Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i påstand om fjernelse af guld og kontantbeløb fra kundeboks.

Sagsnummer: 19 /2018
Dato: 24-05-2018
Ankenævn: Eva Hammerum, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn
Klageemne: Boks - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Krav om erstatning begrundet i påstand om fjernelse af guld og kontantbeløb fra kundeboks.
Indklagede: Nordea Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagerens krav om erstatning begrundet i påstand om fjernelse af guld og et kontantbeløb fra en kundeboks i Nordea Danmark.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nordea Danmark og havde lejet en kundeboks i en af bankens filialer.

Af ”Aftale om kundeboks” underskrevet af klageren den 28. maj 2013 fremgik blandt andet:

”…

  1. Anvendelse

Boksen kan bruges til opbevaring af værdipapirer og andre dokumen-ter og værdier.

Der må højst opbevares værdier på indtil 300.000 kr. i boksen, herun-der højst 50.000 kr. i kontant beløb. Lejeren bærer selv ansvaret for ethvert tab over de fastsatte grænser.

  1. Nøgler og adgangskort

Der udleveres to ens nøgler, hvis nummer er anført ovenfor, samt adgangskort. Nøgler og adgangskort er bankens ejendom. Ved leje-målets ophør skal nøglerne gives tilbage til banken i uskadt stand. Nøgler og adgangskort må ikke kopieres.

Boksen åbnes uden medvirken af banken. Banken er derfor ikke an-svarlig for tab som følge af, at boksen åbnes af en uberettiget, der er i besiddelse af nøgler.

Bortkommer en af nøglerne eller et adgangskort, er lejeren forpligtet til omgående at underrette banken samt betale omkostningerne ved fremstilling af nye adgangskort og nøgler samt forandring af låsen.

  1. Sikring af boksens indhold og forsikring

Banken påtager sig at sikre boksen med den omhu, der kræves i sådanne tilfælde, og er ansvarlig for tab, der skyldes fejl eller forsømmelser.

  1. Force majeure

Ovenstående bestemmelser fritager dog ikke banken for erstatnings-ansvar for fejl og forsømmelser fra bankens side.

…”

Banken har oplyst, at adgang til boksanlægget opnås ved brug af adgangskortet og ved indtastning af en firecifret personlig kode. I boksanlægget åbnes kundeboksen ved hjælp af en af de to udleverede nøgler. Hverken adgangskort eller nøgler er påført boksnummeret.

Klageren har oplyst, at han den 26. juli 2017 mistede sin pung, hvori han havde sit Visa/dankort, en nøgle til sin boks i banken og et kort med en personlig kode til at komme ind i rummet.

Han spærrede straks sit betalingskort og foretog politianmeldelse den 27. juli 2017. Han henvendte sig endvidere samme dag i banken og bestilte et nyt betalingskort.

Klageren har oplyst, at han samtidig med kortbestillingen underrettede banken om, at han havde mistet sin ene nøgle og sit adgangskort til kundeboksen og fik at vide, at han kunne beholde den anden nøgle, og at han blot skulle henvende sig om sagen, næste gang han skulle i boksen.

Banken har oplyst, at medarbejderen, der ekspederede klageren i forbindelse med bestillingen af det nye betalingskort, ikke erindrer, at klageren omtalte den bortkomne nøgle og det bortkomne adgangskort til kundeboksen. Banken har heller ingen registreringer om, at klageren i øvrigt skulle have ringet til banken i juli 2017 angående bortkomsten af nøglen og adgangskortet til kundeboksen.

Den 21. december 2017 henvendte klageren sig til banken for at få adgang til sin kundeboks. Han fik efter forevisning af legitimation i form af kørekort udleveret et nyt adgangskort.

Banken har oplyst, at klageren blev informeret om, at han skulle betale for en ny bokspatron, idet en af nøglerne var bortkommet. Han ønskede ikke at betale herfor og valgte at beholde den nøgle, som han var i besiddelse af.

Klageren har oplyst, at han fik lov til at beholde den nøgle, som han havde, og blev informeret om, at han skulle passe ekstra godt på den.

I forlængelse af denne samtale lukkede klageren sig ind i boksanlægget. Han kom hurtigt tilbage igen og oplyste, at hans kundeboks var blevet tømt. Han oplyste endvidere, at boksen havde indeholdt 242.000 kr. i kontanter. Det blev aftalt, at klageren skulle komme tilbage til banken næste dag. Banken ville i mellemtiden undersøge, om klagerens adgangskort til boksanlægget havde været anvendt, siden klageren mistede sin pung med adgangskortet.

