Afgørelse

Forrentning af indekskonti. Højeste indlånsrente med tillæg af overrente. Dekort ved ophævelse af fast renteaftale.

Indledning.

Denne sag vedrører forrentningen af klagerens og dennes ægtefælles indekskonti.

Sagens omstændigheder.

Ved aftale af 29. december 1970 oprettede klageren seks indekskontrakter i en sparekasse, nu Nordea Bank. Af aftalen fremgår bl.a.:

"…

…"

Efter det oplyste oprettede klagerens hustru, H, en tilsvarende aftale.

Ved aftale af 27. december 1984 oprettede klageren en selvpensioneringskonto. Kontoens indestående skulle placeres i en obligationspulje. Af sparekassens brochure fra 1984 om selvpensioneringskonti fremgår bl.a.:

"…

Forrentning af opsparingen.

En selvpensioneringskonto forrentes med Sparekassens højeste indlånsrente + en overrente, men De kan også vælge en puljeordning. Den går ganske enkelt ud på, at vore børseksperter investerer Deres og andres selvpension i en fælles pulje af værdipapirer, der ejes og administreres af Sparekassen. Deres opsparing indsættes fortsat som almindeligt indlån, men forrentes som værdipapirer.

…"

Den 5. februar 2008 underskrev klageren og H en aftale med Nordea Bank om Private Banking. Aftalen omfattede bl.a. individuelt fastsatte priser og vilkår på baggrund af klagerens og H’s engagement med banken. For så vidt angår indekskontiene var "Aftalt pris" en rentesats på 3,5 % p.a., "Basispris" var 2,5 % p.a. Af aftalen fremgår i øvrigt bl.a.:

…"

Alle rentesatser er variable med mindre andet fremgår. Rentesatserne ændres i takt med bankens generelle renteændringer for indlån/udlån.

…"

Den 23. oktober 2008 underskrev klageren en Formueaftale om sit frie depot i banken. Aftalen omfattede en årlig rådgivning om opsparingen/investeringen samt bl.a. "adgang til at deltage i lokale møder o.l. om emner af interesse for formuende personer."

Ifølge bankens prisoversigt pr. den 30. januar 2009 var rentesatsen 2,75 % for pensionsmidler i kontantpulje. For opsparingskonti med seks måneders opsigelse var rentesatsen 1,25 %. I øvrigt fremgå bl.a.:

"…

- Boligopsparing, Uddannelsesopsparing, Børneopsparing, Børne-
børnskonto, kontante pensionsordninger og kontantpuljer forrentes
med Nordea højeste almindelige indlånsrente, for tiden 1,25 %.
p.a. plus en overrente
- Pensionsopsparing, Børneopsparing, Etableringskonto og Pluskonto
kan oprettes med fast rente

…"

Den 16. februar 2009 effektuerede banken en aftale med klageren om fast rente på 3 % p.a. på indeksaftalen. Af aftalen, der blev underskrevet af klageren den 26. februar 2009, fremgår bl.a.:

"…

Hermed aftaler jeg med Nordea, at min indeksopsparing forrentes med fast rente i 3 år, fra den dag, Nordea modtager dette tillæg med min underskrift.

Kontoen forrentes med 3 % i hele aftaleperioden.

Rentesatsen gælder kun, hvis det underskrevne tillæg er modtaget i banken inden 25.2.2009.

…

Dekort

Der skal betales dekort, hvis kontoen i aftaleperioden

…

- flyttes til et andet pengeinstitut

…

Dekorten er 0,25% af indestående for hvert hele kalenderkvartal, der restere af aftaleperioden, dog mindst 1 %.

Dekorten modregnes i den rente, der er beregnet, men endnu ikke tilskrevet på kontoen. Hvis dekorten er større end den optjente rente, skal det resterende beløb betales som et gebyr. Gebyret er ikke fradragsberettiget.

Dekort og gebyr vil dog ikke blive større end, at kontoen altid bliver forrentet med bankens højeste almindelige indlånsrente.

…"

Ved brev af 1. marts 2009 til banken gav klageren udtryk for, at forrentningen af hans og H’s indekskonti gennem årene havde været for lav.

I forbindelse med et møde, der blev af holdt den 5. maj 2009, udarbejdede banken to oversigter, der viste den faktiske rentetilskrivning på klagerens og H’s indekskonti i perioden 1. januar 1996 - 30. januar 2009 sammenholdt med en forrentning svarende til bankens generelle rentesats på indekskonti. Ifølge disse opgørelser havde klageren og H fået henholdsvis 255,97 kr. og 258,16 kr. for lidt i rente. Nordea har oplyst, at banken har valgt at godskrive klagerne disse differencer. Det fremgår endvidere, at den generelle rentesats i perioden varierede i intervallet 1,25 % - 4,50 %.

