Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende aktiekøbskredit etableret i 2005 og rammeaftale for valutaforretninger etableret i 2006. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning vedrørende en aktiekøbskredit etableret i 2005 og en rammeaftale for valutaforretninger etableret i 2006. Spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren er født i november 1979. Hun var i 2005 studerende og boede i en ejerlejlighed. Hun var på daværende tidspunkt primær kunde i pengeinstituttet P og overtog i forbindelse med sine forældres skilsmisse 10 % af sin far, F’s, landbrugsejendom med 133 hektarer jord.

I august 2005 indgik klageren, der på daværende tidspunkt var 25 år, efter forespørgsel fra F en aftale om en spekulationskredit med Totalbanken. F havde ifølge det oplyste selv en tilsvarende aftale med banken.

Klageren underskrev i den forbindelse den 9. august 2005 en ”Spekulationskredit og investeringsaftale” (investeringsaftalen) med banken, og der blev etableret en aktiekøbskredit -312 med et maksimum på 200.000 kr., et udlandslån på 425.000 schweizerfranc (CHF) til en modværdi på ca. 2 mio. kr., hvoraf provenuet indgik på aktiekøbskreditten, og et sikkerhedsdepot. Aktiekøbskreditten kunne anvendes til køb af danske aktier, obligationer og investeringsbeviser, og investeringerne foregik i et lukket kredsløb. Af investeringsaftalen fremgik endvidere blandt andet:

”…

I forbindelse med etableringen af nærværende spekulationsforretning, erklærer undertegnede samtidig at være gjort bekendt med den åbenbare risiko.

…”

Klageren gav F fuldmagt til på hendes vegne at købe og sælge obligationer og aktier over aktiekøbskreditten og sikkerhedsdepotet, og F påtog sig begrænset selvskyldnerkaution på 300.000 kr. for en eventuel underdækning på investeringsaftalen.

Banken har oplyst, at klageren løbende fik tilsendt fondsnotater vedrørende gennemførte handler under investeringsaftalen.

Fra etableringen af aktiekøbskreditten til den 1. marts 2006 tjente klageren 225.779 kr. på investeringsaftalen. Beløbet indgik på aktiekøbskreditten.

Den 2. marts 2006 indgik klageren en rammeaftale om indgåelse af valutaforretninger med banken med en ramme på 5 mio. kr. til genforhandling senest 1. april 2007. Til sikkerhed for et eventuelt tab på valutaforretningerne pantsatte klageren 200.000 kr. af fortjenesten på investeringsaftalen og 125 stk. aktier i Totalbanken. Hun gav samtidig F fuldmagt til at oprette alle former for valutaterminsforretninger under rammen på hendes vegne. Det er oplyst, at F havde en tilsvarende ramme for valutaforretninger i banken. Af rammeaftalens punkt. 4.1 fremgik blandt andet:

”…

Kunden er gjort bekendt med, at indgåelse af valutaforretninger er behæftet med høj risiko for tab.

…”

I et brev til klageren af 2. marts 2006, hvor banken sendte dokumenterne vedrørende opstart af valutaterminsforretninger til klageren til underskrift, anførte banken blandt andet:

”…

Der er bevilget en ramme på ialt 5 Mill. kr. Det bemærkes dog, at der kun ”spilles” for 2,5 Mill hver gang der åbnes en ny forretning.

Når jeg har modtaget dokumentet retur, vil jeg ringe til dig for at forklare hvorledes proceduren er.

Der startes altså ingen forretninger før vi har talt sammen.

…”

På bankens kopi af brevet af 2. marts 2006 havde bankens medarbejder noteret, at han talte med klageren den 9. marts 2006 ved at notere ”OK” samt dato og initialer ud for sætningen om, at der ikke blev startet forretninger, før han havde talt med klageren.

Banken har oplyst, at klageren den 12. juli 2006 oprettede netbank, hvorved klageren havde adgang til saldi og posteringer på sine konti og til depotværdier på sine værdipapirer i banken.

