Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger.
| Sagsnummer: | 260/1996 |
| Dato: | 12-12-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Forkert beregnet ydelse, manglende hensyntagen til etableringsomkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I september 1989 ydede indklagede, der er et finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, klagerne et billån. Lånets hovedstol var på 128.980 kr., hvoraf 1.986 kr. udgjorde de samlede etableringsomkostninger i forbindelse med låneoptagelsen. Ydelsen blev beregnet til 2.435 kr. pr. måned, hvorefter lånet, såfremt renten forblev uændret, ifølge det oplyste ville være afviklet over ca. 6 år. Lånet blev forrentet med den af indklagede til enhver tid fastsatte rentesats, p.t. 13,3 p.a., og indklagede forbeholdt sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af rentesatsen at ændre ydelsen tilsvarende. Ifølge låneaftalen forfaldt første ydelse til betaling den 1. november 1989.
I december 1995 rettede klageren henvendelse til indklagede vedrørende størrelsen af restgælden.
På baggrund af henvendelsen meddelte indklagede ved skrivelse af 21. december 1995, at lånets løbetid med den fastsatte ydelse på 2.435 kr. og ved uændret rente ville være 80,25 måneder. Indklagede henviste endvidere til, at renteudviklingen havde medvirket til en forlængelse af løbetiden, ligesom ydelsen pr. 1. februar 1993 aldrig var betalt. Rykkergebyrer var debiteret med 4.850 kr. Indklagede oplyste, at restgælden pr. 13. december 1995 udgjorde 57.637,68 kr., og at restløbetiden ved uændret rente var ca. 28 måneder.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte lånets restgæld med minimum 19.480 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at lånet skulle afvikles over 6 år med en ydelse på 2.435 kr. Indklagede begik en fejl ved beregningen af løbetiden, som har medført en forlængelse af løbetiden med minimum 8 måneder. Restgælden bør derfor nedsættes med minimum 8 x 2.435 kr. = 19.480 kr.
Indklagede har anført, at fejlberegningen af lånets ydelse ikke har medført et tab for klageren. Klageren har ved låneaftalen påtaget sig en sædvanlig forpligtelse til at tilbagebetale lånet med tillæg af den til enhver tid gældende rente. Indklagede har herved henvist til Højesterets dom i U 1996 s. 200.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må på baggrund af Ankenævnets kendskab til en række tidligere sager vedrørende tilsvarende lån ydet af indklagede lægges til grund, at den af indklagede begåede fejl bestod i eller bl.a. bestod i, at man ved fastsættelsen af ydelsen på 2.435 kr. månedligt undlod at tage hensyn til de samlede etableringsomkostninger på 1.986 kr.
Ved Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger.
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen - udtaler herefter:
Den nævnte fejl, som (bl.a.) er begået af indklagede i det foreliggende tilfælde, er - set i lyset af den række af tilsvarende sager, som tidligere har været forelagt for Ankenævnet - af klar og generel karakter. Vi finder imidlertid, at hverken dette forhold eller andre omstændigheder kan føre til et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom. Vi stemmer derfor for ikke at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Lars Pedersen - udtaler:
Ved Højesterets dom er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunktet har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
Det forholdsvis store antal sager ved Ankenævnet om indklagedes og andre finansieringsselskabers markedsføring af udlån svarende til det foreliggende viser efter vores opfattelse, at løbetidsangivelser i disse forhold har eller i hvert fald havde en væsentlig mere fremskudt placering og tillægges eller i hvert fald blev tillagt tilsvarende central betydning af både låntager og långiver forud for og ved aftalens indgåelse, end hvad der i almindelighed gør sig gældende ved lån i pengeinstitutter.
I hvert fald i relation til indklagedes billån, hvis løbetid i et stort antal tilfælde konsekvent er angivet uden hensyntagen til, at stiftelsesomkostningerne skulle betales af låntageren, finder vi derfor tilstrækkeligt grundlag for at anse løbstidsangivelsen for en bestanddel af parternes aftale og ikke blot en "serviceoplysning" uden aftaleretlig relevans.
Idet vi efter det foreliggende lægger til grund, at klageren, da lånet blev stiftet, hverken indså eller burde indse, at stiftelsesomkostningerne ikke var omfattet af det beløb, der udgjorde produktet af henholdsvis det af indklagede angivne månedlige beløb og det angivne antal måneder, finder vi, at indklagede som den, der har udformet vilkårene for billånet, i overensstemmelse med almindelige principper om fortolkning af aftaler (som nu har fundet udtryk i aftalelovens § 38 b) må bære risikoen for, at de angivne vilkår om klagerens betaling af på den ene side lånets hovedstol med tillæg af renter og på den anden side en angiven månedlig ydelse i det angivne antal måneder har vist sig at være indbyrdes uforenelige.
Vi stemmer herefter for, at klageren stilles, som om stiftelsesomkostningerne ikke skulle være betalt af klageren.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.