Afgørelse

Indgåelse af akkordordning med frigørelse af medkautionist.

Denne sag vedrører, om klagerne som følge af indklagedes indgåelse af en akkordordning med frigørelse af en medkautionist er frigjort for deres kautionsforpligtelse over for indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

I 2001 drev klagerne og en trediemand (T) en erhvervsmæssig virksomhed via et anpartsselskab (A Aps), der var ejet af M og T.

I marts 2001 blev der med A Aps som kontohaver etableret et lån på 300.000 kr. og en driftskredit hos indklagede. Til sikkerhed for engagementet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev på 1,2 mio. kr. med pant i A Aps's lejemål, løsøre og goodwill. Endvidere påtog klagerne og T sig selvskyldnerkaution for engagementet.

Den 24. februar 2003 gik A Aps konkurs.

Den 13. marts 2003 fremsendte indklagede følgende telefaxskrivelse til A v/T:

"Akkordforslag med A

I forlængelse af vor telefonsamtale dags dato sender jeg hermed følgende oplæg til akkordløsning.

Restgælden i A er p.t. kr. 675.000,- + renter 10% p.a. fra 01.01.2003 til indfrielsestidspunktet.

Gælden er bla. sikret ved indtrædelsesret samt pant i inventar i lejemålet […] - samt kaution fra T.

Det bekræftes hermed, at [indklagede] accepterer at aflyse vort pant i lejemålet - samt frigive T som kautionist - mod en kontant indbetaling på:

kr. 500.000,-

Beløbet bedes indbetalt direkte til [indklagede].

Det bemærkes, at [indklagede] fortsat opretholder vort krav for restgælden i konkursboet - samt mod M."

Ifølge indklagedes notater på en kopi af skrivelsen blev denne tillige fremsendt til konkursboet kurator, som telefonisk havde tiltrådt forslaget.

Den 7. april 2003 fremsendte indklagede følgende telefaxskrivelse til T's advokat:

Forlængelse af akkordforslag for A

I forlængelse af mit brev af den 13.03.2003 forlænges ovennævnte akkordløsning til 7 dage fra dato - hvorefter den uigenkaldeligt er bortfaldet.

Restgælden i A er fortsat kr. 675.000,- + renter 10% p.a. fra 01.01.2003 til tiltrædelsestidspuntket.

Gælden er fortsat sikret ved indtrædelsesret samt pant i inventar i lejemålet […] - samt kaution fra T.

Det bekræftes herved, at [indklagede] accepterer at overdrage vort pant, stort kr. 1.200.000,- til [… A/S] som indtræder i.h.t. betinget købekontrakt af 26.03.2003 - samt frigive T som kautionist - mod en kontant indbetaling på

kr. 500.000,-

Beløbet bedes indbetalt direkte til [indklagede].

Det bemærkes, at [indklagede] fortsat opretholder vort krav for restgælden i konkursboet - samt mod M."

Advokaten fremsendte pr. telefax samme dag en kopi af indklagedes skrivelse til T og M. Ifølge M's notater på skrivelsen anmodede han advokaten om at ringe "angående nærværende".

Ved telefaxskrivelse af 9. april 2003 til indklagede meddelte advokaten, at der ifølge M var blevet betalt 125.000 kr. den 3. marts 2003, og at han derfor var af den opfattelse, at der i henhold til indklagedes skrivelse alene skulle betales 375.000 kr.

Ved skrivelse af 9. maj 2003 til konkursboets kurator anmeldte indklagede sit krav, som pr. 24. februar 2003 blev opgjort til 811.113,85 kr. Af anmeldelsen fremgår blandt andet:

"Sikkerhedsstillelse:

Der er stillet følgende sikkerhed for ovennævnte engagement - i hvilken sikkerhed [indklagede] har seperatiststilling.

Ved skrivelse af 11. juni 2003 anmodede indklagede klagerne om at betale restgælden på lånet, som blev opgjort til 176.484,87 kr. med tillæg af renter 10% p.a. fra den 31. december 2002.

Ved skrivelse af 12. juni 2003 gjorde klagerne indsigelse imod kravet. Klagerne anførte, at de var uforstående over for kravet, idet der efter indbetalingen på 125.000 kr. var blevet indgået en akkordordning på 500.000 kr. til fuld og endelig afregning af engagementet med A.

Indklagede fastholdt kravet.

Kravet blev efterfølgende udvidet med gælden på driftskontoen, som udgjorde 8.237 kr.

I august 2003 overgik sagen til inkasso.

Parternes påstande.

Den 11. november 2003 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet og betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at deres kautionsforpligtelse ophørte ved opfyldelsen af indklagedes krav i forbindelse med akkorderingen af engagementet med A.

De bestrider derfor at være indklagede noget beløb skyldigt.

Indklagede foretog uden deres samtykke en opdeling af kautionsforholdet og frigav T som kautionist. Frigørelsen af T uden forudgående underretning til dem var i strid med god pengeinstitutskik og har medført, at de nu hæfter for den samlede gæld uden mulighed for regres mod T.

Indklagede har anført, at klagerne og T hæftede solidarisk som selvskyldnerkautionister for engagementet. Indklagede var derfor berettiget til at rette det fulde krav mod enhver af de tre kautionister.

T påtog sig en aktiv rolle i forbindelse med etablering af en aftale om salg af de pantsatte aktiver, således at indklagedes tab - og dermed størrelsen af et restkrav mod kautionisterne - blev mindst muligt. Som modydelse for T's medvirken blev det som led i en samlet aftale om salg af de pantsatte aktiver aftalt, at T's kautionsforpligtelse faldt bort. Da der udtrykkeligt blev taget forbehold for den fulde anmeldelsesret i konkursboet og det fulde krav mod klagerne, var det ikke nødvendigt at indhente klagernes samtykke, idet klagernes regreskrav mod T ikke blev begrænset. I det indbyrdes forhold mellem de tre kautionister er klagerne således ikke blevet ringere stillet som følge af frigørelsen af T.

Et eventuelt regreskrav mod T forudsætter, at klagerne indfrier kautionen.

Det bestrides, at klagerne har lidt et tab, som kan kræves erstattet af indklagede. Klagerne har trods opfordring hertil ikke nærmere redegjort for, hvori den ansvarspådragende handlemåde skulle bestå eller dokumenteret et økonomisk tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med, at indklagede frigav T som kautionist, tog indklagede udtrykkeligt forbehold om opretholdelse af sit krav mod klageren M på betaling af restgælden. Ankenævnet finder, at frigivelsen af T herefter må forstås således, at indklagede for sit vedkommende frafaldt yderligere krav mod T, men ikke tilsikrede denne, at han ikke kunne blive mødt med et regreskrav. Uanset at indklagedes krav mod klageren H ikke blev nævnt i forbindelse med frigivelsen af T, finder Ankenævnet, at H må sidestilles med M. Klagernes muligheder for at gøre regres mod T kan således ikke anses for forringet, og klagen tages derfor ikke til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.