Banken har endvidere oplyst, at klageren løbende fik tilsendt bekræftelser/differenceafregninger ved indgåelse, forlængelse eller lukning af valutaforretninger. Herudover fik hun hvert år tilsendt en markedsværdiopgørelse/statusrapport over sine finansielle aftaler opgjort ved årets slutning og en oversigt over, hvilke beløb der var indberettet til SKAT vedrørende hendes finansielle kontrakter.

Den 2. september 2006 blev udlandslånet på 425.000 CHF, der var en del af investeringsaftalen, omlagt til DKK, hvorved klageren fik en kursgevinst på ca. 42.000 kr. Samtidig blev maksimum på aktiekøbskredit -312 forhøjet til 2 mio.kr. I den forbindelse underskrev klageren den 31. august 2006 en ny kreditkontrakt og en ny investeringsaftale, der indeholdt samme oplysninger om ”den åbenbare risiko” som aftalen af 9. august 2005. F havde fortsat fuldmagt til at handle på hendes vegne.

Den 11. juli 2007 blev rammen for valutaforretninger på 5 mio. kr. forlænget på uændrede vilkår til genforhandling den 1. august 2009. Aftalen indeholdt samme oplysninger om høj risiko for tab ved valutaforretninger som den oprindelige aftale, og F havde fortsat fuldmagt til at disponere under rammen på klagerens vegne.

Af en investeringsprofilaftale af 19. december 2007 fremgik blandt andet, at klageren havde erfaring med aktier og tegningsretter både på regulerede og øvrige markeder, obligationer, investeringsforeningsbeviser, futures og terminer, og at klagerens risikovillighed var 10 svarende til højeste risiko på en skala fra 1-10. Det var anført, at risikotallet var fremkommet i samråd med kunden.

I 2007 tjente klageren ca. 494.000 kr. på valutaforretninger i banken.

I 2008 medførte en international finanskrise store kursfald på værdipapirer, og den 27. august 2008 blev der etableret en kredit -557 til klageren med et maksimum på 300.000 kr. til dækning af tab på aktiekøbskredit -312. Af kredittens særlige bestemmelser fremgik blandt andet:

”Serparat PRIVAT aktiekredit til dækning af tab på hovedaktiekreditten [-312]. Kreditten afvikles via eventuelle fremtidige aktiegevinsater på hovedaktiekreditten.

…”

I et brev af 24. juli 2009 skrev banken til klageren, at aktiekreditten og valutarammen, der udløb ved udgangen af juli 2009, skulle genforhandles. Af brevet fremgik blandt andet, at rammen for valutaforretninger ville blive nedskrevet til 2,5 mio. kr., og at der på aktiekredit -312 var et tab på ca. 500.000 kr., som banken foreslog blev hævet på kredit -557, hvor klageren allerede skyldte 300.000 kr.

Den 10. august 2009 blev rammen for valutaforretninger på 5 mio. kr. forlænget til den 1. september 2010. Aftalen indeholdt samme oplysninger om høj risiko for tab ved valutaforretninger som den oprindelige aftale, og F havde fortsat fuldmagt til at disponere under rammen. Af rammeaftalen fremgik endvidere blandt andet:

”…

Det bemærkes, at der d.d. eksisterer 2 valutaterminsforretninger på EUR/TRY.

Når den første forretning lukkes, nedskrives Valutarammen fra 5 Mill. Kr. til 2,5 Mill. Kr.

…”

Aktiekredit -312 og investeringsaftalen blev endvidere forlænget, og F fortsatte med at handle på klagerens vegne.

I et brev af 22. august 2011 skrev banken følgende til klageren:

”Handlingsplan vedr. valutaterminsforretningerne

Den senere tids voldsomme uro på valutamarkederne har desværre bevirket, at det negative urealiserede kurstab på forretningerne er steget ukontrollabelt.

Jeg vil derfor foreslå, at vi holder et møde, med deltagelse af Finansafdelingen, således at vi kan få fastlagt en strategi for hvorledes vi kan agere i fremtiden – måske med en aftale om en Stop Loos aftale, der sikrer mod nye kurstab.

Ring venligst snarest. …”

I et brev af 1. september 2011 skrev banken blandt andet følgende til klageren:

”Dokumenter til underskrift

Under henvisning til afholdt møde med din fader, fremsender hermed diverse dokumenter til underskrift.

