Indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld. Spørgsmål om det på baggrund af størrelsen af de samlede indbetalinger på lånet var urimeligt at fastholde restgælden.
| Sagsnummer: | 200 /2017 |
| Dato: | 24-05-2018 |
| Ankenævn: | Eva Hammerum, Andreas Moll Årsnes, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Udlån - rente Udlån - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld. Spørgsmål om det på baggrund af størrelsen af de samlede indbetalinger på lånet var urimeligt at fastholde restgælden. |
| Indklagede: | Fynske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens indsigelse om for høj rente på lån og indsigelse mod størrelse af restgæld, herunder om det på baggrund af størrelsen af de samlede indbetalinger på lånet var urimeligt at fastholde restgælden
Sagens omstændigheder
I 1999 optog klageren et lån i den daværende Svendborg Sparekasse, nu Fynske Bank, herefter ”banken”. Hverken klageren eller banken er nu i besiddelse af låneaftalen.
Den 7. oktober 2005 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende lånet, som var et Privatlån, hvorved dette blev forhøjet med 575 kr. til 270.692,19 kr., som skulle afvikles med 2.900 kr. om måneden. De 575 kr. var et ekspeditionsgebyr til banken. Renten var variabel 10,50 % om året med kvartårlig rentetilskrivning, svarende til en debitorrente på 10,92072 %. Under forudsætning af uændret rente og ydelse udgjorde de samlede renter i hele lånets løbetid 285.842,86 kr., og de samlede betalinger udgjorde 556.535,05 kr. Af gældsbrevet fremgik endvidere blandt andet:
”…
Afvikling
Lånet tilbagebetales som et annuitetslån med 192 ydelser. De enkelte ydelser og disses forfaldstidspunkt fremgår af ydelsesoversigten. Sidste ydelse forfalder den 30-09-2021, forudsat uændret rentesats.
Ved renteændringer er Svendborg Sparekasse berettiget, men ikke forpligtet til at vælge at ændre ydelsens størrelse, således, at løbetiden fastholdes. Såfremt ydelsen ikke ændres ved renteændringer, vil antallet af ydelser kunne blive formindsket eller forhøjet i forhold til det aftalte antal.
Renter og omkostninger
[…] Renter og omkostninger fastsættes til enhver tid af Svendborg Sparekasse.
…
Jeg er bekendt med og har modtaget ”Svendborg Sparekasses almindelige bestemmelser for lån og kreditter”, som jeg accepterer som en del af gældsbrevets vilkår.
Jeg har derudover modtaget og gjort mig bekendt med en genpart af dette dokument, kopi af kreditoplysninger […] samt et eksemplar af ”Svendborg Sparekasses almindelige forretningsbetingelser, som gælder for lånet.
…”
Bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter og bankens almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for lånet, er ikke fremlagt under sagen.
I perioden frem til 2011 var der nogle renteændringer, herunder rentestigninger på lånet.
Ved brev af 9. maj 2011 til klageren sendte banken et varsel om, at renten på lånet ville blive forhøjet fra 12,40 % om året til 12,65 % om året. Baggrunden var ”Nationalbankens renteændring den 8. april 2011.” Sammen med brevet sendte banken en oversigt, der viste, at lånet, hvorpå restgælden var 245.811,81 kr., ville være afviklet i løbet af 2029.
Ved brev af 6. juli 2011 til klageren sendte banken et varsel om, at renten på lånet ville blive forhøjet fra 12,65 % om året til 13,15 % om året. Baggrunden var ”stigende finansieringsomkostninger for danske pengeinstitutter samt en væsentligt udgift til Indskydergarantifonden.” Sammen med brevet sendte banken en oversigt, der viste, at lånet, hvorpå restgælden var 247.720,08 kr., ville være afviklet pr. den 31. juli 2031.
Ved brev af 6. oktober 2011 til klageren sendte banken et varsel om, at renten på lånet ville blive forhøjet fra 13,15 % om året til 13,65 % om året. Baggrunden var ”de fortsatte ustabile forhold på de finansielle markeder og de deraf stigende finansieringsudgifter for pengeinstitutterne samt de betydelige udgifter i betaling til Indskydergarantifonden.” Sammen med brevet sendte banken en oversigt, der viste, at lånet, hvorpå restgælden var 247.136,81 kr., ville være afviklet pr. den 30. april 2035.
