Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et fastforrentet ejerskiftelån med særlige indfrielsesvilkår.

Indledning

Denne sag vedrører indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med optagelse af et fastforrentet ejerskiftelån med særlige indfrielsesvilkår.

Sagens omstændigheder

I marts 2000 købte klagerne en fast ejendom for en købesum på 1.798.000 kr. Den 10. august 2000 optog klagerne et ejerskiftelån på 210.000 kr. i Nordea Bank til en fast rente på 9,5 % p.a. Lånets løbetid var 20 år. Til sikkerhed for lånet pantsatte klagerne et ejerpantebrev på 350.000 kr. med pant i ejendommen. Af gældsbrevet fremgår blandt andet:

”…

Indfrielser før tiden i fastrenteperioden

Der gælder særlige vilkår ved indfrielser før aftalt tid i fastrenteperioden.

Det indebærer, at De ved indfrielser før tiden kan komme til at betale mere eller mindre end restgælden på indfrielsestidspunktet.

Er renteniveauet (markedsrenten) faldet efter aftalens indgåelse, kommer De til at betale mere end restgælden på indfrielsestidspunktet.

Er renteniveauet (markedsrenten) steget mere end 0,25 procent point efter aftalens indgåelse, kan De indfri lånet med et mindre beløb end restgælden på indfrielsestidspunktet.

Kursen på indfrielsesbeløbet beregnes ud fra en referencerente (Se nedenfor).

Eksempler på indfrielseskurser ved forskellige udviklinger i renteniveauet kan ses på side 3.

….

Referencerente

Referencerenten ved aftalens indgåelse er den gennemsnitlige effektive obligationsrentesats før skat for Statsobligationer m.v.

Den fremgår p.t. af Københavns Fondsbørs kursliste under ”Stat, Fiskeri og Færøerne” for ”Gruppe i alt”.

Der benyttes det restløbetidsinterval, der svarer til fastrenteaftalens løbetid. Er fastrenteaftalen på mere end 15 år, anvendes dog satsen for restløbetid på 5-15 år.

Referencerenten er ved aftalens indgåelse 5,6600%.

…”

Der er herudover i gældsbrevet redegjort for beregning af indfrielseskursen, hvis lånet skal indfries før udløb, ligesom gældsbrevet giver eksempler på indfrielseskurser ved forskellige udviklinger i renteniveauet og ved restløbetider på henholdsvis fem, ti og femten år (for et 20-årigt lån).

Nordea Bank har oplyst, at da lånet blev etableret for 14 år siden, er banken på grund af den tid, der er gået, ikke længere i besiddelse af notater eller referater, som kan dokumentere forløbet i forbindelse med klagernes optagelse af lånet.

På et ikke oplyst tidspunkt i starten af 2014 skiftede klagerne pengeinstitut.

I marts 2014 optog klagerne via deres nye pengeinstitut et inkonvertibelt stående realkreditlån (F1 lån) på 3.287.000 kr.

I juni 2014 indfriede klagerne ejerskiftelånet. Indfrielseskursen var 113,9648, og overkursen udgjorde 15.212,52 kr.

Parternes påstande

Den 21. juli 2014 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal tilbagebetale den opkrævede overkurs på 15.212.52 kr.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen var mangelfuld.

I forbindelse med deres ejendomskøb i 2000 blev finansieringen styret af Nordea Bank. Efter rådgivning af banken blev der optaget to boliglån på hver 210.000 kr. De havde ingen specielle ønsker om fastforrentede lån eller variabelt forrentede lån, dette afgjorde banken alene. De hæftede sig ikke ved, om der var forskel på de to boliglån. Det ene boliglån blev senere indfriet i forbindelse med en omprioritering efter en om- og tilbygning. De ønskede at indfri begge lån, men banken oplyste, at det ikke var nogen god ide, da ”det var godt at have en vis gæld i sin bank af hensyn til visse fordele i banken”. De havde ikke nogen indflydelse på, hvilket et af de to lån, der blev indfriet.

De benægter ikke, at det er sandsynligt, at den kundeansvarlige ved etableringen af lånet har fortalt dem om indfrielsesvilkårene, men som almindelige bankkunder uden særlige økonomiske forudsætninger forstod de ikke rækkevidden af sådanne komplicerede oplysninger og opstillinger.

Allerede på stiftelsestidspunktet var rentesatsen meget høj i forhold til markedsrenten. Den kundeansvarlige har alene varetaget bankens interesse i gevinstmaksimering, og det er tvivlsomt, om den kundeansvarlige selv forstod rækkevidden af låneaftalen, der løb tyve år ud i fremtiden, og dermed ud over deres pensionsalder.

Det bestrides, at kravet som anført af banken er forældet.

Nordea Bank har anført, at klagernes eventuelle krav som følge af påstået mangelfuld rådgivning er forældet, jf. forældelseslovens § 3, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningstidspunktet.

Selv om det må antages, at klagerne har været ubekendt med kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2, og forældelsesfristen derfor som udgangspunkt først skal regnes fra den dag, hvor klagerne fik eller burde have fået kendskab til, at rådgivningen var mangelfuld, er kravet også forældet efter den absolutte forældelsesfrist på ti år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3.

Banken bestrider, at den har handlet erstatningspådragende over for klagerne.

De har modtaget fyldestgørende rådgivning om ejerskiftelånet, herunder om de særlige indfrielsesvilkår, som kunne indebære en risiko for indfrielse til overkurs ved et faldende renteniveau. Den kundeansvarlige har oplyst, at han generelt, ved oprettelse af fastforrentede ejerskiftelån, som det i sagen omhandlede, altid rådgav om lånets karakteristika, herunder oplyste om lånets særlige indfrielsesvilkår.

Endvidere fremgår det tydeligt af gældsbrevet - blandt andet illustreret med eksempler - at klagerne kunne komme til at betale mere end restgælden på indfrielsestidspunktet, hvis renteniveauet (markedsrenten) måtte falde efter låneaftalens indgåelse.

Lånet opfyldte på rådgivningstidspunktet klagernes ønsker og behov. De valgte formodentlig det fastforrentede lån, fordi de ønskede at kende ydelsen i hele lånets løbetid, og fordi det i august 2000 med det daværende renteniveau var attraktivt at få fastlåst renten på 9,5 % p.a. Hvis klagerne havde valgt et lån med en variabel rente, ville satsen have været 9 % p.a. i august 2000.

Selv om renteniveauet senere faldt til et historisk lavt niveau, som ingen kunne forudse, ændrer det ikke på de forudsætninger, som forelå, da klagerne traf deres beslutning.

Klagerne har senere optaget et inkonvertibelt realkreditlån, hvilket vidner om, at de har en forståelse for indfrielsesmekanismerne ved denne type lån.

Ankenævnets bemærkninger

I august 2000 optog klagerne et ejerskiftelån i Nordea Bank på 210.000 kr. Lånet var med en fast rente på 9,5 % p.a. og en løbetid på 20 år.

Ankenævnet finder, at klagerne ved deres underskrift på gældsbrevet på bindende måde tiltrådte de særlige indfrielsesvilkår, som ikke er usædvanlige for lån med fast rente, og som fremgår tydeligt af gældsbrevet. Der er ikke grundlag for at fastslå, at Nordea Banks rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen var mangelfuld.

Da der er forløbet mere end 10 år fra rådgivningen fandt sted, til sagen blev indbragt for Ankenævnet, finder Ankenævnet i øvrigt, at det følger af forældelseslovens § 3, stk. 3, at et eventuelt erstatningskrav mod banken på nuværende tidspunkt må anses for forældet.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.