Afgørelse

Indsigelse mod kautionshæftelser begrundet i overtræk på kautionssikret kredit og manglende underretning.

Medhold klager

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod kautionshæftelser begrundet i overtræk på kautionssikret kredit og manglende underretning.

Sagens omstændigheder

B drev et personligt ejet bageri, der blev finansieret af Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, nu Sparekassen Kronjylland.

B’s daværende ægtefælle (H), der efter det oplyste var ansat i bageriet, og B’s far (F) påtog sig ved kautionserklæringer af 6. november 2001 selvskyldnerkaution for bageriets engagement med sparekassen. Kautionerne var begrænset til 150.000 kr. for hver. H og F er klagerne i denne sag.

Ved kreditkontrakt af 22. juli 2004 blev bageriets kredit i sparekassen forhøjet med 100.000 kr. til 300.000 kr. Klagerne underskrev kreditkontrakten som selvskyldnerkautionister. F’s kaution var uændret begrænset til 150.000 kr. H’s kaution var begrænset til 300.000 kr. Klagerne underskrev i tilknytning til kreditkontrakten endvidere en særskilt erklæring af 6. august 2004 om blandt andet, at sparekassen havde gennemgået betingelserne for og konsekvenserne af kautionsforpligtelsen.

Den 31. juli 2006 underskrev parterne en ny kreditkontrakt. Både kredittens maksimum og beløbsbegrænsningerne for kautionerne var uændrede. I forhold til den tidligere kontrakt var der tilføjet en ny bestemmelse om gyldighedsperiode. Klagerne underskrev en særskilt erklæring om information til dem som kautionister herunder om, at pjece om kaution var udleveret og gennemgået. De bekræftede også, at de var opmærksomme på, at kautionsforpligtelsen ikke udelukkede sparekassen fra ”nu eller senere at yde debitor kredit/lån”. H og B underskrev endvidere en erklæring til banken om håndpant i to ejerpantebreve på henholdsvis 500.000 kr. og 600.000 kr.

Den 1. august 2010 udløb kautionerne.

Ved låneaftale af 20. december 2010 ydede sparekassen et lån på 720.000 kr. til B. Lånet blev anvendt til indfrielse af blandt andet to eksisterende lån i sparekassen med en restgæld på i alt knap 300.000 kr., som H hæftede for som meddebitor.

Samme dag – den 20. december 2010 – underskrev B som debitor og klagerne som kautionister en ny kreditkontrakt, hvorefter kredittens maksimum blev forhøjet til 440.000 kr. Kredittens saldo var da 439.776,43 kr. Kreditforhøjelsen skete med baggrund i en renovering af bageriet. Kreditten skulle nedskrives med 50.000 kr. om året, første gang den 31. december 2012. Kautionerne var – ligesom ved kautionsaftalerne i 2006 – begrænset til henholdsvis 150.000 kr. for F og 300.000 kr. for H. Klagerne underskrev endvidere en særskilt erklæring om information til dem som kautionister. Dokumenterne svarede til kreditaftalen og kautionserklæringen i 2006, herunder for så vidt angik det anførte om, at kautionsforpligtelsen ikke udelukkede at sparekassen ydede debitor kredit/lån.

Kredittens saldo var herefter pr. den 31. december følgende:

Den 11. marts 2015, hvor kredittens maksimum var 290.000 kr., gik bageriet konkurs. Saldoen på kreditten var -306.113,86 kr.

Sparekassen gjorde kautionerne gældende overfor klagerne, idet F blev anmodet om at betale 150.000 kr., og H blev anmodet om at betale 290.000 kr.

B og H blev efter det oplyste skilt i 2015.

Parternes påstande

Den 1. september 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Kronjylland skal frafalde kautionerne.

Sparekassen Kronjylland har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de påtog sig kautionerne i tillid til, at kreditmaksimum blev overholdt, og at maksimum blev nedskrevet i overensstemmelse med aftalen. Begge dele var af stor betydning for deres eventuelle regresret over for B. Jo hurtigere der blev grebet ind over for en negativ udvikling i bageriet, jo større var mulighederne for at rette op på udviklingen.

Sparekassen har handlet groft uagtsomt ved (1) at lade kreditten stige ud over det absolutte maksimum på 440.000 kr., (2) at tillade og fastholde en kredit betydeligt over absolut maksimum og (3) i kraft af overskridelserne helt at negligere forpligtelserne til at nedskrive kreditten.

Ved at udvide kreditten handlede sparekassen i direkte modstrid med deres interesser og de indgåede aftaler.