Ved brev af 5. januar 2012 til klageren sendte banken et varsel om, at debitorrente på lånet pr. den 9. februar 2012 ville blive forhøjet fra 14,36474% til 14,64147%, svarende til 13,90 % om året. Baggrunden var ”dels stigende finansierings- og kapitalomkostninger for den finansielle sektor samt et forværret risikobillede for dansk og europæisk økonomi.” Sammen med brevet sendte banken en oversigt, der viste, at lånet, hvorpå restgælden var 246.785,76 kr., ville være afviklet pr. den 30. september 2038.
Ved brev af 5. juli 2012 til klageren sendte banken et varsel om, at debitorrenten på lånet ville blive forhøjet fra 14,64147 % til 15,19643 %, svarende til 14,40 % om året. Baggrunden var ”dels den fortsatte usikkerhed i den økonomiske udvikling og dels øgede omkostninger i forbindelse med regulering af den finansielle sektor.” Sammen med brevet sendte banken en oversigt, der viste, at renten oversteg ydelsesbetalingerne, og at lånet, hvorpå restgælden var 246.501,18 kr., derfor ikke ville blive afviklet, men at restgælden tværtimod ville være stigende.
Renten på klagerens lån var uændret indtil den 17. oktober 2014, hvor rentesatsen blev nedsat til 7 % om året.
Banken har oplyst, at der i perioden 2013-2014, hvor rentesatsen på klagerens lån var uændret, ikke skete generelle renteændringer i banken, hverken forhøjelser eller nedsættelser, og banken har som dokumentation herfor fremlagt en udskrift vedrørende historiske renteændringer i banken.
Pr. den 31. december 2014 udgjorde restgælden på lånet 251.153.83 kr.
Pr. den 30. december 2015, hvor renten uændret var 7 % om året, udgjorde restgælden på lånet 233.141,50 kr.
Klageren betalte ikke ydelse på lånet i november og december 2016. Pr. den 30 december 2016, udgjorde restgælden på lånet 219.743,57 kr. Ifølge oversigten i gældsbrevet over den forudsatte afvikling ville restgælden på lånet ved udgangen af 2016 være nedbragt til 129.865,67 kr.
Ved et brev af 31. marts 2017 til klagerens advokat afslog banken en anmodning om saldokvittering for lånet.
Banken har oplyst, at den den 31. maj 2017 sendte et brev til klageren om overtræk, og at overtræksrenten for tiden udgjorde 14,55 %
Parternes påstande
Den 8. juni 2017 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Fynske Bank skal nedsætte renten og restgælden på lånet.
Fynske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun ikke fik den fornødne rådgivning og vejledning i forbindelse med indgåelsen af låneaftalen. I gældsbrevet er det anført, at renter og omkostninger til enhver tid fastsættes af banken. Banken ydede imidlertid ikke den rådgivning om rente- og omkostningsspørgsmålet, herunder om konsekvenserne af aftalen i forhold til den endelige afvikling, som banken efter kreditaftaleloven var forpligtet til.
Lånet har løbet siden 1999. Siden underskriften på gældsbrevet i 2005 har hun betalt cirka 400.000 kr., og lånet bør derfor nu være afviklet.
Både aftalevilkårene og den faktisk beregnede rente er urimelige og bør tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36.
Renten på lånet har været urimelig høj og bør med tilbagevirkende kraft skønsmæssigt nedsættes til 8,5 % om året eller til en rente svarende til den gennemsnitlige rente for tilsvarende pengeinstitutlån i den omhandlede periode.
Det må komme banken til skade, at den ikke kan fremlægge det oprindelige lånedokument, hvoraf de oprindelige aftalevilkår fremgik. Det bør endvidere komme banken til skade, at der ikke findes fyldestgørende materiale til belysning af perioden før januar 2010.
Fynske Bank har anført, at gældsbrevet vedrørende det oprindelige lån i overensstemmelse daværende praksis blev udleveret til klageren i forbindelse med underskrivelsen af gældsbrevet af 7. oktober 2005.
Banken har på klagerens anmodning sendt posteringsoversigter, kontoudskrifter samt ydelses- og årsoversigter for 2010-2016. Banken er ikke forpligtet til at opbevare materiale, der er ældre end fem år. Det nu sendte materiale og ældre materiale har tidligere været sendt til klageren løbende over årene og er desuden tilgængeligt i klagerens e-boks.
Klageren har accepteret vilkårene for lånet, herunder, at renten variabel. I låneperioden har renten både været højere og lavere end på lånetidspunktet. Renten har ikke på noget tidspunkt været urimelig.