Jeg forstår, at din fader har orienteret dig om situationen…..

Men hovedpunkterne er således:

1) For at sikre, at tabet ikke bliv større har vi lagt en bund under TRY’en, således at den ikke kan falde længere ned end kurs 397,95

2) Der er stemplet ud af CHF ved kurs 638. Kursen i dag er 652… så det var meget Fornuftigt. Stiger CHF’en gå vi nok ind igen for at få en evt. fortjeneste på en eventuel ny svækkelse af CHF’en.

3) For at inddække noget af tabet 1,8 mill på dine forretninger, har vi været nødsaget til at oprette et lån til dig på 1,0 mill kr. Der skal kun betales renter, hvilket andrager 5.000 pr. måned

4) Som sikkerhed kræver banken et pant på 300.000 kr. i din lejlighed

5) Til dækning af tabet ved din fader, har vi forhøjet ejerpantebrevet i gården fra 1,0 mill 3,0 mill. Da du er medejer af gården med 10 % skal du tiltræde denne pantsætning.

Vi kæmper hårdt på at få gevinsterne tilbage – men det vil gå langsomt…..”

Den 4. september 2011 underskrev klageren et gældsbrev -297 vedrørende et lån på en mio. kr. Af gældsbrevets særlige betingelser fremgik, at lånet var ydet til indfrielse af tab på valutaterminsforretninger med banken. Klageren havde på daværende tidspunkt endvidere nogle åbne valutaforretninger med en negativ markedsværdi på ca. 800.000 kr., jf. brevet fra banken af 1. september 2011.

Aktiekøbskredit -312 og kredit -557 blev ligeledes forlænget.

I august 2013 blev der realiseret et tab på 784.244,72 kr. ved lukning af klagerens valutaforretninger. Lån -297 blev forhøjet med 697.250,00, og F påtog sig selvskyldnerkaution for lånet. Rammeaftalen for valutaforretninger ophørte herefter.

Den 2. december 2014 opsagde banken klagerens engagement i banken på grund af misligholdelse og sendte engagementet til retslig inkasso.

I februar 2015 sendte klagerens advokat et forslag til en aftale om gældsafvikling og akkordering af gælden til banken. Det fremgik heraf, at gælden opgjort pr. den 30. januar 2015 udgjorde 97.768,41 kr. på aktiekøbskredit -312, 605.588,56 kr. på kredit -557 og 1.602.613,06 kr. på lån -297, i alt ca. 2,3 mio. kr. Herudover havde klageren en gæld på en kredit -871 på 773.112,15 kr., som hun havde overtaget fra F i august 2013 som en del af hendes køb af F’s landbrugsejendom.

Forslaget blev afvist af banken.

Banken har oplyst, at klageren i april 2016 indgik en afviklingsaftale med banken om indbetaling af et beløb på 152.000 kr. på engagementet i henholdsvis 2016 og 2017, hvorefter banken nulstiller renten og tilbagekalder den igangværende inkassosag. Afviklingsaftalen blev indgået med forbehold for udfaldet af den verserende ankenævnssag.

Parternes påstande

Den 1. december 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Totalbanken skal frafalde hendes gæld vedrørende investeringsaftalen/aktiekøbskreditten og lånet til indfrielse af valutaforretningerne, herunder gebyrer og renter.

Totalbanken har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har ydet mangelfuld og dybt kritisabel rådgivning.

Hun var på tidspunkt for etableringen af investeringsaftalen/aktiekøbskreditten og rammen for valutaforretninger en ung studerende på SU, der havde en mindre indtægt ved almindeligt studiearbejde. Der blev indgået lignende forretninger for hendes to brødre, der var henholdsvis to og seks år yngre end hende helt uden nogen form for rådgivning fra banken.

Hendes daværende rådgiver i banken tilskyndede hende til at lave forretningerne. Hun efterspurgte ikke selv produkterne. Rådgiveren havde et omfattende samarbejde med hendes far, F, og han så derigennem mulighed for at lave spekulationer i hendes navn. Hendes unge alder, et naturligt tillidsforhold til F og hendes daværende rådgiver i banken som professionel garant gjorde, at hun følte, at det var det de forventede af hende, og hun underskrev på denne baggrund.