Ved en tidlig indgriben havde de haft mulighed for at sikre virksomhedens overlevelse. Som følge af konkursen er deres mulighed for regres reelt bortfaldet.

De var på ingen måde involverede i eller informerede om bageriets økonomi og drift.

Sparekassen har på intet tidspunkt informeret dem om hverken kreditudvidelserne eller de manglende nedskrivninger. De havde en forventning om, at driften af bageriet forløb planmæssigt. De havde tiltro til, at moderniseringen af bageriet, der var årsag til kreditforhøjelsen, ville indebære en forøgelse af såvel omsætning som overskud og dermed muliggøre en fuldstændig afvikling af kreditten.

Kreditten blev først nedbragt kort tid før konkursen. Baggrunden var, at sparekassen varetog sin egen interesse i at nedbringe sin egen risiko ved at undlade at gennemføre aftalte betalinger for bageriet, herunder f.eks. moms.

Sparekassen Kronjylland har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en nærmere vurdering af forløbet herunder af drøftelserne i løbet af 2010 vil kræve, at der bliver afgivet forklaring af den daværende rådgiver, der ikke længere er ansat i sparekassen, klagerne, B og B’s revisor. Forklaringerne kan ikke finde sted for Ankenævnet, og sagen bør derfor afvises.

Til støtte for frifindelsespåstanden har sparekassen anført, at kautionsaftalerne blev indgået efter indgående drøftelser mellem parterne, herunder med bageriets revisor. I et forsøg på at forøge omsætningen i bageriet blev det besluttet at foretage en større ombygning.

Ved kautionsaftalerne bekræftede klagerne, at de var indforståede med, at sparekassen kunne yde B yderligere kredit.

Klageren H, der var gift med B og ansat i bageriet, var fuldt ud bekendt med økonomien i virksomheden.

Sparekassen har ikke hvert år sendt en meddelelse til klagerne om størrelsen af den kautionssikrede kredit. Klagerne har imidlertid ikke godtgjort eller sandsynliggjort, at deres regreskrav mod B er blevet forringet som følge af manglende underretning fra sparekassen.

Det af klagerne anførte om, at sparekassen varetog egne interesser ved at undlade at gennemføre aftalte betalinger, herunder af moms, bestrides. I så fald ville alle betalinger have været stoppet efter den 27. januar 2015, hvor kassekreditten var nedbragt til 251.805 kr. Eventuelle spørgsmål vedrørende betalinger op til konkursen hører endvidere under konkursboets kurator.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen bør afvises.

Den daværende Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse, nu Sparekassen Kronjylland, finansierede et bageri, der var ejet og drevet af B.

Klagerne kautionerede den 20. december 2010 i forbindelse med en forhøjelse af bageriets kassekredit, som klagerne tidligere havde kautioneret for. Kredittens maksimum, der efter forhøjelsen udgjorde 440.000 kr., var på kautionstidspunktet fuldt udnyttet. Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne var bekendt med, at de kautionerede for gammel gæld, hvilket heller ikke er bestridt af klagerne.

Kautionerne var begrænsede til 150.000 kr. for klageren F og 300.000 kr. for klageren H.

Det fremgik af kautionsdokumenterne, at sparekassen ikke var afskåret fra at give B yderligere kredit. Da kautionerne var begrænsede, blev klagernes hæftelser ikke forøgede som følge af, at der efterfølgende opstod overtræk på kreditten.

Sparekassen opfyldte ikke sin pligt til årligt og skriftligt at give klagerne meddelelse om størrelsen af den gældspost, som kautionerne var stillet til sikkerhed for, jf. nu lov om finansiel virksomhed § 48, stk. 5. Der er imidlertid ikke grundlag for at antage, at klagernes muligheder for at varetage deres interesser er blevet forringede som følge heraf.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerne på kautionstidspunktet lagde vægt på bestemmelsen i kreditaftalen om nedskrivning af maksimum,og at sparekassen var bekendt hermed.

Kautionskravene, som sparekassen gjorde gældende i marts 2015, oversteg hver for sig ikke kredittens maksimum, som på det tidspunkt var nedskrevet til 290.000 kr.

Ankenævnet finder endvidere, at sparekassens samlede krav mod klagerne som kautionister ikke kan overstige kredittens maksimum på 290.000 kr.

Ankenævnet finder herefter, at sparekassen skal anerkende, at deres samlede kautionskrav mod klagerne er begrænset til 290.000 kr.

Ankenævnets afgørelse

Sparekassen Kronjylland skal inden 30 dage anerkende, at deres samlede kautionskrav mod klagerne er begrænset til 290.000 kr.

Klagerne får klagegebyret tilbage.