Ikke hæftelse for fælles kassekredit efter underretning om samlivsophævelse.
| Sagsnummer: | 198 /1997 |
| Dato: | 23-12-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Jørn Ravn, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kassekredit - hæftelse
|
| Ledetekst: | Ikke hæftelse for fælles kassekredit efter underretning om samlivsophævelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren ophævede i oktober 1996 samlivet med sin ægtefælle M. Parterne havde hos indklagede en kassekredit med et maksimum på 40.000 kr., til hvilken begges løn, herunder klagerens SU, indgik. Ved udgangen af oktober måned 1996 indestod der på kassekreditten knap 15.000 kr. Begge havde dankort til kreditten.
Ifølge klageren rettede hun den 6. november 1996 henvendelse til indklagede, hvor hun fik oprettet egen lønkonto med sin nye adresse. Hun meddelte, at baggrunden var samlivsophævelsen og oplyste samtidig, at M ville fortsætte med at anvende kontoen som lønkonto. Ifølge indklagede blev indlånskontoen oprettet den 7. november 1996, men klageren gav ikke på dette tidspunkt oplysning om samlivsophævelsen.
Den 19. december 1996 bevilgede indklagede en kassekredit til den konto, som klageren havde oprettet den foregående måned. Klageren afleverede ved samme lejlighed sit dankort til den fælles kassekredit. Klageren har anført, at hun meddelte indklagede, at hun ikke ville have mere at gøre med kassekreditten. Hun blev ikke gjort bekendt med muligheden for at spærre kontoen. Ifølge indklagede blev man i løbet af december 1996 bekendt med ægtefællernes samlivsophævelse. Såvel klageren som M understregede, at de ville klare bodelingen i mindelighed, og at faste månedlige udgifter ville blive foretaget efter indbyrdes aftale parterne imellem.
Den 19. december 1996 var saldoen på den fælles kassekredit 12.338,66 kr. (negativ). Den 20. s.m. 1996 var saldoen positiv. Den 3. februar 1997 var saldoen 38.779,64 kr. (negativ).
Ved skrivelse af 5. februar 1997 fra klagerens advokat til indklagede blev indklagede anmodet om at bekræfte, at klageren var frigjort for den fælles kassekredit fra den 6. november 1996 eller den 19. december 1996. Ved skrivelse af 6. februar 1997 meddelte indklagede, at klageren fortsat hæftede for den fælles kassekredit.
Klageren har den 22. maj 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klageren alene hæfter for den fælles kassekredit med 12.338,66 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, mere subsidiært frifindelse mod klagerens hæftelse for et højere beløb end 12.338,66 kr.
Klageren har anført, at da hun afleverede dankortet til kassekreditten, undlod indklagede at orientere hende om muligheden for at lade kontoen spærre. Hun finder, at indklagede havde en almindelig pligt hertil. Først langt senere bliver hun bekendt med, at M havde trukket kontoen op til maksimum.
Indklagede har til støtte for sin principale påstand anført, at det muligt under andre omstændigheder kunne bebrejdes indklagede, at spørgsmålet om fuldmagt til den fælles konto ikke var blevet bragt på bane ved indleveringen af klagerens dankort. Man var imidlertid bibragt det indtryk, at parterne selv ville sørge for en økonomisk ordning, således at de fælles faste udgifter kunne betales ved træk på kreditten. Ændringen af klagerens adresse og bestilling af nyt dankort blev foretaget medio november 1996. Ændringerne blev ikke meddelt klagerens faste kunderådgiver, men en anden medarbejder. Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at en stillingtagen til klagen forudsætter en bevisførelse om udgifternes faktiske fordeling på ægtefællerne, hvorfor afvisning bør ske i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1. Til støtte for den mere subsidiære påstand har indklagede anført, at der efter den 19. december 1996 er betalt fællesudgifter ved træk på kassekreditten, hvilke betalinger er kommet klageren til gode. Således er der den 31. december 1996 overført 12.500 kr. til ægtefællernes fælles budgetkonto, ligesom der den 8. januar 1997 er foretaget betalinger vedrørende udgifter på ægtefællernes ejerlejlighed.
Ankenævnets bemærkninger:
Det lægges til grund, at indklagede i hvert fald den 19. december 1996 var blevet bekendt med klagerens og M's samlivsophævelse. Indklagede måtte endvidere indse, at klageren ved at aflevere sit dankort til den fælles kassekredit tilkendegav, at hun ikke ønskede at hæfte for kontoen ud over, hvad den allerede var debiteret for. Under disse omstændigheder finder Ankenævnet, at klagerens hæftelse for kassekreditten må være begrænset til saldoen den 19. december 1996 på 12.338,66 kr. med tillæg af rente og eventuel provision i forhold hertil.
Ankenævnet kan ikke tage stilling til, om indklagede måtte have et berigelseskrav mod klageren som følge af, at der efterfølgende fra kassekreditten blev hævet beløb, der er kommet klageren til gode. En afgørelse heraf vil kræve en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, jf. Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
Som følge af det anførte
Indklagede skal anerkende, at klagerens hæftelse for den fælles kassekredit er begrænset til 12.338,66 kr. med tillæg af den for kassekreditten gældende rente og eventuelle provision heraf regnet fra den 19. december 1996. Klagegebyret tilbagebetales klageren.