Afgørelse

Forlænget løbetid som følge af manglende regulering af låneydelse.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om godtgørelse for forlænget løbetid på hans lån hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 15. april 1981 ydede indklagede klageren et boliglån på 100.000 kr. til variabel rente 18,5% p.a. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.560 kr. første gang den 30. maj 1981. Lånets løbetid var angivet til "ca. 20 år". Af gældsbrevets særlige bestemmelser fremgår bl.a.:

"Sparekassen forbeholder sig ret til ved nedsættelse af eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende."

Indklagede fremsendte løbende meddelelse til klageren om ændring af ydelsen. Den seneste ændring skete den 30. april 1996, hvor ydelsen blev nedsat fra 1.140 kr. til 1.040 kr.

Af de ydelsesændringsmeddelelser, der blev fremsendt til klageren fra og med 1987 fremgår:

"Månedslån fast løbetid. …

For at overholde den aftalte afvikling af lånet har vi, med virkning fra den … ændret ydelsen på Deres lån.

Fra …

Til …

…"

Af de kontoudskrifter, der er fremlagt under sagen fremgår, at lånet blev nedbragt således:

Ved skrivelse af 10. juni 2001 protesterede klageren over, at lånet ikke som forventet var indfriet, men at løbetiden ifølge indklagedes oplysninger var forlænget med to år og to måneder.

Parternes påstande.

Den 30. august 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet var indfriet efter betaling af ydelsen i 20 år.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at kontoformen er månedslån med fast løbetid, jf. ydelsesændringsmeddelelserne. Indklagede forbeholdt sig at ændre ydelsen, men det fremgår ikke af gældsbrevet, at løbetiden kunne ændres. Ydelsen blev løbende ændret med henblik på at overholde den aftalte afvikling. Han kunne derfor berettiget lægge til grund, at løbetiden var 20 år som aftalt i gældsbrevet.

Han har opfyldt sin del af låneaftalen ved at betale de opkrævede ydelser i lånets løbetid, og indklagede bør også overholde sin del af aftalen.

Som følge af indklagedes fejlberegning af ydelsen er han blevet påført en merudgift til renter.

Indklagede har tilsyneladende været bekendt med problemet, i hvert fald siden 1995, jf. Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200. Ved at undlade at gøre opmærksom herpå har indklagede afskåret ham fra at begrænse rentetabet og løbetiden.

Indklagede har anført, at det ikke har været muligt at afklare baggrunden for, at ydelsen på klagerens lån ikke blev reguleret i perioden efter april 1996. Ydelsen var beregnet korrekt ved lånets stiftelse.

Man var berettiget men ikke forpligtet til at tilpasse ydelsen.

Klageren blev ikke garanteret eller tilsikret en bestemt løbetid.

Klageren har på grundlag af årsopgørelserne de senere år kunnet beregne, at lånet med den fastsatte ydelse ikke ville være tilbagebetalt inden for den anslåede løbetid.

Klageren er forpligtet til at tilbagebetale lånet med tillæg af renter, jf. Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200.

Klageren har ikke lidt noget tab som følge af den forlængede løbetid. Klageren ville opnå en ugrundet berigelse på indklagedes bekostning, såfremt han får medhold i klagen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det kan på det foreliggende grundlag ikke fastslås, at indklagede havde tilsikret klageren en fast løbetid på 20 år. Bestemmelsen om, at indklagede er berettiget til at ændre ydelsen, såfremt renten ændres, kan ikke forstås således, at indklagede over for klageren er forpligtet hertil.

Det må lægges til grund, at den forlængede løbetid skyldes indklagedes utilstrækkelige regulering af ydelsen i perioden efter april 1996. Klageren måtte imidlertid i hvert fald ved modtagelsen af årsopgørelsen for 1997, hvoraf det fremgik, at lånets restgæld var 51.946 kr., indse, at lånet med den aktuelle ydelse på 1.040 kr. ikke kunne afvikles over de kommende 3½ år (42 måneder).

I øvrigt bemærkes, at det må følge af Højesterets dom refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200, at klagerens påstand ikke kan tages til følge, selv om det antoges, at indklagede i forhold til klageren havde begået en fejl ved ikke at regulere ydelsen, således at en løbetid på 20 år blev fastholdt.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.