuld. Mindretallet udtalte, at et kortrentelån er kompliceret, og at der til lånet er knyttet betydelige risici. Modstykket må ifølge mindretallet være, at der bliver ydet en betydelig rådgivningsindsats fra institutterne i forbindelse med etablering af en sådan långivning. Mindretallet fandt ikke, at instituttet i det konkrete aftaleforløb havde ydet den fornødne rådgivning. Mindretallet bemærkede i den forbindelse, at låneomlægningen umiddelbart måtte siges at være sket med en beskeden margin i form af ”overskydende” løbetid og bruttobesparelse. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev herefter frifundet.