Rådgivning om ændring af kapitalpensionsordning til kapitalforsikring.
| Sagsnummer: | 119/2001 |
| Dato: | 24-10-2001 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Kåre Klein Emtoft, Ole Reinholdt, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Kapitalpensionskonti - overførsel |
| Ledetekst: | Rådgivning om ændring af kapitalpensionsordning til kapitalforsikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren ved sin rådgivning af denne i forbindelse med ændring af klagerens kapitalpension til en kapitalforsikring.
Sagens omstændigheder.
Ultimo 1996 havde klageren i indklagedes Lyngby afdeling en kapitalpensionsordning til en værdi af omkring 650.000 kr. Til ordningen var knyttet et individuelt depot, hvori henlå en række obligationer og aktier. Kapitalpensionsordningen var aftalt til udløb pr. 1. april 2001. Klageren er født i 1934.
Omkring årsskiftet 1996/1997 rettede indklagede henvendelse til klageren med henblik på en drøftelse af muligheden for omlægning af ordningen til en kapitalforsikring i Danske Pension, der er koncernforbundet med indklagede.
Klageren har anført, at der blev afholdt to møder hos indklagede henholdsvis 8. og 13. januar 1997, hvor en konvertering til en kapitalforsikring blev drøftet. Indklagede har anført, at klageren som led i rådgivningen fik udleveret et forsikringstilbud, der blev gennemgået. Man er ikke i besiddelse af dette tilbud, men det omfattede bl.a. en 5-årig prognose for ordningens udvikling. Klageren bestrider, at et sådant tilbud forelå i forbindelse med drøftelserne.
Den 8. februar 1997 underskrev klageren anmodning om overførsel af kapitalpensionsordningen til en kapitalforsikring. I denne var den samlede overførselsværdi angivet til 647.533,83 kr. før beregning af realrenteafgift. Forinden var papirerne i klagerens depot solgt.
Af pensionsoversigt af 13. februar 1997 fra Danske Pension fremgår, at udbetalingen ekskl. bonustilskrivning ville udgøre 663.320,27 kr. pr. 1. april 2001, såfremt klageren overlevede denne dato.
Ved meddelelse af 23. januar 1998 meddelte Danske Forsikring klageren, at forsikringen i 1997 var tilskrevet et rentebeløb på 33.999,73 kr. Til administration var der anvendt 12.873,50 kr. til dækning af "omkostninger af aftalte indbetalinger" og 648,60 kr. til "løbende omkostninger".
Ved skrivelse af 21. februar 2000 rettede klageren henvendelse til Danske Forsikring Liv (tidligere Danske Pension). Klageren henviste til , at han inden for et års tid ville gå på pension og ønskede i denne forbindelse oplysning om, hvad der omtrentlig kunne påregnes i bonustilskrivning ud over standardforrentningen. Han efterlyste en sådan opgørelse, idet han i den seneste opgørelse fra indklagede alene havde modtaget oplysning om en forrentning på 32.616,34 kr. af en saldo på ca. 720.000 kr. svarende til et afkast på 4,5%.
Efter at klageren havde rykket for svar, oplyste Danske Forsikring ved skrivelse af 22. maj 2000, at bruttoudbetalingen pr. 1. april 2001 ville udgøre 775.000 kr. ekskl. rentetilskrivning for perioden 1. april 2000 til 31. marts 2001. Efter en yderligere henvendelse fra klageren oplyste Danske Forsikring ved skrivelse af 22. juni 2000, at den garanterede udbetaling pr. 1. januar 2000 udgjorde 775.484 kr. inkl. bonus indtil denne dato.
Under en yderligere korrespondance med Danske Forsikring Liv udtrykte klageren utilfredshed med det opnåede årlige afkast. Af en beregning foretaget af klageren i oktober 2000 fremgår, at klageren ved at bibeholde kapitalpensionsordningen hos indklagede og uden ændringer i depotets sammensætning ville have opnået en værditilvækst, der var ca. 123.000 kr. større end værditilvæksten på kapitalforsikringen.
Ved skrivelse af 22. januar 2001 til indklagede fremførte klageren sin utilfredshed med indklagedes rådgivning i forbindelse med ordningens overgang til en kapitalforsikring. Klageren stillede i denne forbindelse krav om kompensation.