I midten af juli 2009 overførte klageren og H deres engagement til et andet pengeinstitut, herunder indekskontiene med et indestående på ca. 100.000 kr. på hver.

Banken har under sagen fremlagt følgende oversigt over udviklingen i rentesatsen på klagerens indekskonto sammenholdt bankens højeste indlånsrente i perioden 1. januar 2003 - 30. januar 2009:

"…

Renteudvikling

Parternes påstande.

Den 28. juli 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal yde en rentekompensation på hans og H’s indekskonti.

Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at banken bør yde en rentekompensation på hans og H’s indekskonti dels som følge af mangelfuld rådgivning, dels som følge af manglende overholdelse af aftaler.

Bankens forrentning af deres indekskonti har været urimeligt lav. Det har været uigennemskueligt, hvilken forrentning de faktisk fik. Af årsoversigterne fremgik kun rentebeløbet og ikke rentesatsen. Banken har endvidere løbende skiftet system herunder ved indførelse af rentetrappe mv. Rentetrappen på indekskonti er for tiden 250.000 kr., selvom ingen kunde kan have en indekskonti med et indestående, der overstiger ca. 115.000 kr.

Banken forsømte at informere om muligheden for fast rente, Private Banking og lignende. Hvis de havde fået tilbud herom tidligere ville de have opnået en større rentetilskrivning gennem årene. Banken burde i hvert fald i forbindelse med deres årlige møde i banken have informeret om muligheden for fastrenteaftaler. Da de ikke selv kendte muligheden havde de heller ikke anledning til at spørge banken om det.

Banken har udbudt såvel indekskonti som selvpensioneringskonti med løfter om højeste indlånsrente tillagt en overrente. Der er reelt tale om to ens produkter, men rentesatsen på selvpensioneringskonti har imidlertid væsentligt oversteget rentesatsen på indekskonti.

Bankens rentesats på indekskonti har til tider været så lav, at den reelt ikke kunne indeholde overrenten.

En medarbejder i banken, som er jævnaldrende med dem, har oplyst, at indestående på hans indekskonto oversteg indestående på deres med ca. 30.000 kr. Forskellen må begrundes i den pågældendes adgang til bedre rådgivning og rentesatser.

De har nu konstateret, at banken pr. den 25. august 2008 tilbød et-årige fastrenteaftaler på 5 %. Selvom de på daværende tidspunkt havde både Private Banking og Formueaftale med banken fik de ingen information herom. Banken bør i hvert fald yde en rentekompensation, hvorved de stilles som om indekskontiene i perioden fra 25. august 2008 til overflytningen i juli 2009 havde fået en rentetilskrivning på 5%.

Private Banking aftalen måtte forstås således, at de indtil aftalens ophør den 8. april 2009 var berettiget til en ekstrarente på 1 procentpoint i forhold til andre kunder med indekskontrakter. Bankens renteberegning i forbindelse med overførslen af engagementet skete uden hensyn hertil. Realiteten var, at rentesatsen på 3,5 %, jf. Private Banking aftalen, ikke var en favørrentesats.

Indekskontiene blev ændret til fastrentekonti 10 dage før de den 26. februar 2009 underskrev aftalen med banken. Banken handlede derved uden en gyldig underskrift fra dem.

I forbindelse med overførslen blev dekorten uden varsel trukket i rentetilskrivningen på indekskontiene. Herved blev de afskåret fra at betale dekorten med midler fra andre konti.

Opgørelserne i forbindelse med overførslen er uforståelige. Det fremgår ikke klart, hvordan de beløb, som banken har accepteret at godskrive indgår.

Nordea Bank Danmark har anført, at forrentningen af klagerens og H’s indekskonti til stadighed har oversteget bankens højeste almindelige indlånsrente, således som denne er fortolket i Ankenævnet praksis. Banken har lavet en rekonstruktion af rentetilskrivningerne på de to konti tilbage til 1996. Differencerne på henholdsvis 255,97 kr. og 258,16 kr. skyldes en vis usikkerhed – navnlig i det ældste datagrundlag. For at undgå diskussion herom har man valgt at godskrive klagerne disse differencer.

Oversigten for perioden 2003 – 2006 viser, at "overrenten" helt frem til begyndelsen af 2009 har været betydelig. Det samme gælder for hele den undersøgte periode tilbage til 1996.

I slutningen af januar 2009 blev overrenten ved en fejl nedsat til 0. Den blev kort efter rettet til en ¼ % med tilbagevirkende kraft.

