Klageren og hans ægtefælle, der i en årrække har været kunder hos indklagede, anmodede i 1988 og 1989 nogle gange indklagede om bistand til at klare nogle likviditetsproblemer, hvilket efter klagerens oplysninger blev afvist. I efteråret 1990 rettede klageren henvendelse til en advokat og et andet pengeinstitut med henblik på at opnå en akkordordning med indklagede. Advokaten foreslog herefter indklagede at afgive saldokvittering for engagementet på ca. 391.000 kr. incl. en garanti på 15.000 kr. mod betaling af 280.000 kr. Akkorden skulle bl.a. finansieres ved omprioritering af klagerens ejendom i forbindelse med en ægtefællehandel. I forbindelse med omprioritering af ejendommen skulle hjemtages et ejerskiftelån i Nykredit på 305.000 kr. Af dette låns provenu på ca. 260.000 kr. skulle 115.000 kr. medgå til at indfri pantehæftelser. Resten af låneprovenuet eller 145.000 kr. skulle tilgå indklagede, og differencen op til de tilbudte 280.000 kr. på 135.000 kr. skulle finansieres ved optagelse af et lån i et andet pengeinstitut.
Ved skrivelse af 1. februar 1991 til klageren og ægtefællen meddelte afdelingen, at man ikke så sig i stand til at imødekomme klagerens forslag om saldokvittering, men foreslog i stedet, at der etableredes en afviklingsaftale med klagerens og ægtefællens kreditorer, at klagerens og ægtefællens privatbil solgtes, og at ægtefællens forretning blev lukket.
Klageren og ægtefællen gennemførte efterfølgende med bistand af advokaten ægtefællehandelen, og den 25. juni 1991 underskrev klageren en skriftlig anmodning til indklagede om at ekspedere lånesagen og oprette en lånesagskonto. I den skriftlige anmodning var det anført, at lånesagens provenu skulle krediteres klagerens og ægtefællens engagement i afdelingen. Nettoprovenuet ved omprioriteringen blev afskrevet på klagerens og ægtefællens engagement i afdelingen. Den 18. juli 1991 meddelte indklagede klageren, at lånesagen var tilendebragt; lånesagskontoen udviste en saldo i klagerens favør på 1.103,28 kr., hvilket beløb indklagede havde krediteret klagerens konto i afdelingen. Klageren anmodedes endvidere om snarest at træffe aftale om afvikling af restengagementet.
Ved lånedokument af 24. januar 1992 ydede indklagede klageren og ægtefællen et forbrugslån på 260.000 kr. til indfrielse af restengagementet. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.700 kr., og renten var anført til 17,25%. Ved skrivelse af 11. februar 1992 til afdelingen meddelte klageren, at han nu var blevet opmærksom på, at det nye lån havde en rentesats på 17,25% i forhold til de indfriede lån, der havde haft en rentesats på 15,2%.
Klageren har indbragt indklagedes behandling af engagementet for Ankenævnet og påstået sit tab ved sagen erstattet af indklagede. Tabet angives at udgøre 125.000 kr., som klageren har opgjort således:
1. | Udgifter til advokat | 40.000 kr. |
2. | Tab i forbindelse med omprioritering | 50.000 kr. |
3. | Tab i anledning af, at indklagede forlanger | |
17,25% i rente ifølge det nye lån, mens det | ||
indfriede låns rentefod var 15,2% | 35.000 kr. | |
------------- | ||
125.000 kr. |
Ad 1: Klageren har gjort gældende, at den af advokaten foreslåede og gennemførte ordning med omprioritering i forbindelse med ægtefællesalget burde være foreslået og gennemført af indklagede som led i dennes rådgivning af klageren. Indklagede bør derfor erstatte klageren udgifter til advokat.
Ad 2: Klageren gør gældende, at indklagede allerede den 28. oktober 1990, hvor der forelå en skriftlig meddelelse om, at et privat pantebrev på 250.000 kr. kunne indfries med 100.000 kr., og hvor også lånetilbuddet fra kreditforeningen forelå, kunne have bragt forholdene i orden, og nettoprovenuet ifølge kreditforeningslånet ville have været 165.000 kr., som indbetalt til indklagede ville have nedbragt engagementet til 210.000 kr. Indklagede sendrægtighed og manglende samarbejdsvilje resulterede imidlertid i, at restengagementet blev på 260.000 kr.
Ad 3: Klageren finder det uberettiget, at renten ifølge det nye forbrugslån er fastsat 2% højere end det indfriede engagement.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at antage, at indklagede har givet klageren fejlagtig eller mangelfuld rådgivning eller har begået fejl i forbindelse med omprioriteringssagen.
Klageren har i forbindelse med omlægningen af engagementet underskrevet et gældsbrev, hvoraf fremgår, at restengagementet forrentes med 17,25% p.a. Ankenævnet finder ikke, at klageren har oplyst omstændigheder, der kan begrunde, at han ikke skulle være bundet heraf.
Som følge heraf