Afgørelse

Personlig fordring - frivillig handel

Klagerne ejede med 1/3 hver en ejerlejlighed, der bl.a. var belånt i det indklagede realkreditinstitut. Klagerne satte i september 1991 lejligheden til salg for 505.000 kr., hvilket ville give et underskud på 2.003 kr. Den 14. marts 1992 underskrev klagerne en salgsfuldmagt til instituttet, i henhold til hvilken der påhvilede dem et pro rata gældsansvar over for instituttet og efterstående kreditorer, hvis salgsprovenuet ikke gav fuld dækning for disses krav. Ejendomsmægleren fremsendte i marts 1992 et salgsbudget til instituttet, der viste, at der ved en salgspris på 403.000 kr. ville blive et underskud på 105.959 kr. Ejendommen blev i august 1992 solgt for 403.000 kr. Instituttet afgav i november 1993 lånetilbud til klager 1 og dennes samlever vedrørende deres erhvervelse af en anden ejendom. Der blev ved denne handel endvidere udstedt et sælgerpantebrev med instituttet som kreditor. Instituttet opgjorde den 14. november 1995 over for hver af klagerne den personlige fordring ved salget af lejligheden til i alt 149.271 kr. og opfordrede dem til at rette henvendelse til instituttet med henblik på en afviklingsordning. Den 16. og 21. november 1995 dels specificerede instituttet over for klager 1 tabet ved salget af lejligheden dels redegjorde instituttet for enkelte udgiftsposter i opgørelsen. Klagernes rådgiver bestred efterfølgende forgæves fordringens berettigelse. Instituttet godkendte den 1. maj 1996 klager 1 og dennes samlever som debitorer til et lånebeløb på 1.168.000 kr.
Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var forpligtet til at frafalde den personlige fordring. Instituttet påstod principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod klagernes betaling af et mindre beløb.

Flertallet i Nævnet fandt det kritisabelt, at der gik over 3 år, før instituttet fremsatte krav om betaling af restfordringen ved salget af lejligheden i 1992, og at det havde været naturligt og rimeligt, at instituttet havde taget spørgsmålet om fordringen op over for klager 1, da instituttet i november 1993 gav ham og hans samlever et lånetilbud. Flertallet fandt dog ikke, at disse forhold i sig selv kunne føre til, at klagernes forpligtelser i h.t. salgsfuldmagten var bortfaldet. Flertallet fandt imidlertid, at instituttet tidligst var berettiget til at forlange fordringen forrentet 1 måned efter brevet af 16. november 1995. Mindretallet fandt, at instituttet havde udvist en sådan passivitet, at kravet var fortabt. Mindretallet lagde herved vægt på den tid, der medgik, før kravet blev rejst over for klagerne, og på at instituttet ikke orienterede klager 1 om restfordringen, da instituttet i november 1993 afgav et ejerskiftetilbud på 223.000 kr. til klager 1 og dennes samlever. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.