Ved skrivelse af 16. februar 2001 anførte indklagede, at man ikke fandt, at der var sket nogen ansvarspådragende fejl ved rådgivningen.
Parternes påstande.
Klageren har den 23. marts 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han i årene forud for indklagedes henvendelse til ham om omlægningen havde forvaltet depotet på egen hånd med en årlig tilvækst på 20-25%.
Indklagede havde øjensynlig etableret et nyt selskab og skulle have opbygget en portefølje, og han var udvalgt som en af de "heldige".
Af et notat, som han tog i forbindelse med mødet den 13. januar 1997, fremgår, at han havde indvendinger mod den beskedne rente, der blev oplyst. Indklagedes medarbejdere beroligede ham med, at det kun var at betragte som en lovbefalet grundrente. Hertil kom bonus generet af behændige værdipapirplaceringer.
Han fik den opfattelse, at bonustilskrivningerne ville blive lige så gode som i andre selskaber, hvor han har pensionsaftaler. Her udgør bonusdelen mere end forrentningen.
Hans beregning fra oktober 2000 viser, hvad depotet ville være vokset til, hvis han havde fået lov at beholde det og vel og mærke i uplejet tilstand.
Primo januar 2001 talte han med en medarbejder hos Danica Pension. Under samtalen blev hans beregninger fra oktober 2000 ikke bestridt, og medarbejderen gav udtryk for som sin personlige mening, at med klagerens korte tidshorisont skulle han aldrig have været tilrådet at konvertere til en kapitalforsikring.
Han anfægter ikke forsikringsselskabets forvaltning som sådan, men at indklagede rådede ham til en dårlig forretning. Han overgav ikke forsikringsselskabet et kontant beløb, men en værdipapirportefølje.
Hvis han i januar/februar 1997 havde været nervøs for kursudviklingen, kunne han selv have fundet ud af at realisere beholdningen og anbringe hele provenuet i 6% obligationer.
Indklagede har anført, at de medarbejdere, som deltog i rådgivningen af klageren i januar 1997, ikke længere er ansat hos indklagede, hvorfor det ikke er muligt konkret at anføre, hvad rådgivningen af klageren omfattede.
Baggrunden for henvendelsen til klageren var, at man ønskede at tilbyde denne rådgivning om et produkttilbud inden for pensionsområdet. Dette skal ses i lyset af, at en række kunder på daværende tidspunkt havde udtrykt ønske om at udnytte muligheden for at konvertere f.eks. en opnået aktiegevinst på et pensionsdepot til en mere fast forrentning. Der havde gennem en periode generelt set været større kursstigninger, som havde resulteret i relativ stor værditilvækst af bl.a. pensionsindeståender.
Det fastholdes, at klageren fik udleveret og gennemgået et forsikringstilbud, der bl.a. omfattede en prognose for ordningens udvikling.
Den garanterede lovbestemte minimumsforrentning (grundrenten) er 2,5% for så vidt angår klagerens ordning. Hertil kommer den årlige bonus. Klageren fik forud for sin beslutning om konvertering til kapitalforsikring forelagt en prognose for kontorentens udvikling. Ifølge prognosen ville renten efter afgift udgøre 6% for 1997 og faldende til 5,7% for 2001. Det bemærkes, at den faktiske forrentning i perioden har været højere end forudsat i prognosen.
Det må lægges til grund, at der i overensstemmelse med indklagedes forretningsgang som et led i rådgivningen blev foretaget en saglig gennemgang af tilbudet samt en drøftelse af gennemsnitsrenteprincippet sammenholdt med muligheden for et højere afkast på en individuel ordning hos indklagede og tilsvarende risiko for et dårligere og måske negativt afkast.
På rådgivningstidspunktet var klagerens investeringshorisont forholdsvis kort. Dette dannede baggrunden for indklagedes anbefaling af at vælge en opsparingsform med en garanteret rente frem til udbetalingen.
Klageren har økonomisk indsigt og kendskab til forsikringsforhold, og klageren havde således det fornødne grundlag for at træffe sin beslutning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ikke godtgjort, at der i forbindelse med rådgivningen af klageren om at lade kapitalpensionsordningen omdanne til en kapitalforsikring blev begået ansvarspådragende fejl af indklagedes medarbejdere. Klageren måtte indse, at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen herfor.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.