Den 22. december 2017 åbnede klageren i overværelse af en medarbejder i banken sin boks, og det blev konstateret, at den var tom. Han oplyste, at der ud over de 242.000 kr. i kontanter også havde været guld for ca. 60.000 kr. i boksen. Banken anbefalede herefter klageren at anmelde sagen til politiet og til at rette henvendelse til sit forsikringsselskab. Klageren oplyste, at han allerede havde anmeldt sagen til politiet.

Banken har oplyst, at den medarbejder, der talte med klageren både den 21. december og 22. december 2017 husker, at klageren på daværende tidspunkt oplyste, at koden til adgangskortet ikke havde befundet sig i hans pung, som bortkom i sommeren 2017.

Det fremgik af bankens registreringer, at klagerens adgangskort til boksanlægget, der bortkom i sommeren 2017, sidst blev anvendt den 6. juni 2017.

Klageren rejste herefter krav om kompensation over for banken.

Banken afviste klagerens krav.

Klageren opsagde efterfølgende sin kundeboks i banken.

Parternes påstande

Den 11. januar 2018 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale en erstatning på 300.000 kr.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken er erstatningsansvarlig for, at hans værdier for i alt 300.000 kr. forsvandt fra hans kundeboks.

Han underrettede banken om, at han havde mistet sin nøgle og sit adgangskort til boksen i juli 2017. Han fik at vide, at han kunne beholde den anden nøgle og anvende den. Banken oplyste ikke, at nøglen skulle skiftes af sikkerhedsmæssige årsager.

Da han fem måneder efter besøgte boksen og fik udleveret et nyt adgangskort, fik han fik igen at vide, at han blot kunne fortsætte med at bruge den nøgle, som han havde.

Han troede, at boksanlægget var et ”sikkert rum”. Han havde ikke forestillet sig, at en tyv blot kunne gå ned og tjekke alle bokse og tømme hans boks.

Banken begik en kæmpe fejl ved at vejlede ham forkert, og fejlen har medført, at han har mistet værdier for 300.000 kr.

Hele hans opsparing til hans bryllup og det guld, som han skulle have givet sin kommende kone, er blevet stjålet.

Nordea Danmark har anført, at der var tale om en selvbetjeningsboks. Af Aftale om kundeboks, punkt 2, fremgår, at boksen kan åbnes uden medvirken af banken, og at banken derfor ikke er ansvarlig for tab, som opstår som følge af, at boksen åbnes af en uberettiget, der er i besiddelse af nøglen.

Det bortkomne adgangskort til boksanlægget blev sidst anvendt den 6. juni 2017, og adgangskortet har derfor ikke været anvendt efter bortkomsten den 26. juli 2017. Det bortkomne adgangskort kan således ikke have været anvendt til at skaffe sig adgang til boksanlægget.

Det er ikke relevant for vurderingen af denne sag, om koden til adgangskortet befandt sig i klagerens pung eller ej.

Selv om Ankenævnet måtte nå frem til, at banken har handlet ansvarspådragende, bestrider banken, at klageren har lidt et økonomisk tab.

Klageren har bevisbyrden for, at der var værdier i boksen for 300.000 kr., og denne bevisbyrde er ikke løftet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren lejede en kundeboks i Nordea Danmark.

Klageren har oplyst, at han den 26. juli 2017 mistede sin pung, hvori han opbevarede sin ene nøgle til kundeboksen og adgangskortet til boksanlægget, og at han den 27. juli 2017 underrettede banken om, at nøglen og adgangskortet var bortkommet, hvilket banken har bestridt.

Den 21. december 2017 henvendte klageren sig til banken for at få adgang til kundeboksen og fik udleveret et nyt adgangskort. Boksen, der ifølge klageren havde indeholdt 242.000 kr. i kontanter og guld for 60.000 kr., var tom.

Banken har oplyst, at det bortkomne adgangskort sidst blev anvendt den 6. juni 2017.

Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at der er fjernet 242.000 kr. samt guld fra klagerens kundeboks under sådanne omstændigheder, at banken er erstatningsansvarlig.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.