Banken har ydet fyldestgørende rådgivning til klageren i forbindelse med indgåelsen af låneaftalen. I overensstemmelse med bankens forretningsgang blev gældsbrevets vilkår gennemgået med klageren, før hun underskrev.
Det fremgår af gældsbrevet, at en ændring i renten kan medføre en forlænget eller forkortet afviklingsperiode. Klageren har med sin underskrift bekræftet at have gjort sig bekendt med dette. Klageren har også bekræftet, at hun har modtaget og accepteret bankens almindelige bestemmelser for lån og kreditter og bankens almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for lånet. Vilkårene, der var gældende i 2005, var standardvilkår.
Varsling, frister og begrundelser for renteændringer er sket i overensstemmelse med dagældende almindelige bestemmelser for lån og kreditter samt almindelige forretningsbetingelser, der var gældende for lånet.
Der har alene været tale om generelle renteændringer på klagerens lån, og klageren er blevet stillet lige med øvrige kunder i forhold til generelle renteændringer.
Ankenævnets bemærkninger
Den 7. oktober 2005 underskrev klageren et gældsbrev til den daværende Svendborg Sparekasse, nu Fynske Bank, om et lån på 270.692,19 kr. til variabel rente for tiden 10,50 % om året. Under forudsætning af uændret rente og ydelse udgjorde de samlede betalinger 556.535,05 kr. Klageren betalte de aftalte ydelser, men lånet blev ikke nedbragt som forudsat, hvilket skyldtes, at renten på lånet i perioder oversteg rentesatsen på 10,50 % om året. Pr. den 31. december 2016 var lånet nedbragt med cirka 50.000 kr. til cirka 220.000 kr.
Banken var berettiget men ikke forpligtet til at regulere ydelsen med henblik på, at lånet blev afviklet inden for den beregnede løbetid.
Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkord eller en bestemt afviklingsordning.
Tre medlemmer – Eva Hammerum, Andreas Moll Årsnes og Karin Duerlund – udtaler:
Vi lægger på det foreliggende grundlag til grund, at banken havde tilstrækkelig hjemmel til rentestigningerne, og at rentestigningerne var generelle for bankens kunder. Vi lægger endvidere til grund, at klageren blev informeret om rentestigningerne på fyldestgørende måde, jf. nu kreditaftalelovens § 9, og at klageren løbende har fået tilsendt kontoudskrifter og årsopgørelser, hvoraf renter, rentesats, og restgæld er fremgået. Endelig lægger vi til grund, at der ikke har været tale om individuelle renteforhøjelser på klagerens lån, i det rentesatsen indtil oktober 2014, hvor rentesatsen ekstraordinært blev nedsat til 7 % om året, havde fulgt de generelle renteændringer i banken.
Vi finder ikke, at rentestigningerne op til en rentesats på 14,40 % om året i 2012 kan tilsidesættes som urimelige, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c.
Vi finder heller ikke, at det ud fra rimelighedsbetragtninger kan pålægges banken at frafalde eller nedsætte restgælden, jf. aftalelovens § 36, jf. § 38c. Dette gælder uanset det af klageren anførte om, at hun siden underskriften på gældsbrevet i 2005 har betalt cirka 400.000 kr.
Vi stemmer herefter for, at klageren ikke får medhold i klagen.
To medlemmer – Morten Bruun Pedersen og Jørn Ravn – udtaler:
I mere end 9 år indbetaler klageren årligt omkring 35.000 kr. Alligevel nedbringes gælden til banken ikke væsentligt, idet renten generelt er for høj i forhold til den af banken beregnede ydelse. Banken gennemfører i perioden betydelige rentestigninger. Flere stigninger, som gennemføres inden for korte tidsrum, har samme begrundelse uden, at der er fremlagt dokumentation for det korrekte heri. Bl.a. mangler der dokumentation for, at kravene om indbetaling til indskydergarantifonden forøges i løbet af blot 3 måneder fra juli 2011 til oktober 2011. Banken erkender selv det uholdbare i lånearrangementet i 2014 og nedsætter renten til 7 %. Samlet set er der efter vores opfattelse tale om dårlig rådgivning og bankskik, hvorfor banken skal nedsætte renten til 7% med tilbagevirkende kraft til 2005.
Vi stemmer derfor for, at banken skal nedsætte renten på klagerens lån til 7% med tilbagevirkende kraft til 2005.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.