Omfang af sikkerhedsstillelse efter akkordering af debitors gæld.
| Sagsnummer: | 116/1997 |
| Dato: | 18-09-1997 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - omfang
Kaution - omfang |
| Ledetekst: | Omfang af sikkerhedsstillelse efter akkordering af debitors gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved sikkerhedsstillelsesdokument underskrevet af klageren den 29. juli 1986 fik indklagede håndpant i klagerens værdipapirdepot til sikkerhed for klagerens søns kassekredit hos indklagede. Klageren er født i 1918.
Ved kassekreditkontrakt af 30. januar 1989 blev sønnens kassekredit forhøjet med 73.950,40 kr. til 200.000 kr. Ved allonge til sikkerhedsstillelsesdokumentet blev det samme dag aftalt, at pantsætningen også omfattede forhøjelsen af kreditten. Ved underskrivelse af separat kautionsdokument samme dag påtog klageren sig endvidere selvskyldnerkaution for kassekreditten på 200.000 kr.
Indklagede har oplyst, at der i november 1992 blev indgået en akkordaftale mellem sønnen og indklagede, idet indklagede gav tilsagn om saldokvittering for et usikret krav på 580.000 kr. under forudsætning af, at sønnens restengagement på 387.000 kr. svarende til restgælden på kassekreditten blev nedbragt i henhold til aftale. Ved akkordaftalens indgåelse skyldte sønnen 187.000 kr. på kassekreditten, der ikke var omfattet af akkordaftalen.
Den 1. december 1992 underskrev sønnen et gældsbrev til indklagede på 365.750 kr. vedrørende restengagementet. Lånet blev ydet til en variabel rente på p.t. 13,5% p.a. og til afvikling med en månedlig ydelse på 6.500 kr. Ved separat kautionsdokument påtog klageren sig selvskyldnerkaution for lånet begrænset til 187.000 kr. omfattende saldoen på kassekreditten og et lån. Samtidig blev klagerens værdipapirdepot håndpantsat til indklagede til sikkerhed for lånet.
Ultimo 1996 ophørte sønnen med at indbetale på lånet, hvorpå indklagede anmodede klageren om at indfri sin forpligtelse som kautionist og håndpantsætter. Indklagede opgjorde sit krav mod klageren til restgælden på lånet pr. 31. december 1996 på 226.997,85 kr.
Ifølge klageren var værdien af det pantsatte depot ca. 76.000 kr.
Ved klageskema af 15. marts 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at frigive depotet og at anerkende, at hun ikke hæfter som kautionist, subsidiært at acceptere et forlig på maksimalt 30.000 kr. til fuld og endelig afgørelse af sagen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har undladt at yde loyal og uvildig rådgivning i forbindelse med, at hun påtog sig at kautionere. I november 1992 var indklagede bekendt med, at sønnen var insolvent og truet af konkurs og tvangsauktion. Indklagede burde på loyal vis have informeret hende om situationens alvor, navnlig når der henses til hendes alder, og til at hun sidder i uskiftet bo med 3 børn. Indklagede varetog sine egne interesser på hendes bekostning, idet hendes hæftelse for sønnens nødlidende engagement blev udvidet. I forhold til den sikkerhed, der blev stillet for lånet har indklagede beregnet sig for høj rente. Sønnens indbetalinger på lånet fra 1992 til 1996 på i alt ca. 330.000 kr. bør afskrives forholdsmæssigt på den del af lånet, som hun måtte hæfte for.
Indklagede har anført, at klageren både i forbindelse med håndpantsætningen i 1986 og ved kautionsforpligtelsens indgåelse i 1989 blev rådgivet om de mulige konsekvenser. Klageren var meget indstillet på at kautionere for sønnen, og indklagede vurderede, at kautionsforpligtelsens størrelse ikke var velfærdstruende for klageren. I forbindelse med akkordaftalen i november 1992 blev både klageren og sønnen orienteret om, at indklagede kun ønskede at akkordere på den del af gælden, som der ikke var sikkerhed for. Klagerens forpligtelse over for indklagede er ikke blevet større. Tværtimod blev kautionen i forbindelse med akkordaftalen begrænset til 187.000 kr. Renten på sønnens lån har fulgt indklagedes almindelige rentesatser.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at statuere, at klageren ikke var forpligtet af den kautionserklæring, som hun underskrev den 30. januar 1989. Indtil underskrivelsen af dokumenterne vedrørende akkordlånet i november 1992 havde klagerens samlede forpligtelser som kautionist og håndpantsætter været begrænset til sønnens gæld ifølge kassekreditten med maksimum 200.000 kr. Ved etableringen af akkordlånet, der afløste bl.a. kassekreditten, kautionerede klageren for dette, dog begrænset til 187.000 kr., svarende til den udnyttede del af kassekreditten ved akkordlånets oprettelse. Der var således ikke tale om nogen udvidelse af klagerens kautionsforpligtelse. Derimod indebar den omstændighed, at håndpantsætningen nu tjente som sikkerhed for hele det nye lån, at klagerens samlede hæftelse blev udvidet. Indklagede har ikke godtgjort, at klageren blev gjort opmærksom på denne udvidelse af hæftelsen, eller på at udvidelsen vedrørte sønnens allerede eksisterende gæld til indklagede. Som følge heraf finder Ankenævnet, at indklagede bør anerkende, at klagerens samlede hæftelse som kautionist og håndpantsætter ikke kan overstige 187.000 kr.
Ankenævnet finder ikke, at der kan gives klageren medhold i, at sønnens indbetalinger på lånet frem til ultimo 1996 forholdsmæssigt skal afskrives på klagerens forpligtelse, ligesom Ankenævnet ikke finder grundlag for at anse renten på lånet for urimelig høj.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klagerens samlede hæftelse som kautionist og håndpantsætter ikke overstiger 187.000 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.