Hun fik flere af dokumenterne sendt med posten til underskrift uden forudgående rådgivning, og de var altid på forhånd ”hakket af” f.eks. med risikovillighed og ”fortrykt” f.eks. med geografi/sted. Dette kunne give anledning til at tro, at der havde været et personligt møde i banken. Hun mener kun, at hun har været til et møde i banken – det var nok den 9. august 2005, hvor der skulle skrives under første gang. Hun mindes ingen andre personlige møder i banken, hvor hun fik rådgivning om aktie- og/eller valutahandel. Selv om det fremgår af nogle af dokumenterne, at de er underskrevet i banken i Jylland, kan hun i sin kalender for den pågældende dag se, at hun ikke var i Jylland på daværende tidspunkt.

Hun havde ikke forstand på aktie- og/eller valutahandel, og hun har hele vejen igennem forholdt sig passiv og hverken givet instrukser om køb eller salg. Aftaler om køb og salg foregik mellem rådgiveren og F, og hun anser hele situationen omkring aktiekøbslån, valutaspekulation og køb og salg af aktier og valuta, som at banken og F har spillet for hendes penge/i hendes navn.

Hun havde ikke på noget tidspunkt forinden etableringen af investeringsaftalen/aktiekøbskreditten og rammeaftalen for valutaforretninger udvist den mindste økonomiske risikovillighed.

Selv om hun havde netbank, brugte hun alene netbank til sin privatøkonomi. Bankens spekulationer i hendes navn havde hun ikke forstand på, dem kunne hun ikke gennemskue. Hun vidste derfor ikke, hvad hun skulle have brugt netbank til i den forbindelse, selv om hun muligvis havde adgang til oplysninger herom.

Fondsnotaterne modtog hun, men arkiverede dem blot, idet hun ikke havde indblik i værdipapirhandel. Det undrer hende, hvis ikke hendes daværende rådgiver i banken vidste, at det hele kørte fuldstændig hen over hovedet på hende.

Hun er økonomisk slet ikke i stand til at indfri gælden og mener heller ikke, at hun selv er skyldig i gælden. Banken har manipuleret og rådgivet hende - en ikke-kyndig studerende på SU - til at pådrage sig en milliongæld for ”sjov”.

Totalbanken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ved etableringen af aktiekøbskreditten i 2005 deltog i et møde med rådgiveren i banken, hvor lånedokumenter, investeringsaftalen og konstruktionen blev gennemgået og underskrevet. Klageren blev allerede ved opstarten gjort opmærksom på, at aktiekøbskreditten var spekulation med en åbenbar risiko, og valgte alligevel at etablere investeringsaftalen og aktiekøbskreditten.

Ved etableringen af rammeaftalen for valutaforretninger i 2006 blev klageren ligeledes gjort opmærksom på, at indgåelse af valutaforretninger var behæftet med en høj risiko for tab, jf. det i rammeaftalen anførte og fremsendelsesbrevet af 2. marts 2006 til klageren, der blev fulgt op af en telefonisk forklaring over for klageren. Klageren var allerede ved opstarten bekendt med, at rammeaftalen var spekulation med en høj risiko for tab og valgte alligevel at etablere rammen.

Rammeaftalen for valutaforretninger blev forlænget i 2007 og i 2009, hvor klageren deltog i møder i banken. Det fremgik endvidere uændret af rammeaftalen, at indgåelse af valutaforretninger var behæftet med en høj risiko for tab.

For både aktiekøbskredit og rammeaftale for valutaforretninger gælder, at klageren ved indgåelse af aftalerne var bekendt med, at der var tale om spekulation med en åbenbar og høj risiko, ligesom banken har forklaret konstruktion og procedurer. Det var – og er – bankens opfattelse, at klageren forstod såvel risiko som konstruktion og procedurer.

Klageren underskrev i december 2007 en investeringsprofilaftale, hvoraf det fremgik, at hendes risikovillighed var 10 og dermed den højeste risiko. Det er anført, at risikotallet er fremkommet i samråd med kunden. Klageren har ikke udtrykt ønske om ændringer i denne investeringsprofilaftale.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år.