Nordea har afvist klagerens påstand om, at han i kraft af sin Private Banking aftale af den 5. februar 2008 har krav på en ekstrarente på 1 % i forhold til andre kunder med indekskonti.

Private Banking aftalen skal ses i sammenhæng med Nordeas fordelsprogram, hvor kunder inddeles i 3 kategorier (Basis, Fordel og Fordel+).

Det er ikke muligt at fastslå, om et valg af fast rente ville have givet et højere afkast end den variable rente, som er tilskrevet klagerens og H’s konti.

De to indekskonti har under hele forløbet været forrentet som aftalt. I lange perioder har overrenten væsentligt oversteget det niveau, som klageren accepterede, da han underskrev kontrakten.

Selvom banken ikke måtte have rådgivet klageren om muligheden for at indgå fastrenteaftaler, er en sådan undladelse ikke ansvarspådragende.

Klageren har ikke tidligere givet udtryk for utilfredshed med forrentningen.

Den omstændighed, at kunder i andre banken har haft et bedre forløb kan ikke medføre et erstatningskrav over for banken eller anvendes som målestok for et tab.

Et eventuelt krav er under alle omstændigheder fortabt ved passivitet, ligesom det begrænses af forældelsesreglen for rentekrav.

Klageren var fuldt ud bekendt med dekorten ved ophævelsen af fastrenteaftalen i utide. Ved dekortberegningen har man sikret klageren og H en minimumsforrentning svarende til kontrakten.

Private Banking aftalen skal ses i sammenhæng med Nordeas fordelsprogram, hvor kunderne inddeles i tre kategorier (Basis, Fordel og Fordel+) baseret på et forud defineret forretningsomfang med banken. Priserne til disse kundekategorier ligger fast.

Kunder hvis forretningsomfang væsentligt overstiger grænserne i fordelsprogrammet, kan få en Private Banking aftale, hvor Fordel+ priserne i et vist omfang kan fraviges i kundens favør. Klageren havde bedre priser på Grundkonto og Pluskonto samt gebyrfrihed på checkhæfte og Mastercard. I forhold til Fordel+ renten havde klageren og H ingen favør på deres indekskonti. "Aftalt pris" var således udtryk for Fordel+ renten. "Basispris" viser den fordel, som en Fordel+ kunde på daværende tidspunkt fik i forhold til en Basiskunde.

Klagen vedrører indsigelse om for lav forrentning før indgåelsen af fastrenteaftalen. Det er derfor uforståeligt, at klageren samtidig gør indsigelse mod, at fastrenteaftalen blev iværksat 10 dage før klagerens underskrift på aftalen.

Klageren ville ikke kunne opnå fordele ved at indskyde frie midler på indekskontiene i forbindelse med beregningen af dekorten.

Indekskonti og selvpensioneringskonti er to forskellige produkter. Forrentning af selvpensioneringskonti gælder kontantpuljen i en puljeordning.

Til klagerens og H’s indekskonti var der knyttet bankbøger, hvorfor der ikke blev udsendt kontoudskrifter i sædvanligt omfang.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Karin Duerlund og Ole Jørgensen - udtaler:

Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Ud over højeste indlånsrente har klageren ifølge aftalen om indeksopsparing krav på "overrente, for tiden ¼% p.a."

Klagerens og H’s indekskonti er i hvert fald siden 2003 blevet forrentet med en rentesats, der svarer til bankens højeste indlånsrente med tillæg af en overrente på ikke under ¼ %. Der er ikke grundlag for at antage, at dette ikke også har været tilfældet i tiden forud herfor.

Banken var ikke forpligtet til at rådgive klageren og H om eventuelle muligheder for at opnå bedre rentevilkår på indekskontiene ved at binde renten i en periode. Klagerens krav om en rentekompensation med henvisning hertil tages derfor ikke til følge.

To medlemmer – Carsten Holdum og Hans Daugaard – udtaler:

Ifølge aftalen af 29. december 1970 om indeksopsparing var banken forpligtet til at forrente klagerens indekskonto med bankens "højeste indlånsrente" med tillæg af "overrente, for tiden ¼% p.a."

Vi finder, at udtrykket "højeste indlånsrente" naturligt må forstås som den højeste rente pengeinstituttet tilbyder kunder med opsparing.

Siden indgåelsen af indeksaftalen har banken udviklet og udbudt indlånsprodukter med rentesatser, der overstiger rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Ved til stadighed at have fastholdt en forrentning med rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår på klagerens og H’s indekskonti, finder vi, at banken ikke har levet op til aftalen om "højeste indlånsrente".

Vi finder derfor, at klagerens påstand om en rentekompensation på hans og H’s indekskonti bør tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

afgørelse:

Klagen tages ikke til følge.