Klageren optog i august 2008 en kredit med et maksimum på 300.000 kr. til dækning af tab på aktiekøbskredit -312. Klageren havde på daværende tidspunkt et tilstrækkeligt kendskab til bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav, der derfor var forældet senest i august 2011.

I september 2011 holdt banken møde med F blandt andet om valutaterminsforretningerne og optog et lån på en mio. kr. til dækning af tab ved valutaterminsforretningerne. Klageren havde på daværende tidspunkt et tilstrækkeligt kendskab til bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav, der derfor var forældet senest i september 2014. Som det fremgår, havde F fuldmagt til at oprette og lukke valutaforretninger under rammen, ligesom F deltog i og holdt møder med banken om rammen. Ved at vælge at lade sig repræsentere af F, må klageren tåle identifikation med F.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at såfremt det har betydning for sagen, om rammeaftalen for valutaforretninger er solgt af banken eller er indgået efter anmodning fra klageren eller F, kan sagen ikke afgøres uden parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted ved domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

I august 2005 indgik klageren efter forespørgsel fra hendes far, F, en investeringsaftale med banken, hvor der blandt andet blev etableret en aktiekøbskredit -312 og et sikkerhedsdepot. F fik fuldmagt til at handle under investeringsaftalen på klagerens vegne. Fra etableringen af investeringsaftalen til den 1. marts 2006 tjente klageren 225.779 kr. på investeringsaftalen.

I marts 2006 indgik klageren endvidere en rammeaftale om indgåelse af valutaforretninger med banken med en ramme på 5 mio. kr. F fik fuldmagt til at disponere under rammen på klagerens vegne. I 2007 tjente klageren ca. 494.000 kr. på valutaforretninger under rammeaftalen.

I 2008 blev der realiseret et tab på 300.000 kr. på aktiekøbskøbskreditten. Der blev etableret en kredit -557 til klageren til dækning af tabet. I 2009 blev der yderligere realiseret et tab på 500.000 kr. på aktiekøbskreditten, der ligeledes blev trukket på kredit -557. Klageren fortsatte med at handle under investeringsaftalen via sin fuldmægtig F, og det blev aftalt, at kredit -557 skulle afvikles via eventuelle fremtidige aktiegevinster på aktiekøbskredit -312.

I 2011 blev der realiseret et tab på 1 mio. kr. på valutaforretninger under rammeaftalen, og klageren havde åbne valutaforretninger med en negativ markedsværdi på ca. 800.000 kr. I breve af henholdsvis 22. august 2011 og 1. september 2011 til klageren redegjorde banken for kurstabene og henviste til et møde mellem banken og F, hvor der var aftalt nogle hovedpunkter for fortsat handel under rammeaftalen med henblik på at forsøge at få gevinsterne tilbage ved fremtidige valutaforretninger. Samtidig underskrev klageren i september 2011 et gældsbrev -297 vedrørende et lån på en mio. kr.

Efter opsigelsen af engagementet i december 2014 udgjorde gælden vedrørende investeringsaftalen og valutaforretningerne opgjort pr. den 30. januar 2015 ca. 98.000 kr. på aktiekøbskredit -312, ca. 605.000 kr. på kredit -557 og ca. 1.603.000 kr. på lån -297, i alt ca. 2,3 mio. kr.

Det fremgår af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshaverens ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald i 2008/2009, hvor hun optog kredit -557 til dækning af tab på henholdsvis 300.000 kr. og 500.000 kr. på aktiekøbskredit -312, havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning vedrørende investeringsaftalen til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald i september 2011, hvor klageren underskrev gældsbrev -297 på en mio. kr. til dækning af tab på valutaforretninger, havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning vedrørende valutaforretninger under rammeaftalen til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med indgåelsen af investeringsaftalen og indgåelsen af rammeaftalen for valutaforretninger og rådgivning om at fortsætte med aktiespekulation og valutaspekulation på trods af, at der var realiseret betydelige tab på spekulationsengagementerne, var derfor forældet den 1. december 2015, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.